torsdag den 26. juni 2014

Schloss Vollrads


Dorothy L. Sayers

Ian Carmichael som
detektiven Peter Wimsey

Det er i en af Dorothy L. Sayers noveller omhandlende hendes berømte detektivfigur Peter Wimsey, at denne, detektiven altså, bliver udsat for at smage en vin blindt. Peter Wimsey er adelsmand, en mand med mange kvaliteter, vinkender m.m., og spontant udbryder: ”Du godeste, det er jo en Schloss Vollrads.”
Men der må have været tale om en prädikatsvin, tættere på toppen end den her smagte vin.
Nu er det så lige, at jeg har glemt hvilken af Sayers berømte noveller omhandlende Wimsey, det drejer sig om. Helt ærligt.
Men det er betegnende, for det ry slottet har haft i generationer. For øvrigt er det som tidligere nævnt også meget smukt. Rigtig meget smukt.
Men.
Den vin jeg har erhvervet mig den anden dag er

Schloss Vollrads 2010
Qualitätswein
Trocken

Forhandleren mener at det er en vin på Kabinett-niveau.

Det er rettelig en QBA og tør. Slotsaftappet.

Nu er der jo det med tyske angivelser beregnet på vin. I sagens natur er alle vine fra slottet Einzellage. Det vil sige vin fra en enkeltmark. Trocken betyder tør, men det er jo Riesling, som har et voldsomt syre-niveau, og noget skal afbalancere vinen, som f.eks. restsukker. Det har denne vin også: omkring 8-9 g pr. liter.
Og hvordan er den så, denne vin fra det berømte slot?

Farve: Strålende guld.
Bouquet: klar, tydelig, særdeles lækker. Syren mærkes lige akkurat (vinsyre). Det er, hvad der gør det så charmerende.
Smag: Stærkt vinøs (vinagtig) smager af det fineste druemateriale. Rentgående. Fuldendt balance. Ypperlig Riesling. Vinen er helt fuldmoden nu.

Fuldt tilfredsstillende.

Dejligt glas.

Jeg glæder mig til på et andet tidspunkt at få smagt et udvalg af prädikatsvine fra slottet, som f.eks. beerenauslese eller Eiswein. Altså tættere på toppen.



Verner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar