søndag den 29. september 2013

Chateau Durfort-Vivens 1984

Chateau Durfort-Vivens 1984

Ifølge 1855 klassifikationen for Bordeaux-vine er Chateau Durfort-Vivens placeret i 2. cru. At en vin ”kun” rangerer som 2., 3., 4. eller 5. cru betyder ikke, at der er tale om en ringe vin, ikke værd en omtale.

Au contraire!

Så det var både en overraskelse og begivenhed, nærmest, for hvilken vi takker vore gode venner værtsparret, at drikke en 2. cru Chateau Durfort-Vivens fra 1984 til langtidsstegt culotte med tilbehør. Her var der dømt ren guf.
Allerede for mange år siden blev Chateau Durfort-Vivens 1984 bortdømt af professionelle vinfolk, idet 1984 havde været et ringe vinår. Den skulle således den dag i dag slet ikke være i live; lige til at hælde i kloakken. Det er et voveligt foretagende at gemme vin i så mange år, og slippe godt fra det, vel at mærke. Men, er der vine, der kan klare det, er det klassificerede vine fra Bordeaux.
Blot er der altså det med årgangen, der spiller ind.
Aftenens vært havde modtaget denne flaske i gave for tyve år siden, og opbevaret den lige siden liggende i sin private villa-kælder.
Hvordan er så sådan en gammel 2. cru, der for længst skulle have været død og borte?
Bouqueten var tydelig, stadig med frugt, men med et støvet præg, gammel vin.
Farven var forunderlig mørk, nærmest sort.
Smag. Igen frugt, pænt koncentreret, fyldig, dejligt smagende.
Noget af det præg af klasse vinen må have haft fra fødselen, havde den tydeligt beholdt! De 20-30 minutter der gik, mens vi drak vinen, holdt den sig forbløffende godt i glasset. Her var ingen hurtig død, som man ellers kan opleve. Helt sikkert en gammel vin, præget af sin alder, men fuldt i live. Det er da utroligt, det skulle ikke kunne have ladet sig gøre det her.
Efterfølgende blev drukket en Chateau de Seguin 2004, fuldmoden, et fint glas. Selvfølgelig en vin af ringere status, men god og fuldt tilfredsstillende. Blot er det forbløffende, at de to vine havde så klart et fællespræg. At drikke Chateau de Seguin efterfølgende var som at møde forgængerens lillebroder.


Chateau de Seguin 2004
Verner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar