GLÆDELIG JUL

En lille pige jeg kender går Lucia-brud.
Hun er da sød ikke?

Mens jeg sidder her ved computeren og skriver, tænker jeg på at drikke mig et glas vin, næsten altid dejligt, ikk’? Blot rolig nu, der kommer et glas på bordet ved spisetid, som sædvanlig. Så alt er helt Ok, hvis ikke lige det forholder sig sådan, at man jo ikke kan drikke hele tiden. Så derfor gælder det om at indtage lidt mindre, men bedre. Heri er heller intet nyt.

Går man til blade og aviser i denne tid, er de ikke alene fyldt med anvisning på, hvad vi skal drikke til julemaden, hvilken vin, der er bedst etc., men også annoncer og reklamer med temaet ”Årets Julevin”. Sikke da noget vrøvl. Der findes naturligvis ikke nogen julevin, højst er nogle vine bedre end andre til den danske julemad. Alle disse anvisninger er trættende, men måske hjælper de nogle, som er usikre på sagen. Så læs det endelig, og husk at købe et par flasker, nu hvor der er tilbud.

Imedens kan vi glæde os over alle juletraditionerne, som veksler fra familie til familie. Jeg selv har overværet flere Lucia-optog igen i år, som optakt til julen, og ungerne var så søde. I har naturligvis egne traditioner i jeres familie, ikke sandt?

Til julemaden?

Oven i alt dette kommer allerede nu før jul tilbud på champagne mht. konsumering nytårsaften. Vi skulle jo gerne drikke champagne nytårsaften. Her kan man trøste sig med en del tilbud på Champagne NV (Non-vintage; ikke-årgangschampagne). De fleste champagnefirmaer har deres NV på tilbud, foruden deres ekstremt dyre stjerne mærker. Champagne kan være en meget stor vin.

Er man på et tidspunkt på ferie i Paris, er det en stor oplevelse at tage TGV’en (højhastighedstog) til Reims og besøge et af de store gamle champagnehuse f.eks. Ruinart med de særligt fantastiske kældre.

Drik mere Champagne!

To billeder af Ruinarts
fantastiske Crayere (kældre)

- OG GODT NYTÅR  

  

Verner

I Kana'ans land

Arkæologer har fundet en 3700 år gammel vinkælder i ruinerne af
Kana'an paladset i Israel

Kælderen, der indeholdt 40 keramikkrukker, som hver kunne rumme 49 liter vin, blev fundet nær byen Nahariya i det nordlige Israel. Kemiske analyser er nu med til at fastlægge, hvorledes man producerede vin for 3700 år siden. Bl.a. kan man fastslå, at det primært var søde vine, som blev produceret og sandsynligvis gemt til specielle lejligheder i paladset.

Andrew Koh fra Brandeis Universitetet fandt endvidere spor af ingredienser som honning, mynte, enebær og kanel bark, hvilket kan indikere man har brugt disse til at krydre vinene. Alle krukkerne var lavet på samme vis, hvilket også givet betyder, at de er lavet af samme pottemager. Og derudover har analyser vist, at hver krukke indeholdte den samme opskrift på vin, hvilket indikerer at man har formået at producere vin på en meget konsistent facon.

Vin eksisterede allerede før mennesket trådte ind i historisk tid. Den ankom østfra sammen med civilisationen. Kendsgerninger herom, malet på papyrus, prentet i lertavler og graveret i gravkamres stenvægge, fylder bindstærke værker. Mennesket, som vi kender det, arbejdende, stridende, elskende og bekymret, træder så at sige ind på scenen, bærende en krukke vin.

Omkring 5000 f.Kr. kom vinstokken fra Kaukasus eller Mesopotamien, nogle hævder med bestemthed, at oprindelsesstedet var øst for Sortehavet, hvilket er relativt tæt på de to førstnævnte områder.

Men en 3700 år gammel vinkælder, det er da noget. Vinen man har lavet og drukket i paladset i Kana’an har, som jeg ser det, været hvad vi i dag ville kalde en dessertvin, forklaret ved al det, som man har fyldt i basisproduktet for at konservere det. En sød dessertvin. Men altså vin.

Og det var længe, længe før, der var tænkt på Jesus Kristus. Ellers har jeg ikke læst Biblen omhyggeligt nok.

Gammelt kort med Kana'ans land vest for Jordan floden

Verner

Marcenasco 2000

Renato Ratti - Barolos innovator 

I midten af 1900-tallet mente man, at Barolo skulle smage på én måde; kraftfuld, bentør og med garvesyre strittende ud til alle sider. Men det ville ønologen Renato Ratti ikke nøjes med. I 1960 kortlagde han markerne i Barolo med samme detaljerigdom, som munkene gjorde det i middelalderens Bourgogne. Derpå udplantede han marker ved Barolo-byen La Morra, hvor han havde analyseret sig frem til, at man kunne fremstille Barolo-vine i en silkeagtig og kødfuld stil, som aldrig før havde set dagens lys. 

Teknikken finpudses 

Efter få år stod det Renato Ratti klart, at de druer han høstede kunne skabe unikke Barolo-vine, men han vidste ikke selv hvordan han kunne udnytte potentialet bedst muligt. Derfor ansatte han i 1969 den talentfulde Massimo Martinelli, og i årene der fulgte udviklede de i fællesskab en ny vinificeringsmetode til Barolo, som indebar en forkortelse af maceration, gæring og fadlagring. Takket være denne metode blev vingårdens Barolo-vine bemærkelsesværdigt raffinerede og elegante fra midten af 1970'erne. 

Barolo Marcenasco 

Barolo Marcenasco kendetegnes ved sin imødekommende karakter, som gør at vinen er en kæmpenydelse allerede ved frigivelse. Duften er pakket med frugtige nuancer af brombær, mokka, trøffel og en let antydning af røg. Smagen er meget fyldig med kaskader af moden frugt og runde tanniner i den lange eftersmag.

Marcenasco 2000

Alt det ovennævnte er så sandt, som det er sagt. Her er ikke noget at rette, heldigvis. Og den i overskriften nævnte (Marcenasco 2000) er en drøm af en vin. Nu tretten år gammel fremstår den, som meningen også er, i en silkeagtig og kødfuld stil. Raffineret og elegant på engang. Fuldstændig harmonisk og vel-afbalanceret. Når man drikker en sådan vin, som denne Barolo, er der sandelig noget ved livet. Jeg og min fætter drak den, fredag aften i denne uge, til Risotto med fløde-svampestuvning iblandet sauterede strimler af oksefilet, og det var et ægteskab (mad + vin), der var helt perfekt. Skønne sager!

Verner

Chateau Durfort-Vivens 1984

Chateau Durfort-Vivens 1984

Ifølge 1855 klassifikationen for Bordeaux-vine er Chateau Durfort-Vivens placeret i 2. cru. At en vin ”kun” rangerer som 2., 3., 4. eller 5. cru betyder ikke, at der er tale om en ringe vin, ikke værd en omtale.

Au contraire!

Så det var både en overraskelse og begivenhed, nærmest, for hvilken vi takker vore gode venner værtsparret, at drikke en 2. cru Chateau Durfort-Vivens fra 1984 til langtidsstegt culotte med tilbehør. Her var der dømt ren guf.

Allerede for mange år siden blev Chateau Durfort-Vivens 1984 bortdømt af professionelle vinfolk, idet 1984 havde været et ringe vinår. Den skulle således den dag i dag slet ikke være i live; lige til at hælde i kloakken. Det er et voveligt foretagende at gemme vin i så mange år, og slippe godt fra det, vel at mærke. Men, er der vine, der kan klare det, er det klassificerede vine fra Bordeaux.

Blot er der altså det med årgangen, der spiller ind.

Aftenens vært havde modtaget denne flaske i gave for tyve år siden, og opbevaret den lige siden liggende i sin private villa-kælder.

Hvordan er så sådan en gammel 2. cru, der for længst skulle have været død og borte?

Bouqueten var tydelig, stadig med frugt, men med et støvet præg, gammel vin.

Farven var forunderlig mørk, nærmest sort.

Smag. Igen frugt, pænt koncentreret, fyldig, dejligt smagende.

Noget af det præg af klasse vinen må have haft fra fødselen, havde den tydeligt beholdt! De 20-30 minutter der gik, mens vi drak vinen, holdt den sig forbløffende godt i glasset. Her var ingen hurtig død, som man ellers kan opleve. Helt sikkert en gammel vin, præget af sin alder, men fuldt i live. Det er da utroligt, det skulle ikke kunne have ladet sig gøre det her.

Efterfølgende blev drukket en Chateau de Seguin 2004, fuldmoden, et fint glas. Selvfølgelig en vin af ringere status, men god og fuldt tilfredsstillende. Blot er det forbløffende, at de to vine havde så klart et fællespræg. At drikke Chateau de Seguin efterfølgende var som at møde forgængerens lillebroder.

Chateau de Seguin 2004

Verner

Chablis i september

Og vejret?

I begyndelsen var Chablis (lettere omskrevet citat). Og Chablis ligger der endnu. Engang sammenhængende med Bourgogne, nu adskilt, men rent vinmæssigt og mentalt er det stadig en Bourgogne, ikk’? Jo da.

Chablis produceres på druen Chardonnay, ligesom de hvide bourgogner. Her er det så, at Chablis adskiller sig fra fællerne lidt længere sydpå i selve Bourgogne, først og fremmest ved den kendsgerning, at de bedre Chablis’er, premier cru og grand cru vokser på en utrolig fattig jordbund fyldt med Kimmeridge- og Portland kalk, de lærde strides om, hvad der er bedst. Der hvor jeg fik min børnelærdom ind, ikke med mælk, men med Chablis, var der i hvert fald ikke tvivl om, at jordbund præget af Kimmeridge kalk var sagen. Jeg tror ikke selv på, at det skulle have ændret sig væsentligt. Det er denne jordbund, der giver Chablis sin specielle karakter; hård, men ikke ubehagelig, minder om mineraler og sten, og samtidig om hø.

Der findes fire appellationer: Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru og Chablis Grand Cru. De to sidstnævnte er de bedste og mest interessante. Under en mini-smagning for nylig i Chablis by, hos et lille ukendt vinfirma, var forskellen i hvert fald evident på de fire appellationer. Selv en blind og døv kunne kende forskel, også ifølge min ikke vinkyndige ledsager. Det kunne man netop.

Klart nok.

Det var formiddag og regnen væltede ned udenfor, sikken et vejr. Lige da vi ankom til det lille bycentrum, sås de berømte grand cru marker, der ligger lige uden for byen situeret i et amfiteater; en gigantisk skål, der rummer de syv berømte marker: Preuses, Bougros, Vaudesir, Grenouilles, Valmur, Les Clos og Blanchot.

Det er toppen professor! 

Mange anser Le Clos og Vaudésir for de bedste, men selv har jeg smagt en Chateau Grenouilles, der var sensationel, og som man ikke kan tro skulle kunne overgås. Chateauet var et ussel skur nede i marken. Angivelsen chateau har man købt sig til.

Undervejs i det nordlige Bourgogne (turen foregik på cykel), ved middage på skiftende hoteller, lykkedes det at drikke seks flasker premier cru Chablis, foruden at teste to stk. til, plus to grand cru’er. Det er fint for otte dage, synes jeg. Rigtig meget tilfredsstillende.

Chablis by

Verner

Floc

Her ses en nabo

Der kommer naboen sør’me, lige hjemkommet fra ferie i Sydfrankrig, nærmere betegnet Gascogne, hvor familiens sommerhus ligger. Det må være rart sådan at have et sommerhus på de kanter. Desuden er det vældig rare og flinke mennesker, de samme naboer. Hvad kommer alt det lige blog-læsere ved? Det gør det, for samme naboer havde medbragt en flaske af deres yndlingsdrik fra Gacogne; Floc de Gascogne, som de generøst skænkede vores husstand.

Floc

Meget har jeg set og hørt, men ikke lige denne dessertvin. De fleste ville måske kalde den en damevin eller noget d’Artagnan drak, når han havde tømmermænd, I ved d’Artagnan, ham med de tre musketerer. Næh, han har ikke levet, vi taler her om en fiktiv roman- og filmperson. Han var også fra Gascogne i det sydvestligste af Frankrig.

En skuespiller fremstiller her d'Artagnan

Og hvad er så Floc de Gascogne?

Nej ingen damevin, men rig og nuanceret aperitif / dessertvin, hvor den rene nektar dominerer.

Friskpresset druejuice tilsættes 1/3 del Armagnac, der har en fadstyrke omkring 68%, hvilket både stopper gæringen og virker som konserveringsmiddel.

Floc holder 17 % vol. på flaske og laves både som hvid og rosé

Nyd denne raritet afkølet i små hvidvinsglas!

Gascogne i Sydvestfrankrig

Verner

Oenotria

Etruskisk kunst

Det var grækerne, der kaldte Italien for Oenotria dvs. Vinland. Enten fordi de havde bragt vinplanterne med til Italien, da de befolkede en del af landet. Eller også, og det er interessant, voksede vinplanterne næsten overalt ligesom i dag og var enten indfødt (næppe) eller bragt til landet af tidligere beboere, som f.eks. Etruskerne, der slog sig ned i Mellemitalien. Her bliver det lidt sværere, fordi de lærde strides om, hvor pokker de så kom fra. Etruskerne altså. Nogen mener det var et subalpint folkeslag, der vandrede ned i Italien. Andre, at de kom over havet. Passer det sidste, kan de have medbragt vinplanter. Men, never mind. Oenotria har i årtusinder produceret vin, og dets vine er den dag i dag meget populære, tænk bare på Barolo, Barberesco, Chianti og Brunello. Blot nogle få af de kendte vine. Meget få!

Inden jeg så lige glemmer det, skal jeg anbefale en rigtig spændende og morsom bog om visse aspekter vedrørende etruskerne. Visse aspekter altså!

Howard Shaw: Giovanni Camerinis forbrydelse

Og her i Mellemitalien finder man mange arkæologiske rester fra Etruskernes tid, ligesom - hold fast, vin i lange baner. Ikke bare i Chianti, men også længere østpå i Umbrien og Marche.

Stefano Antinucci

I sidstnævnte område, Marche, dyrkes blandt mange andre vine også den herlige Verdicchio dei Castelli di Jesi classico. Hold nu op siger den årvågne blog-læser, det har han da skrevet om tidligere. Det er også rigtigt (man kan se det ude til højre på bloggen; i kataloget). Men nu er det altså sommer for alvor, og hvad skal vi drikke i varmen? Ja, vi kunne da drikke den herlige Verdicchio. Det er skønne sager i de rette producenthænder, som f.eks. Stefano Antinuccis, hvis vinforetagende (www.vinisantabarbara.it) blandt meget andet også laver Verdicchio på højt plan. Her taler vi om Verdicchio dei Castelli di Jesi classico og Verdicchio dei Castelli di Jesi classico ”le Vaglie”. Denne Drue, Verdicchio, kan være en let tørstslukker, mousserende eller struktureret, kompleks og længelevende (især Riserva og DOC). Du vil elske at drikke Stefanos udgaver af Verdicchio, og dette er ikke bare en løs påstand. Påstanden kan efterprøves ved køb af vinene hos Preva Food i Hvidovre, nærmere betegnet Avedøre.

Verdicchio

Le Vaglie

Du bliver en fan af denne herlige vin, som kan drikkes til utallige italienske retter, eksempelvis den nedenfor viste.

Verner