fredag den 4. december 2015

Piesporter Goldtröpfchen 2013


I generationer har Mosel været et oplagt feriemål for danskere. Masser af busrejser er gået fra Danmark til Mosel, mest for det særprægede og meget smukke landskabs skyld. Og når man så ovenikøbet kunne drikke den herlige friske vin, som er Mosels speciale, de milde, frugtige og herligt smagende hvidvine, først og fremmest på Riesling. Og et af stederne langs den smukke flod, i Piesport, møder man en af de fineste vine langs floden. De bedste kvaliteter i Tyskland kaldes Grosse Lage (svarer vel sagtens til Grand Cru). Må endelig ikke forveksles med Grosslage. Piesport har i hvert fald to Grosse Lage; Domherr og Goldtröpfchen.

Hain familien kan se tilbage på traditionel vinfremstilling siden det 17. århundrede. Vingården Kurt Hain har deres vinmarker beliggende de bedste steder i Piesport – “Piesporter Goldtröpfchen” og “Piesporter Canon”. På de stejle skifer skråninger producerer Gernot Hain klassiske Riesling vine på et højt niveau. Piesport er som skabt til vindyrkning. De stejle skråninger åbner i form af et amfiteater mod syd. Det milde klima giver super fine betingelser for stor Riesling.


Ved Piesport
Hain
Piesporter Goldtröpfchen 2013

Klar, Bleggylden hvidvin. Ung vin, ikke meget duftende endnu. Forførende smag af den fineste frugt. Delikat balance mellem syre og en smule restsukker. Den fineste og lækreste Riesling, som man kan tænke sig. Overmåde lækker og indtagende, næsten synd, at drikke sådan en vin til noget som helst. Skal bare nydes, som det herlige glas, der her er tale om. Endnu ingen smagsnoter af petroleum, som aficionados elsker, og som er pikant. Det skal nok komme, fik den lov at ældes.
Det er stor vin. Det er Riesling. Tysk Riesling.


Verner

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar