En døende skønhed

Private MARGAUX Reserve 1986

Schröder & Schÿler & Cie

En døende skønhed!

Desværre. Her er tale om en meget gammel vin. Råder man over f.eks. 6 stk. af sådan en gammel årgang, kan man være heldig, at en eller to stk. er helt fantastiske, men resten ikke. Således også her. Denne flaske var simpelthen for gammel, men en oplevelse alligevel.

Den skulle have været drukket for længe siden, medens den endnu var på toppen. Men en døende skønhed, det var det!

Farve: Mørkt farvet centrum, aftagende mod glassets kant, hvor vinen fremstod  orangefarvet.

Bouquet: ikke meget givende, tydeligt præget af forfald. Desuden led vinen under en smule prop.

Smag: Ingen frugt, som vinen havde mistet. Smagen præget af forfald: Skovbund, stald. Igen prop.

Konklusion: En tidligere stor skønhed i rivende forfald på vej mod døden. Skulle desværre have været drukket for år tilbage.

Men: Herlig, opløftende oplevelse.

Morale: Gem ikke en vin på dette niveau SÅ længe!

- Og så var det en gave fra min nabo!

Verner

Vin i SØNDAGSAVISEN

Erik Skovenborg

Søndagsavisen har som en del andre aviser og blade en spalte om vin, et folkekært emne i disse tider. Denne spalte er ikke særlig omfattende. Hver uge anmeldes tre forskellige vine, der i den kommende uge er på tilbud. Det er en anmeldelse, der går på pris kontra kvalitet. Bestyreren af dette er Dr. med. Erik Skovenborg, som har vin som interesse. Det gør han såmænd rigtig pænt. En del læsere føler sig sikkert hjulpet af hans indsats. Det er glimrende. Dog svinger han sig sjældent op til noget bare lidt bedre, ligesom sådan cirka fem ud af hver hundrede anmeldte flasker er hvidvin. KUN! Det er synd efter min mening!

Men i dette nummer (22.-24. marts) omtaler Skovenborg det han kalder en sund trend. Sidste år steg salget af vin med alkoholstyrke i den lavere ende med 66 procent i England! 

Erik Skovenborg:

”Meget tyder på, at vi er på samme spor her i landet. Mange vil gerne kunne nyde et glas vin til maden uden at skulle dingle væk fra bordet efter måltidet. En flaske vin med en alkoholstyrke på 14 vol.pct., som er ganske normalt i vore dage, indeholder 105 ml ren alkohol. Det svarer til syv genstande og dermed en kvindes ugeration efter Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Hvis du vil holde styr på dine promiller, er der god grund til at holde øje med flaskernes procenter.”

Citat slut!

Hold da helt op, hvor er jeg enig. BRAVO Hr. Skovenborg!

Verner

Opimian – 121 f.Kr.

Den græske vingud Dionysos
- flittigt fremstillet af romerne
på billeder, amforaer etc.

Årgangens betydning for en given vins kvalitet er stærkt aftagende. Langt størsteparten af vin i vore dage er konsumvin, og for den slags vin, som er langt det meste, der drikkes, er årgangen fuldstændig ligegyldig. Vinen bliver hurtigt drukket og produceres ikke for at kunne gemmes, naturligvis. Årgangsbetegnelsen er nærmest bare en slags datomærkning. Kun lige i vinzoner med køligt og omskifteligt vejr, kan der blive tale om at skulle orientere sig om årgangen.

Noget andet er betydningen af årgangen vedr. de små 10 pct. af vinavlen, der er kvalitetsvin. Her er det på sin plads at interessere sig for den på vinen anførte årgang. Stor betydning faktisk. Især for de lagringsegnede kvalitetsvine. Det er nemlig ikke alle, der er det.

Når man så kikker på litteratur om emnet årgangsvin, dukker der overraskelser op. Mennesket har fremstillet vin i omkring 8000 år, så vidt man ved. Den dag i dag ved man jo fornuftigvis ikke, hvordan disse vine var, eller hvor hurtigt de skulle drikkes, sandsynligvis før næste høst. Og dog. I egnene øst for Sortehavet opbevarede man i oldtiden vin i amforaer gravet ned i jorden. En eller anden holdbarhed har man vel opnået?

Det sjoveste er verificerede oplysninger om en romersk oldtidsvin, en vin, der blev tussegammel. Den berømte vin hed Opimian – fra år 121 f.Kr. da Opimius var konsul – og blev endnu nydt 125 år senere! Ethundredeogfemogtyve år!

Romerne havde gode muligheder for at lagre vin, ler-amforaer, vinfade og glasflasker. Og brugte dem åbenbart. Dygtige folk. De mængder, der blev konsumeret på den tid var enorme; de romerske orgier er på ingen måde skabt af senere tiders fantasi.

- Uha. Vi er kommet bagud!

Verner 

Godt Nytår

Festligt syn - forkert åbning af flasken!

 Et forsinket ønske om et godt nytår, men velment alligevel!

Der er ikke noget som Champagne, der løfter stemningen til en fest. Det er helt sikkert! Til Nytår og ved runde fødselsdage er det, at danskerne generelt drikker et glas Champagne, om der er råd. Det vil altid være en rimeligt dyr fornøjelse, hvis der er tale om rigtig Champagne fra det berømte vindistrikt af samme navn, og hvis vinen har kvalitet. Tager man ikke de aller billigste, vil det være en oplevelse. Helst i den tørre udgave; brut.

Så er banen ligesom kridtet op.

Champagne er den eneste drik,
som hævdes at gøre en kvinde smukkere.
Beklædningen er champagnefarvet iflg. fabrikanten, altså!

I ugen før nytår, lige efter jul, er der favorable tilbud, som gør det muligt at drikke en god flaske Champagne den 31. december om aftenen. Også i år lykkedes det at være meddrikker på fire flasker Champagne, standardudgaver (NV; Non Vintage) altså ikke årgangsvin eller special cuvéer. Glimrende, velsmagende humørløftere. Nåh, det var jo også i hyggeligt selskab. Ret så dejligt.

Hele denne årets sidste uge er der tilbud på de herlige dråber, artikler om Champagne, gode råd om anvendelse, bøger udgivet om emnet etc., etc., etc.

Men som jeg altid har sagt; det er sjovere at probere end at studere!

Derfor bringes der heller ikke en indføring i hele det store kompleks vedr. drikken, og området den kommer fra. Det kan den interesserede vindrikker selv klare. Det er særdeles interessant. En enkelt flaske champagne, befindende sig i stakken af flasker på hjemmebasen, nåede ikke at blive konsumeret i dagene op til nytår på grund af stærk forkølelse; sic!

Det har vi klaret nu.

En flaske som denne; Deutz Champagne NV.,

Brut Classic, der nu har ladt livet!

Erhvervet på et særdeles fordelagtigt tilbud!

Huset Deutz hører til Champagnedistriktets 

top, i dag ejet af et andet Champagnehus,

Louis Roederer. Deraf følger også en meget

høj kvalitet, som på nævnte flaske.

Deutz vinkældre 60 m under jordoverfladen.  Udhugget i undergrunden
for 130 år siden. Det tog efter sigende fem år!

Verner

The Sticky Chardonnay

The Sticky Chardonnay 2008 Adelaide Hills / McLaren Vale

Domænet er måske det fineste i McLaren Vale, valgt som det bedste område i Australien. Chester Osborn (f. 1962) er vinmager og 4. generation på vingården. Vinstokkene er upodede, og hverken kunstgødning eller insektgift bruges. Chester ønsker lavt udbytte, så kunstvanding undgås så vidt muligt. På nogle skråninger nær havet er der morgentåge, og det skaber den særlige fugtige luft, som fremmer ”ædel råddenskab”, botrytis, en lille skimmelsvamp (Botrytis cinerea) udtørrer vandet i druerne og efterlader rosinlignede druer, der opnår en enorm koncentration og aroma, som i tysk Trockenbeerenauslese. Druerne plukkes måneder efter de andre Chardonnay druer, ofte april eller maj (vi er på den sydlige halvkugle) og mosten er så koncentreret sød, at gæringen går i stå, mens vinen har fornem, stor sødme (150 g/l) og fornem syre.

winemaker's notes:

“The nose is packed with rich flavors of marmalade, kumquat, ripe peach and orange butter. The palate is unctuous with the kumquat character pushing through the layers of yellow peach, butterscotch and a hint of green apple. The finish has a touch of lemon acidity with a lingering orange rind character.”

- Sikken han dog kan!

Verner’s notes:

Overdådig rig duft, fersken, orange og fin lille syre. En superb ædelsød vin. Servér den kold som aperitif til små stykker frisk ristet toast med Foie Gras og som ledsager til en blåskimmelost med friske figner, eller som ledsager til en klassisk Tarte Tatin.

Man møder ved sjældne lejligheder en sådan senthøstet Chardonnay i Tyskland, men jeg har aldrig før syntes, at jeg skulle smage sådan én. En sød, senthøstet vin bør være lavet på enten Chenin Blanc (Loire), Sémillon (Sauternes) eller Riesling (tyske vindistrikter), ikke? Men det kan dårligt være mere forkert. Efter at have smagt ovennævnte eksemplar (som var en gave fra min svigerdatter) er selv jeg overbevist.

Verner

Château Latour, Pauillac. 1. Cru Classé

Den berømte vins smukke etiket

Chateau Latour, Pauillac er for mange vindrikkere den ultimative drøm om et møde med den endegyldige top indenfor vinverdenen. Det er vanskeligt at sige, om det skulle være rigtigt. Personlig har jeg selv en drøm om engang at smage dette underværk, som vinen har ry for at være. Af dette følger, at jeg ikke har nået målet endnu. Heldigvis har jeg smagt et par andre 1. cru’er. Et par. Der er kun lige fem slotte! Det var en fantastisk oplevelse, som den slags topvine altid vil være. Eller næsten. Det vanskelige ved projektet er prisen, som i disse år når det helt urimelige, efter at mange nyrige kinesere vil drikke disse vine, og åbenbart har råd til at betale en hvilken som helst pris. Og gør det. Eksorbitant kan man roligt kalde prisen på 1. cru Bordeaux. For disse underværker er klassiske vine; et skoleksempel på den komplette vin. Når man lige præcis ikke har smagt dette slot endnu, hvorfor så omtale den her? Det kommer sig af en nyligt overstået auktion over én flaske fra slottet. 175.000 kr. for én eneste. Sensationelt, ikke? Derfor.

175.000 kr. - for en babe fra 1945

Hammerslaget faldt på 175.000 kroner, da Bruun Rasmussen søndag aften (09.12.2012) satte en flaske Chateau Latour dobbeltmagnum 1945 på netauktion.

- Med dette formidable salg ramte vi årets ultimative vinøse højdepunkt og slog samtidig skandinavisk prisrekord. Med Chateau Latour dobbeltmagnum 1945 er der ikke alene tale om en sjældenhed, men også en topkvalitet, der har fået verdens førende vinkritikere til at tage de allermest smigrende gloser i brug, fortæller Morten Stenør Larsen, vinekspert hos Bruun Rasmussen.

Den legendariske flaske stammer fra en dansk vinsamler, der erhvervede flasken tilbage i midten af 1970’erne. Siden har den ligget til mørk og kølig lagring, og der er ikke blevet rørt ved eller flyttet rundt på flasken – lige indtil den blev indleveret til auktion hos Bruun Rasmussen.

Tårnet, der har givet slottet navn

I skrivende stund håber jeg på, at køberen vil drikke den. Det må være tiden nu. 

Verner

Alcool

Robert Parker

Det er lykkedes for den amerikanske vin-guru Robert Parker gennem snart mange år, at få ændret opfattelsen af rødvine til at være alkoholrige, mørke og dramatiske. Meget alkoholrige. Både publikum og vinmagere er hoppet med på vognen, desværre. Efterhånden er det ikke kun mig selv, der finder det en uskik. For meget alkohol; trættende. Vine uden balance. Ødelagte vinoplevelser. Nedenstående kommer tre berømte vinfolks opfattelse af samme situation. Rundt omkring ser man flere og flere manifestationer på linie med disse folks udsagn. Heldigvis da.

Hugh Johnson

Vin 2012
Hugh Johnson:

  “ … Og jeg kigger efter - Åh hvor jeg kigger – efter vine med et moderat alkoholindhold. Få har brug for mere end 14 %, og de skal have en fandens god undskyldning.”

Giorgio Rivetti

Vinsmagning hos ’Brødrene D’

Giorgio Rivetti:

"Køb ikke vine med 15 og 16 pct. alkohol til lagring. Efter 5-6 år brænder de sammen og er helt færdige. Det vigtigste er balancen mellem frugt, syre, ekstraktindhold og alkohol, som i mine vine. En vin skal være i balance, og det er de nævnte monstervine ikke. Aldrig. Til gengæld kan en vin i perfekt balance gemmes 15 – 20 - 25 år".

Randy Dunn

Palate Press

Randy Dunn:

Ifølge vinmageren Randy Dunn, der er manden bag kultvinen 'Dunn Howell Mountain' (Napa Valley, Californien), vil mange vin-enthusiaster få sig en ubehagelig overraskelse, hvis de har købt nogle af de særdeles eksklusive, frugtige og alkoholrige vine fra bunden af den berømte Napa Valley med henblik på langtidslagring. Han vurderer, at de om tyve år vil være udrikkelige, når proppen ryger af flasken:

- ”Forbrugerne bliver i den grad snydt. De køber disse vine og bliver anbefalet at lade dem ligge i mange år til de er drikkemodne. Men de fleste af vinene vil ikke holde på den lange bane, og køberne vil have spildt en masse penge”.

Verner