Viser opslag med etiketten Østrigsk vin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Østrigsk vin. Vis alle opslag

fredag den 21. april 2017

Forår

Fra en lille restaurant i Sievering
- ser der ikke hyggeligt ud?

”Im Prater blüh'n wieder die Bäume,
In Sievering grühnt schon der Wein . . .”

Robert stolz: im Prater . . .

Det forår vi så længe ventede er nu ved at være over os. Det holder hårdt på vores breddegrader. Hele tiden skifter det mellem meget koldt og lidt mindre, mellem nedbør og ingen nedbør. Vi lever på havet.
Dog er det opløftende at se sin vinplante på terrassen, der hænger oppe under terrassetaget, som Alvarinho hænger højt oppe under diverse terrasser og udhæng i Portugal, for længst have udviklet knopper, for senere naturligvis at blive til druer.
Igen i år vil der blive produceret vin i alle vindistrikter, vi må glæde os. Så det gør vi da også, ikke sandt?
Længere sydpå i Europa vil man være noget længere fremme, gud ske tak og lov for det.
Således også i det lille hyggelige vin- og turistdistrikt omkring byen Sievering, og ikke at forglemme Grinzing. En gang et besøg - og man glemmer det aldrig. Ganz sicher!
Næh, de laver ikke stor vin disse steder, man laver vin, der skal drikkes ung; Heurigen. Men, de samme steder laves også kvalitetsvin, som man både kan drikke på stedet eller tage med hjem. De fleste besøgende kommer en aftenstund, hører wienermusik og drikker Heurigen. Nogle bliver fulde, for det er en lumsk vin; Heurigen. Never mind!
Den ny vin er på vej. Vi skal glæde os!

Robert stolz: im Prater . . .





Verner

onsdag den 10. september 2014

På vinothek i Wien

Det er ikke et billede af vinotheket, der her omtales
Men lige så pænt!

Når man er i hovedstaden i et vinland (Wien), må man besøge et vinothek for ligesom at smage lidt på standarden. Ovenikøbet lå der ganske tæt på vores hotel et vinothek beliggende på Laurenzerberg 1. Det var et fint lille sted, forholdsvis nyåbnet. Den flinke vinmand Hr. Roland Wiederer var i fuld gang med at opbygge en forretning. Foruden de virkeligt gode vine han satser på, og der var en del, kunne man også spise små udsøgte retter, fremstillet af ham selv og hans hustru. Vi var der et par gange, den sidste for at købe et par flasker med hjem. Man kan ikke bringe sådanne flasker med som håndbagage i en moderne lufthavn, det er ganske forbudt. Men ved hjælp af en særlig flaskebeholder til at lægge i kufferten, går det alligevel.
Den første gang vi besøgte ham, skulle jeg blindsmage et par vine, syntes han. Det var to rødvine. Hvilken er Pinot Noir og hvilken Skt. Laurent, spurgte han. Nu skal det siges, at det er noget af det sværeste at blindsmage vin. Man kan komme rigtig galt af sted. I forvejen havde man jo også indtaget et par glas et andet sted. Jeg smagte, vurderede lidt og valgte den mest fyldige, som værende Pinot Noir. 
Jeg skulle have været klogere. Meget klogere. Det burde jeg. Bagefter kan man godt se hvad man skulle have valgt. Men Hr. Wiederer var høflig og smilende. 
Senere smagte jeg tre prøver på Grüner Veltliner. Herlige glas fra en topproducent, lige som de to røde, der lige var smagt.

Besøg vinbaren hvis du kommer du til Wien!

Vinothek w-einkehr
Weinhandel & Weinbar

Roland Wiederer
Laurenzerberg 1
1010 Wien 
Austria

www.w-einkehr.at - Hjemmesiden er under opbygning, skulle snart blive færdig.



Ikke langt fra, ligger blandt mange andre seværdigheder;
  Stephansdom
 Verner

Ich muss wieder einmal im Grinzing sein

Grinzing ved aftenstide
En fast bestandel ved selskabsrejser til verdensbyen Wien er et besøg i Grinzing. Det er så gemütlich. Ja, det er præcist, hvad det er. Jeg selv er lige kommet hjem fra endnu et besøg i Wien. Stor succes også denne gang. Du skal ikke sidde og rynke på næsen nu. For hvem har ikke lyst til et par timer eller tre i Grinzing, sammen med et selskab, der bliver mere og mere animeret? Det er sjovt.
Grinzing ligger i udkanten af Wien. Den er en lille landsby, hvor en del af husene udskænker Heurigen; den unge vin fra i år eller seneste høst. En vin, der altså lige er blevet klar, så den kan drikkes. Den udskænkes glasvis. Altså befinder vi os i et mindre vindistrikt, hvor de lokale sorter dyrkes til brug som Heurigen. Sandsynligvis hedder de noget i retning af Rotgipler, Zirfandler etc. Det giver ikke store vine. Der dyrkes også mere seriøs vin til flaskeudskænkning, f.eks. Riesling og Grüner Veltliner. De kan altså godt.
Men attraktionen er opholdet i de små stuer med udskænkningen af den ny vin, samtidig med at man bliver underholdt af musikere og sangere, der foredrager wienermusik, wienersange og operette. Det er så Gemütlich. Dejlig afslapning. Om sommeren sidder man selbstverständlich ude i gårhaven.
Ved et besøg et par dage senere i Gumpoldskirchen, også en lille vinby, talte jeg med en østrigsk dame, som gjorde gældende, at man måtte altså tage til Siewering - en tredje by; Dér var smukt. Jawohl!
Efter nogle timer med sang, musik og vin er det herligt at blive kørt hjem igen i bus. Ellers går der sporvogn ud til Grinzing fra Wien, og man kan også tage en taxa. 
Et besøg i Grinzing må du prøve, når du kommer til Wien. Ganz sicher.


I gårhaven - mørket falder på.




 Verner