lørdag den 1. december 2018

Novocento 28 - 2012; Vino Rosso

Billede fra Rimini; det har intet med vinen at gøre, idet jeg ikke 
kunne finde et billede af omtalte vin, sorry!



Novocento 28 – 2012; Vino Rosso

Rubicone - Rimini


Da jeg var et ungt og fortræffeligt væsen, pt. er jeg blot et væsen, var et af de yndede rejsemål Rimini. Lidt var vi vidende dengang om Italien, vin, og levevis på denne destination. Vi er senere kommet efter det.

Vin var ikke meget oppe i tiden dengang, så man drak bare, hvad man troede var fint og i orden. Det var det som regel ikke!

Nu skifter vi til dagens EU og Danmark. Der er kommet anderledes boller på suppen, rent vinmæssigt.
Af et kært familiemedlem fik jeg den anden dag en flaske italiensk rødvin i gave, og her var der tale om noget helt andet, end ungdommens billige italienske vine!


Novocento 28 – 2012; Vino Rosso

Produceret på 85 % Sangiovese og 15 % Cabernet Sauvignon.
Rubinrød i glasset og med intens duft af sort frugt og lette krydrede toner.
Den lille ”dosis” af Cabernet Sauvignon giver vinen perfekt balance og flot syrestruktur.
Meget velsmagende, man kommer næsten til at holde af denne vin.
Den kan anbefales!





Verner


lørdag den 17. november 2018

Sol, sommer og hvide blomster

Vinsmoselles hovedkvarter
Chateau Stadtbredimus

Vinsmoselle

Vin fra Mosel, altså den del af Mosel, som ligger i Luxembourg. Ikke så mange, tror jeg, tænker på, at Mosel har sit udspring i Nordfrankrig, men den har!
Langs hele floden dyrkes vin, af svingende kvalitet, naturligvis.

Så tages der et tigerspring. Jeg selv på vej til Odder i Nordjylland. Køretur til Odden i bil og færge over. Derfra videre i bil til Odder, hvor et kært og skattet familiemedlem nu er situeret, boende i et pragthus. Det er efterår med pragtfulde farver i solskinnet, det er lige før, man tror, det er sommer pga. vejret. Sol, sommer og hvide blomster!

Vel ankommet drikkes første flaske vin, som velkomst. Et glas hvidvin fra Mosel i Luxembourg!

Domaines Vinsmoselle
Gewürztraminer 2008
Grand Premier Cru
Luxembourg

Jeg tror det var 2008, ikke helt sikker, det går stærkt under en samtale om livets gang!

Vinen var en drøm.
Korrekt tempereret, fremstod den mørk gylden; strålende guld. Herlig duft og en ligeså dejlig smag. Tydelig Gewürz, naturligvis, men lettere, blødere og mere indsmigrende end en Alsace Gewürz. Med denne vin kan man med rette bruge udtrykket; Sol, sommer og hvide blomster, meget apropos det smukke landskabelige indtryk på køreturen, gennem en del af vores smukke land.
Du finder ikke en sådan vin i handlen herhjemme. Den er personligt importeret og hjembragt af mit familiemedlem.


Verner


mandag den 5. november 2018

Gotas




Rias baixas

For år tilbage på en rejse til Andalusien sidder vi på en restaurant i Ronda, hvor Spaniens ældste tyrefægter arena ligger. Fantastisk dag. Rundvisning i arenaen, men ingen tyrefægtning på denne dag. Byen er smuk og seværdig, og heldigvis skal vi have en enkelt overnatning i den gamle, smukke by. Om byen slap fra borgerkrigen i sin tid, ved jeg ikke, men byen ser smuk og velplejet ud.
Da vi så havde set den fantastiske arena, meldte sulten sig jo som sædvanlig, så vi forlod arenaen og gik tværs over en lille plads og fandt en restaurant. Den viste sig at være en tyrefægterrestaurant, med masser af billeder, statuer, flag og relikvier af og om tyrefægtning. Vi fik et spisekort og som kontrast til al den tyrefægtning valgte vi stegt kanin med tilbehør. Det var nærmest komisk. Vi fik på forlangende et vinkort og jeg valgte en flaske Albariño fra Rias Baixas. Rigtig klog politik. Jeg var i drømmeland. Jeg spurgte to tjenere, der stod i nærheden af vores bord, hvordan de udtalte navnet på vindistriktet (Rias Baixas). Det var lige ud af landevejen. Vinen smagte fantastisk til den stegte kanin. Det skulle du prøve.
Den berømte spanske vinmand Miguel Torres mener, at Albariño (druesorten) i virkeligheden er identisk med Riesling, som skulle være ført til den Iberiske Halvø af tyske munke i det elvte århundrede. Det støttes af navnet Albariño
Alba = Øvre
Riño = Rhin
Altså Øvre Rhin, departementet, hvor Alsace ligger i Frankrig og hvor Riesling dyrkes i stor og meget fin skala.
Så langt, så godt.

Man ser Albariño fra Rias Baixas noget oftere end tidligere i danske supermarkeder og vinhandlere, end tidligere, således også denne!


Gotas de Mar 2016
Farve gylden og klar
Duft fersken og hvide blomster.
Smag indbydende frugtsmag, mineraler og citrus, kompleks og vedvarende.

- Et smukt glas vin. 


Verner


x

lørdag den 13. oktober 2018

The Federalist Lodi Zinfandel 2015



Life is like hell whitout Zinfandel

Der findes to vine, som næsten er identiske, Zinfandel og Primitivo. Hver sin klon af den kroatiske sort; Crljenak. Det skulle give helt identiske vine. To kloner fra den samme moderplante, må give ens vine. Alligevel bliver der en smule uensartethed, hvilket vel skyldes forskelle i klima, jordbund og dyrkningsmetoder, ville jeg tro. Zinfandel er navnet på den ene klon, der dyrkes i California, Primitivo, den anden klon, der dyrkes i Italy.


The Federalist Lodi Zinfandel 2015

Her i dette tilfælde kommer vinen fra Lodi lige syd for Sacramento (California). De skulle her have et klima lig middelhavsklimaet, hvorunder Primitivo vokser. Vinen er præget af bred duft af solbær og blommer, som går igen i smagen.
Vinen har en smule restsødme, kun en smule, der skyldes de 15 prct. alkohol og restsødme fra druerne. Dødcharmerende vin, der trods sine 15 prct. alkohol virker yderst charmerende, og lettere end man skulle tro. En vin, der går i folk med træsko på, som man plejer at sige om den slags vine.
Ellers meget velafballanceret, rund. En pleaser, som man siger over there.

Verner









søndag den 12. august 2018

Argentina eller Bordeaux?


Det du ser på billedet er kun en enkelt flaske! Du burde have flere af slagsen, skulle jeg mene, i skrivende stund!
I mit univers er Argentina et bedre vinland end Chile. Det er lidt af en påstand, idet jeg ikke har smagt / drukket nok af begge vinlandes produktion, til en så skråsikker påstand!
Men alligevel!
Her har vi Cabernet Sauvignon fra Andesbjergene i Argentina!

Producenten:
"Vintage: 2015
Harvest: by hand, last week of april
Vineyards: High Altitude vineyards at the foothill of the Andes Mountains
Aging. 100% French oak.

Tasting notes: Deep ruby red color. Complex aroma of casis, red fruit and chokolate from the oak. Intense and long finish, its tannic texture is smooth and pleasant."

Det er en præcis beskrivelse af denne kvalitetsvin fra Argentina.
Højt beliggende vingård i Andesbjergene, lagring på 100% fransk eg. 
Dyb rubinrød farve, kompleks aroma af solbær, rød frugt og chokolade fra egfadene. Intens og lang, vedvarende smag. Vinens indhold af garvesyre er blød. 
I dette tilfælde vil jeg give producenten medhold. Det er meget præcist angivet, og støder du på denne vin, kan du roligt købe x-antal flasker. Stone sure,
Alttså, hvis du er til Cabernet Sauvignon? I en blindsmagning kunne denne vin efter min mening sagtens forveksles med en bedre rød Bordeaux. Sagtens!
- Det er ikke min spøg!
Du husker at drikke vinen ved 16 grader Celcius - Ikke sandt? 


Verner


lørdag den 11. august 2018

Terre del Barolo - 2010

Terre del Barolo 2010 - DOCG


Indrømmet; Vinen, der her ses afbildet, Terre del Barolo 2010 - DOCG, er en dejlig vin. Efterhånden noget til års, men alligevel. Jeg fik den af en ven, der, ville jeg tro, kunne komme i tidsnød med hensyn til at få drukket sine Barolo i tide. Nu er otte år jo ingen alder, men her tale om en ganske almindelig Barolo, ingen berømt Cru eller lignende, bare en standard vin. Dog er den produceret af en gammelkendt vinproducent i Barolo-distriktet; nemlig Terre del Barolo (Barolos Jord, direkte oversat).
Og hvordan var den så denne Barolo?

Farve: 
Som forventelig rød med tydelige toner af brun. Lige efter bogen. Her er ikke tale om en fejl, men om farven på en aldrende vin fra det berømte distrikt.
Duft:
Tydelig klar duft med tydelige noter af tovværk, tjære og lidt frugt, ikke at forglemme.
Smag:
Igen tovværk og tjære, men, her mere fremtrædende frugt.
Smagen bliver længe i munden; en stor fornøjelse.
En gang var det relativt sjældent, at møde en Barolo i handelen herhjemme. Det ændrede sig på et eller andet tidspunkt; denne vin er på trods af sin alder et fint bekendtskab; ikke et samleobjekt, men stadig fuld af liv. 
Til dagens middag passede den fint; Stegte farmerbøffer / garni, efterfulgt af topmoden Gorgonzola.
Hvor herligt.

Verner




torsdag den 10. maj 2018

Smagekasse: Alsace


J. Cattin: Pinot Blanc




En herværende større vinhandel, med bredt og vidspændende repertoire, excellerer bl.a i smagekasser. Jeg er ikke helt vild med ideen, sådan at drikke en stribe, som regel i mellemklassen, fra et udvalgt distrikt eller efter en idé, som rumler i vinhandelens hoved.
Men jeg har tidligere drukket en smagekasse med vin fra Alsace, og havde de bedste minder. Ved forespørgsel hos vinhandlen, om hvor denne ting var blevet af, sagde man, at der var sket prisforhøjelser, så hvis der var flere ude på lageret, så kunne jeg da få en alligevel. Det var der heldigvis, og jeg sikrede mig en kasse til gammel pris. Nu blev det jo spændende, om min erindring holdt, og om vinhandlens præcisering af de udvalgte flasker også var OK og i orden.


Kassens indhold er som følger:

Joseph Cattin:
Pinor Noir – vieilles vignes
Pinot Blanc
Pinot Gris
Riesling
Crémant d'Alsace Rosé

Château d'Orschwihr:
Pinot Blanc
Riesling

Nu har jeg ikke klaret hele opgaven endnu, men det kommer!
Jeg skal også lige nævne at den mousserende flaske er præmie for at købe de øvrige seks. Jamen, hvor fornøjeligt.
J. Cattin: Pinot Gris
J. Cattin:
Pinor Noir – vieilles vignes - pæn Pinot Noir fra Alsace, velsmagende med et lille tørt bid til afslutning. Absolut minder om Bourgogne, hvor druen skaber fantastisk vin. Det niveau nås selvfølgelig ikke her, men dejlig.

J. Cattin:
Pinot Blanc, overraskende velsmagende og elegant, når man tænker på andre eksemplarer, man har været ude for rundt omkring med denne i virkeligheden sekunda-drue. Her flot og dejlig.

J. Cattin:
Pinot Gris - tør, imødekommende, velafbalanceret hvidvin. Meget dejlig, går lige i folk med træsko på. Meget anvendelig.
Og smagen, smagen, abrikos og fersken!


Verner

mandag den 23. april 2018

Vin på øen Pico


Vinhave på øen Pico på Azorerne


En ferie på Azorerne, den kendte portugisiske øgruppe i Atlanten halvvejs til Amerika, vil for den interesserede vise sig at være nærmest et scoop. Det er anderledes, smukt, bjergtagende og fremmedartet. Det ligner ikke ret meget moderlandet Portugal.
Derfor var det også overraskende, at besøge øerne i april dette år. Det var en meget stor oplevelse, eller mange, skulle jeg måske sige. Helt fantastisk og rigtig meget smukt.
Hvad kan det så have med vin at gøre?
Azorerne ligger spredt over et meget stort havområde, hvor man for det meste kan/må vælge at flyve imellem øerne, af tidsbesparende hensyn. Udmærket løsning. Men indbyggerne på øerne skal jo også have et erhverv, de kan leve af, udover turisme og selvfølgelig fiskeri. Man får de herligste fiskeretter, tilberedt af fisk, man aldrig nogensinde har hørt om, eller set. Se disse fisk kan man for øvrigt på lokale fiskemarkeder, hvorefter man står tilbage og fortvivler, over ikke at have at køkken ved hånden. Turisten går på restaurant, og på de bedre af slagsen få man herlige fiskeretter, blandt andet.
Hvad drikker man til disse fiskeretter? Der er faktisk flere muligheder. Vand f.eks., øl og vin. Her kan både indtages rødvin, rosévin og hvidvin. Jeg selv foretrækker rosé- og hvidvin til fisk.
Selvfølgelig, men overraskende har disse øer en vinproduktion, hvoraf en del, naturligvis, er af høj kvalitet. Det garanterer jeg efter et besøg på øen Pico.
På Pico befinder sig store områder med vinmarker, og det er et forunderligt syn. At man orker at dyrke vin under disse forhold, er helt utroligt. Vinmarkerne er inddelt i mindre firkanter, sådan cirka, hvad skal vi sige?, to gange to meter, omsluttet af en lava sten-væg i skønsmæssig 1 meters højde, indenfor hvilken, der står måske to vinplanter. To. Det er sært syn. Og, det må være et helvede at dyrke vin på denne måde. Det gøres for at skærme vinplanterne for den evige blæst langt ude på Atlanten, som det jo er, og for at den varme stenene opfanger i løbet af dagen, langsomt kan afgives igen om natten, hvilket vel bliver planternes redning, al den stund der bliver hundekoldt om natten. Keine hexerei.
Jeg smagte både nogle bordvine på Pico, og nogle hedvine, begge dele var fremragende, virkelig. En rødvin blev serveret for varm, trods dette fik man indtryk af en klassevin. I den for varme tilstand udstrålede den herlig frugt og en kraftig smag af lakrids. Da den blev afkølet trådte vinens klasse tydeligt frem, og vinen kom i balance. Med mindre lakrids, heldigvis!
Jeg ville gerne remse en masse navne op på disse vine, som du kan finde i København, men det kan jeg ikke, fordi, som turist har man ca. ti sekunder, inden det går videre, eller orker det ikke rigtig, når man endelig når en superrestaurant og det er spisetid.
Disse vine fra Pico på Azorerne findes dog, som sagt, i København og er værd at gå efter. Med garanti!

Verner

søndag den 25. marts 2018

Balthasar Ress - Von unserm 2015 - Trocken



Balthasar Ress - Von unserm 2015 - Trocken
Qualitätswein

Vi er i Rheingau. Balthasar Ress er et af de helt store vinfirmaer her i Rieslingens højborg; Rheingau. Her er ikke engang tale om en Prädikatswein, men blot kaldt Qualitätswein – Trocken.

Rheingau er et af disse steder man må besøge, bo, ja leve et kort tidsrum, for at fornemme hvordan livet er, leves i et vindistrikt af Rheingaus ry og omdømme. Der er ganske dejligt og forventeligt; Riesling overalt.
Og vejret mand!
Og vinen mand!
Der er dømt rent eventyr. Men her må vi blot nøjes med at koncentrere os om en enkelt af de mange vine, der produceres i dette vinland, second to none.
Det er sådan en vin, man drømmer om vinteren igennem i Danmark, det perfekte udtryk for sol og sommer.
Det er vin, det er velsmag, elegance og fornemhed.

Balthasar Ress - Von unserm 2015 - Trocken
Farven er lys gylden, fuldstændig klar; guld.
Bouqueten en drøm, så herlig, vedholdende, den fineste frugt
Smagen, som en fortsættelse af bouqueten, den fineste frugt, bliver længe i munden.
Mens man så sidder og drikker denne vin til middagen, går tankerne tilbage til et besøg i Rheingau, og ind sniger sig en glæde og lykkefølelse over igen at drikke Rheingau.
Det er Riesling. Tysk Riesling på topplan.

Verner




torsdag den 8. marts 2018

Vier Jahreszeiten Dürkheimer Steinberg 2016



Vier Jahreszeiten Dürkheimer Steinberg 2016
Riesling Kabinett Trocken

Elegant tysk Riesling fremstillet af kooperativet Vier Jahreszeiten beliggende i Rheinphalz i Tyskland. Sprød, sødmefuld charme, og en syre, der medvirker til at holde vinens balance. 
Jeg har livet igennem drukket mængder af den slags vin, hvilket også får mig til at sige, at Riesling er klodens bedste hvidvinsdrue. Der er stor konkurrence på dette felt, naturligvis, jeg behøver vel bare nævne Chenin Blanc og Semillion, ikke sandt?
Men alligevel.
Vinen har en lys farve, meget klar, delikat buket af æbler og en smule ananas, og så denne dejlige Rieslingsmag; en herlig frugtcharme.
Vinen blev drukket til Wienerschnitzel med dreng og klassisk tilbehør, som i Wien; brasede kartofler og grønne ærter og grøn salat. Mums.
Det var som at være hjemme i Wien igen.

Verner

tirsdag den 13. februar 2018

L'Enoteca



Vi sidder fem venner på en restaurant

L'Enoteca di Mr. BRUNELLO

Det er Dining Week, som foregår i disse dage, mest i København, men også på andre lokaliteter. Vi har deltaget nogle år efterhånden. På denne måde er det muligt at komme ud at spise kvalitetsmad til lavpris; 3 retter for kr. 215,00, det er lige til at overkomme. Man vælger selv restaurant på nettet, hvis der er ledigt, og får et bord et par timer.
Det var et par rigtig hyggelige timer med vennerne.

Aftenens menu:

Milllefoglie di pasta fresca al ragout con fonduta di provolone. 
Frisk pasta i lag bagt i ovnen med ragout og provolone-ostesauce.

Faraona all'uvetta e vinsanto.
Perlehøne med rosin og vinsanto.

Pastiera napoletana e gelato.
Napoletansk ricotta-kage og is.




Det var en herlig middag.





Til en sådan middag bør man naturligvis drikke vin, især når det foregår på et enoteka (vinsamling).

L'Enoteca di Mr. BRUNELLO har et omfattende vinkort, som er centreret omkring Brunello di Montalcino og andre toscanske vine, og de kan nævnes næsten i flæng; kæmpe udvalg. Det slog mig blot, at vinkortet ikke rummede vine fra Marche.
Vi startede med et par flasker Prosecco, mousserende vin. Denne af høj kvalitet. Tjeneren gemte flasken, så jeg ved ikke, hvad det var for en. Anderledes med de følgende to flasker rødvin til middagen. Her valgte jeg Antinoris Rosso di Montepulciano. Rigtig flot kvalitet. Rossoen er en "lillebroder" til Vino Nobile di Montepulciano. Da vennerne syntes, at jeg skulle vælge vinene, var jeg desværre nødt til at begrænse udvalget, til vine, der kunne betales, fordi det altså ikke kunne nytte at vælge husets fantastiske topvine og til en ditto pris. Det må vente til en anden gang, hvor vi kun lige er to personer (sic!)
L'Enoteca di Mr. BRUNELLO er sagtens endnu et besøg værd!


Verner



fredag den 2. februar 2018

Richter Estate Riesling 2016, Mosel


Richter Estate Riesling 2016, Mosel
Weingut Max Ferd. Richter
Deutscher Qualitätswein


Desværre går der efterhånden nogen tid imellem, jeg drikker en tysk Riesling. Guderne må vide hvorfor? Og spørgsmålet aktualiseres, når man (jeg) som i dag drikker en flaske sammen med en kær ven, og atter en gang må erkende, at Riesling på dette niveau bare er så lækker.
Med omtalte vin er der iflg. etiketten kun tale om en Qualitätswein, og ikke mere. Er man godt inde i de tyske vinbetegnelser, ved man, at der ikke er tale om et exceptionelt niveau.
Men Richter Estate Riesling 2016 er (også) iflg. etiketten mindst på Kabinett-niveau. Det passer - når man drikker deres vin.

En herværende dansk forhandler mener om vinen, at:
Indbydende duft af grapefrugt og abrikos. Smagen er frisk og let sødlig med en behagelig eftersmag, der ligger langt over de fleste andre vine med betegnelsen Qualitätswein.”

Verner:
Farve: Strålende klar, lysgylden
Duft: Meget lækker duft, som fra de allerfineste druer, hvilket materiale, siger jeg bare!
Smag: Meget frisk, velafbalanceret frugtsødme, sødme som i en Kabinett-vin, Fuldendt balance frugt/syre, med en herlig lang eftersmag.
Og her er ikke engang tale om en Prädikatswein!

Tilsammen får det en til at udtrykke: - Deutscher Wein über Alles!




Verner




lørdag den 6. januar 2018

Rigtig Godt Nytår derude!

Hvad drikker en vinelsker her ved nytårstide? Godt spørgsmål ikke? Helst skal det naturligvis være godt, ikke sandt?
Det mener jeg i hvert fald. Tiden er ved at blive for kort til andet. Så her kommer et lille udpluk af, hvad der blev smagt / drukket i forbindelse med nytår.

Weingut Schweickardt
Grüner Silvaner 2016
Trocken
Rheinhessen
Schweickardt
Silvaner er en forholdsvis neutral drue med livlig syre, der ofte resulterer i karakteristiske tørre hvidvine, som her f.eks. Dog ikke knastør. Den smagte vin er naturligvis ikke på højde med Silvaner fra Franken, men et rigtigt godt glas alligevel.
Privat importeret.

la Selvanella
Chianti Classico Riserva 2011 - DOCG
Consorzio Gallo Nero
Vigneti La Selvanella
Melini
Farven er rubin med en antydning af granat. I duften en anelse tørrede roser. I smagen sort frugt (kirsebær, blomme). Intens og insisterende smag. Ganske let bitter. 14,5 procent alkohol (mærkes ikke noget særligt).
Fra egen samling.

Champagne, men ikke den nævnte!

Duval-Leroy Grand Cru Blanc de Blanc 2006

Her har vi både en Vintage (årgangschampagne), Grand Cru og Blanc de Blanc.
Duval-Leroys champagner er elegante og feminine. Carol Duval-Leroy nægter at lefle for amerikanske og asiatiske forbrugere, som vil have fylde og frugtsødme - hun laver tørre, aromatiske og udtalt feminine vine, der ofte betegnes som den fremmeste eksponent for elegant champagne.

Det var en pragtfuld start nytårsaften!



Charles de Fère
Charles de Fère
Crémant de Bourgogne - Brut
Grande Cuvée

En dyb gylden farve med dejlige små livlige bobler. Aroma af tørret frugt med et strejf af honning og en anelse vanilje. Er dejlig tør, men alligevel rund i smagen. God syrebalance og eftersmag.

Gave.


Verner