torsdag den 9. november 2017

Vin

Blanquette de Limoux 
Billedet er her kun brugt, som illustration!

For ganske nylig, her lige den anden dag, har jeg bemærket, at der i Japan, iflg. oversigten i nærværende blogprogram, har  været 96 sidefremvisninger af min blog om vin. Altså samme dag! Nu er det jo ikke til at sige nøjagtig hvad det indebærer? Har de pågældende mennesker bare lige set et blogindlæg, inden de bladrer videre, eller har de forhåbentligt læst det pågældende? 
Man ved det ikke!
For nu at få et glas godt glas vin, er det nødvendigt at kunne klare en ting, som etiketlæsning; at forstå alt det, som står på etiketten. Det kræver trods alt en del, men kan læres.
Ydermere bør man følge nogle få, men gamle regler for, hvordan man sikrer sig det størst mulige udbytte af vinen.
Der er flere grundregler for dette.

Vinen skal være korrekt lagret.
Vinen skal være drikkemoden.
Vinen skal være korrekt tempereret.
Man skal på forhånd gøre sig klart til hvilket formål vinen skal anvendes.
Vinen skal passe til det, der skal spise, hvis dette altså er formålet.

Opfyldes alt dette, er det jo ingen sag!

Til illustration af dette kommer følgende eksempel!

Så sent som i går var jeg til en middag hos gode, gamle venner. Her skulle vi spise en god middag. Det blev det da også.

Vi startede med et velkomstglas, en hvid Vin Mousseux fra Beaujolais. Det var en såre dejlig vin, som havde alt det, man gerne vil opleve. Den duftede af rugbrød og biskuit. Sandsynligvis produceret udelukkende på Chardonnay. Smagen var tør (Brut), men med et lille strejf af sødme fra helt modne, førsteklasses druer. 
Perfekt valg.
Til en fantastisk vellavet suppe på jordskokker, med bl.a. torsk, blev serveret en lys, tør grosslage Mosel. Grosslage er ikke ligefrem anbefalelsesværdigt (se også de tyske vinregler, som findes på tryk). Vinen var alt for let - og for kold. 
Et ringe valg.
Og hovedretten, grillet kalvefilet med en super mixed salat til, blev fulgt af en siciliansk rødvin. Dejlig vin, fint smagende; men alt for sød. 
Her var der tale om et uheldigt valg.

Altså én ud af tre vine blev ramt lige i plet.

Én ud af tre. Ikke godt nok. Men vennerne er gode nok. Som altid søde og rare.




Til trøst for mig selv, har jeg tilladt mig at tage en dejlig stor Cognac (Napoleon / XO) til et madprogram i tv - efter et herligt glas vin til dagens diner. Man må have nogle glæder ikke, trods alt?
Til beroligelse af læseren, skal nævnes at Cognac er destilleret vin. Altså et vinprodukt!


Verner

søndag den 29. oktober 2017

Madrid i oktober

Taberna El Tempranillo - Madrid




Madrid er som bekendt hovedstad i Spanien, et udsøgt rejsemål for videbegærlige turister. Her er masser at lære og opleve. Det gælder naturligvis også på vinområdet. Spanien er et stort vinland, og interessant ud fra mange synsvinkler desangående. Der er i så stor en by masser af muligheder for at smage, og ikke mindst købe vin, naturligvis.




Så hvorfor ikke besøge Taberna El Tempranillo, nævnt i flere guides for Madridrejsende. Som sagt så gjort. Vi bad hotellet ringe efter en taxa, for der var langt ud til det kendte etablissement. Man skulle komme præcis ved åbningstid, hvis man ville have et bord, og ikke bare stå op. Taberna El Tempranillo er både en vinbar og en tapas-restaurant. Ringe og bestille et bord var umuligt om eftermiddagen, hvor der var lukket.
Vi nåede frem lige ved åbningstid, fik et bord lige for næsen af andre danskere, dog var også de heldige.
Vinbaren havde et kæmpe udvalg af spanske vine, og et fortræffeligt køkken.

Vi var fire personer og til de meget lækre tapas drak vi først en flaske:

Vina Sastre – Ribera del Duoro
Bodegas Hermanos Sastre
Mørk grænsende til sort, tør, slank og meget velsmagende, med mindelser om sorte skovkirsebær.


Dernæst en flaske:

Godello – Rias Baixas, Galicien
Ukendt producent*)
Hvidvin, med smagsnoter henad fersken.

Imellemtiden var det strømmet ind med kunder i vinbaren, de stod op, næsten på nakken af hinanden. Stor stemning, megen støj. Vi var i Spanien, og det går ikke stille for sig på en populær vinbar.
Festligt, folkeligt og fornøjeligt.

Vi tog en taxa tilbage til hotellet!


Verner



*) Det var ikke muligt i al hurlumhejet, at få noteret navnet på producenten af denne dejlige flaske hvidvin!




lørdag den 30. september 2017

Clairmont Clasique 2015


Clairmont Clasique 2015
Crozes-Hermitage
Valleé du Rhône

Denne vin er produceret på 100 % Syrah. Crozes-Hermitage er den største appellation i det nordlige Rhone. Ikke den, der giver de absolut bedste vine, men, vil de fleste medgive; absolut drikkelige. Syrah giver kraftige, parfumerede rødvine, som vinder ved lagring, dog ikke Crozes-Hermitage, som drikkes unge, for det meste. Men de øvrige meget berømte appellationer i området kan gemmes i mange år. Men, så taler vi også om en helt anden pris.

Jeg bliver aldrig en ynder af Syrah, som excellerer med en vis robust intensitet. En klassisk drue bliver det aldrig. mange vindrikkere ynder den alligevel, men maser af litteratur beskriver den helt rigtig, som  en hardnitter!

Dagens middag, herlige bøffer med gemyse; nogle af årstidens dejlige grøntsager, gik vinen ikke til. Overbud. Anderledes til den efterfølgende herligt modne, franske gedeost, hvor der var succes. Her passede den glimrende Crozes-Hermitage helt fint. Lige efter lærebøgerne; man skal altid afpasse vin og middag til hinanden!  Altid.

Nej, det er ikke lige mig, men, en fin, helstøbt Crozes-Hermitage.

Jeg foretrækker så absolut, den meget mere indtagende Côtes du Rhone fra Saint Cosme, også 100 % Syrah !!! 

(Se også blogindlæg af 13. november 2016).




Verner





tirsdag den 26. september 2017

Fabio Contato


Fabio Contato Lugana DOC 2012

Fabio Contato Lugana DOC 2012

Denne specielle Hvidvin er opkaldt efter ejeren af Azienda Agricola Provenza, og druen Trebbiano Lugana er udvalgt fra gårdens ældste vinmarker, og er deres topselektion.

Vinen ligger og modner i franske egetræsfade i 6 måneder og derefter 3 måneder på flaske, hvilket giver vinen en god krop.

Mange italienske vine har ikke særlig meget duft, heller ikke denne. Men lidt er der dog, med præg af tropiske frugter.


Vinen er nu topmoden efter fem år, og må skønnes at have et langt liv for sig. Smagen er rig og fyldig med tydelige smagsnoter af honning! Velafbalanceret, rund, rig, dog frisk og meget velsmagende.

Serverings temperatur mellem 12-14 grader.

Alkohol 13,5 % Vol.

Vinen kan erhverves hos Lautrupmindes Vin



Lugana
En lille vinregion i det nordlige Italien kan miste 25% af sine vinmarker til en planlagt jernbaneudvidelse. Regionen hedder Lugana, og den ligger langs de sydlige bredder af Gardasøen meget tæt på Verona. Lugana fokuserer på en hvid drue, de kalder Turbiana (som er lidt af et mysterium, jeg vil forklare nedenfor) for både mousserende og stille vine. Så nu undrer vi os alle sammen:

Lugana's drue, Turbiana, er lidt af et mysterium. For længst var det antaget at være en variant af Trebbiano (Cognac druen) kaldet Trebbiano di Lugana. Derefter opdagede en forsker, at det faktisk ikke var Trebbiano. Endelig viste DNA-profilering i 2008 os, at Turbiana er Verdicchio.
Den italienske vindruesekspert Ian d'Agata mener, at Verdicchio er en af ​​Italiens store hvide vine.

- Hvor har han dog ret!!!



Verner


torsdag den 24. august 2017

Viognier fra Argentina

1884 Estate Grown Viognier 2016
Escorihuela, Mendoza
Argentina
Producentens noter:
Høstet i hånden, 3. uge i marts
lagret 3 måneder på 10 % fransk eg
farve: gul med grønne reflekser
Aroma: tropiske frugter og smagsnoter af moden hvid fersken
Elegant smagende, rund, med syre og meget fin lang slutning.
Klassevin

Viognier i Rhonedalen
I Rhonedalen giver denne druesort kraftige tørre hvidvine med aroma af abrikoser og moskus. Bedst i den nordlige del af Rhonedalen (Condrieu).

Det er jo det med en druesort, at den ofte falder anderledes ud, når den med menneskets hjælp emigrerer til et andet kontinent; en anden jordbund, og en anden opfattelse af, hvordan man vil lave vin. Men, her i dette tilfælde meget præcist ramt.

Vinen fra Argentina er en klassevin, men overraskende meget blødere end forventet. Det gør ikke noget, for vinen er som beskrevet fra producentens side; elegant. Borte er al den megen syre, som man ofte finder i Viognier i Rhone.
Hvordan producenten lige finder smagsnoter af moden hvid fersken, står hen i det uvisse.

Fin argentinsk Viognier!



Verner


søndag den 20. august 2017

Guigals Côtes du Rhone Rouge 2013

I sagens natur læser jeg en del vinanmeldelser. Noget må man jo gøre, for at holde sin interesse kørende. Man bliver også klogere af det, ifald det er gode anmeldere. Jeg selv er glad for Politikens to meget vidende og dygtige anmeldere, men der er andre. Selv er jeg ikke vinanmelder, højst vin interesseret, selvom jeg i lange tider har skrevet denne blog om vin. En venlig betegnelse for skriverierne. Men man skal også ud at rejse, for at få nye oplevelser og erfaringer om vin. Går turen til et vinland, er det nemt, det er blot at tage fat. Værre er det, hvis man besøger et land, hvor der ikke drikkes vin i noget særligt omfang, så bliver det ikke så sjovt.
I foråret var jeg i Barcelona (Spanien). Her var masser af restauranter, der serverede tapas, færre rigtige restauranter med spise- og vinkort, men de var der. Så det var nærmest lykken.
For nylig kom jeg hjem fra Skotland. Fantastisk tur, hvilken storslået natur - så jættestor og fantastisk. Men Skotland er whisky- og ølland. Her er ingen særlig interesse for vin. Det er helt forståeligt. Whiskyen derimod fremragende, blot skulle den være 100 % malt whisky, gammel og vellagret. Men det er en anden sag.
Lige hjemkommen drikker jeg så et par flasker vin, skænket af venner. Her har vi balladen. Det er, som at være anmelder, som også er nødt til at smage / drikke næsten hvad som helst. Det er ikke altid sjovt. Det er heller ikke hver dag, en anmelder drikker topvine. Det kan jeg stå inde for.
Ydermere finder jeg så et tilbud på en Côtes du Rhone fra et kendt vinhus. Nu er appellationen Côtes du Rhone absolut ikke toppen i Rhone-dalen, men appellationen er kæmpestor, og resultatet er naturligvis noget forskelligartet. Jeg har tidligere nævnt en sammenligning med dansk hakkebøf; man får det tit, det er hyggeligt, og det er så det. Således også med Côtes du Rhone. Der findes dog virkeligt gode eksemplarer af slagsen. Naturligvis.




Det nævnte tilbud var Guigals Côtes du Rhone Rouge 2013. Guigal er en meget berømt producent i Rhonedalen, måske den bedste, og husets topvine er super de luxe, second to none - f.eks. fra Hermitage. I den lavere ende er Côtes du Rhone rød-, hvid- og rosévine. Standardvine.
Vinen fra tilbuddet var da også pæn, nydelig, absolut drikkelig, og kan sagtens anbefales. Men, i et tidligere blogindlæg (13. november 2016) omtales Saint Cosme Cotes du Rhone 2015 Rouge; en klar vinder! Her kan Guigal desværre ikke være med. 
- Meget desværre!

Verner


Addendum:

Til belysning af forskellen på de to vine hører også, at

Guigals Côtes du Rhone er produceret på:

49 % Syrah
48 % Grenache
 3 % Mourvedre


Medens Saint Cosme er produceret på:

100 % Syrah

Hvilket giver en stor forskel på vinene!

Normalt ville jeg ikke være begejstret for en vin på 100 % Syrah, men folkene bag Saint Cosme har virkelig skabt en klasse-vin på denne måde.


Sidste:

Mange Côtes du Rhone er produceret på en stor overvægt af Grenache, hvilket alt andet lige giver en mere bred og fyldig vin.

Populær er appellationen i hvert fald!












lørdag den 29. juli 2017

Vinanmeldelser



Det er ikke en personlig anmeldelse, der her fremkommer. Det er nogle få bemærkninger til lørdagens vinanmeldelser i et herværende større dagblad; Politiken.
Jeg læser altid Politikens vinanmeldelser, fordi dette dagblad råder over to kapaciteter på vinområdet. De skiftes til at anmelde.
Deres vinanmeldelser er ren forbruger orientering.

I dag var det Henrik Steen Andersen – en rigtig god vinanmelder og særdeles velformuleret!

I indledningen til anmeldelserne beskæftiger Henrik Steen Andersen sig med tysk vin, og skriver som så:


Henrik Steen Andersen:

”Det vil nok være læserne bekendt, at jeg holder meget af tysk vin, især Riesling. I snart sagt alle typer vin på denne drue fra tyskland finder man en finesse, lethed og friskhed, som er svær at matche i andre vindistrikter. Altså forudsat at vinen er god.
Det kan synes at være en banal konstatering, men faktisk laves der meget yderst forglemmelig tysk vin – vi ser det bare ikke så tit i vintesten. Og generelt er kvaliteten i Tyskland over de sidste 10-20 år steget. Mosel frembringer som hovedregel alkoholsvage elegante vine med lidt eller en del restsødme – og så nøglen til balancen: syre. Spændingen mellem sødme og syre – ligesom en perfekt modnet frugt – giver et balanceret udtryk.”

Det er så rigtigt og så krystalklart udtrykt. Det er lige efter min overbevisning, også iflg. mine egne skriblerier på denne blok, og et par andre steder, er Henrik Steen Andersens analyse glasklar – og elegant formuleret.

Tysk vin – Riesling – er bare alle tiders!


Verner