torsdag den 30. juni 2016

Bourgogne på Østerbro


Foruden at drikke vin spiser man  også i Bourgogne,
  på billedet ses en herlig ost fra området

 
Blandt erfarne vinsmagere med mange år på bagen indtager Frankrig og fransk vin en særplads, ikke bare i bevidstheden, men også som generel indstilling mht. vin i det hele taget. Det er den grundlæggende opfattelse, at skal det være god vin, vinder Frankrig med længder, dog med et lille forbehold; oftest!
Det var med dette i hu, at man begav sig afsted til Brd. D's Vinhandel en aften i juni. Den aktuelle snagning blev afholdt i afdelingen på Østerbro i København. Ulykkelig vis var det samme aften, at Bruce Springsteen holdt koncert i Parken, og at komme frem i byen ved denne lejlighed var tæt på det umulige. Jeg kom en del forsent, ligesom andre vininteresserede, så det gik alligevel. Smagningen var begyndt, men som et medlem af personalet sagde; ”nu skal du bare drikke et par glas, så falder du helt ned igen”.
Det gjorde jeg også. Faldt ned altså.
Hvad var det så, der skulle smages? Bourgogne!

Hvide Bourgogner:
Chardonnay 2012, Nicolas Potel
Meursault 2014, Bellang
Puligny-montrachet 2013
Chablis Grand Cru Le Clos 2013, garnier & Fils

Røde Bourgogner:
Bourgogne Rouge 2014, Maldant
Bourgogne Rouge 2014, Nicolas Potel
Moulin-a-Vent, Coeur de Terroirs 2012, Labruyère
Cote de Nuits Villages 2012, Rion & Fils
Mercurey 1. Cru 2014, Domaine Fagot
Beaune 2012, Bellang
Bourgogne Rouge 2014, Labruyere Prieur
Volnay Vieilles Vignes 2013, Delagrange
Chambolle-Musigny 2007, Daniel Rion
Nuits St. Georges, Les hauts Pruliers, 1. Cru 2008, Rion & Fils
Corton Languettes, Grand Cru 2011, Chapuis

Vinsmagning på højt niveau, hvor man fik demonstreret Bourgognes store spændvidde, mens man smagte og smagte på de herlige dråber. De bedste vine i smagningen var selvfølgelig de ældste og højest klassificerede (Første Cru og Grand Cru), men det gjorde ikke de øvrige vine ringe og uvæsentlige. Slet ikke. Det var en fornøjelse på alle niveauer. På et tidspunkt fik jeg den tanke, at jeg i min ungdom skulle have udvandret til Bourgogne! 



Verner

tirsdag den 21. juni 2016

En dejlig dag

Vedbæk Kirke

Det var et smukt bryllup. Min gode vens datter blev gift med sin amour. Brudeparret var smukt og sympatico, deres børn søde, venner og familie rare og hyggelige. Selve ceremonien blev holdt i Vedbæk Kirke, meget smukt kirkerum og nyrestaureret. Det kan anbefales, hvis du skal giftes? Efter selve bryllupsceremonien kørte det indbudte selskab til Havreholm Slot, hvor der blev holdt reception. Stilfuldt og elegant. Afslappet. Alle glade. Solen tittede frem, og alt var såre smukt og dejligt.
Ved denne reception i slotshaven blev der spist bryllupskage, skåret for af brudeparret og dertil drukket Champagne, for dem som drikker den slags; det var heldigvis de fleste. Jeg kan ikke tænke mig noget bedre ved en sådan lejlighed end Champagne. Rigtig Champagne; ikke noget med billigt skum. Den ægte vare!
Det blev en dejlig dag.

Vinen, der blev drukket ved denne lejlighed:


Gosset Brut Champagne Cuvée Excellence (NV)
Livlig og frisk struktur med lette elegante bobler, nuancer af pære og honning. Blomsterduft.
Vinen er fremstillet af Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Meunier.


I dybe kældre
Gosset
Champagnefirmaet Gosset er grundlagt af Pierre Gosset i 1584. Dengang var vinen stille, altså ikke mousserende. Det er det ældste Champagnehus, med en ikke så stor produktion, men af meget høj kvalitet. Småt er i sandhed smukt.

Gosset bor i Champagnebyen Ay

Verner

torsdag den 16. juni 2016

Vin i Campanien

En vininteresseret turist har mange muligheder under en rejse i den italienske region Campanien. Der drikkes vin i stor udstrækning af både de indfødte og turisterne. Der bliver naturligvis også drukket en del vand og ikke at forglemme; øl. Disse mange muligheder består for en stor dels vedkommende, vinens altså, i en uendelig række af billige vine, der serveres overalt på de mange restauranter, hvor turisterne kommer. De er ligeglade, turisterne, det skal bare være billigt åbenbart. Det passer fint sammen med, at kun 10 pct. af al vinproduktion er kvalitetsvin, resten er konsumvine.
I mit eget tilfælde var det stort set kun muligt i løbet af dagen at møde billige konsumvine, lokale vine. Og sjove var de ikke, dog var de hvide og roséerne kolde, nu man var i varmen. Så langt så godt.
Bedre stillet var jeg og mit rejseselskab om aftenen, hvor vi spiste på vores hotel, der både var i besiddelse af et fint køkken og et omfattende vinkort.
Når man er i Campanien, gælder det om at smage de lokale vine, dem af dem, der er i besiddelse af DOC-status, eller som det hedder nutildags DOP.
Der var en lang række pæne vine, hvor de bedste var to hvidvine Greco di Tufo og Fiano, der begge kommer fra det indre af Campanien. Ganske dejlige, men ikke på højde med de samme vine fra kooperativet i Sannio, som er et nyt lille underområde i Campanien.
Lacryma Christi del Vesuvio findes både som hvid, rosé og rød og er pæne og drikbare.
Den helt store stjerne i Campanien er Aglianico del Vulture, fra området med den gamle vulkan; Monte Vulture. En rødvin af klasse.
I den førnævnte restaurant var der en vintjener. Han kunne, som de andre tjenere, når det drejede sig om vin kun klare én bestilling af gangen. Langsomt. Men en meget omhyggelig mand. Han og jeg fik en fin kontakt, da det gik op for ham, at der undtagelsesvis var et menneske, som interesserede sig for vin og bestilte en ordentligt kvalitetsvin, især da jeg et par dage bestilte en herlig rosé fra Antinori, et firma der ikke bor i Campanien, men i Toscana. Berømt for sine mange pragtfulde vine. Den sidste aften efter middagen, da vort selskab var på vej ud, kom denne flinke mand hen, og pludselig gav han mig et kæmpeknus og et smækkys på hver kind. Nu skal det lige siges, at han havde et kort skæg, der dækkede det meste af underansigtet, men hold da op, hvor han kradsede. Bagefter grinte jeg, det var faktisk uhyre morsomt.
Jeg nævnte det for vores kvindelige rejseleder, der sagde: dér kan du se, hvad kvinder kommer ud for!
- Ja.

Antinori
Guado al Tasso Scalabrone
Bolgheri


En delikat rosé med en smuk farve, og en forførende aroma af hindbær og kirsebær, og et let urtet præg. En fremragende, aromatisk og fyldig rosé.
Vinen kan naturligvis fås i Danmark, man finder lettest en forhandler på nettet.



Verner 

tirsdag den 31. maj 2016

Sannio Greco


Lige her forud for en rejse til Mellem Italien, er det atter en fornøjelse, at drikke et af de vinøse produkter, som skabes i Ønotria (Vinland; Italien). Stor fornøjelse, faktisk.


Sannio
Greco dop
Janare
Exceptionel vinproducent Riccardo Cotarella
Ofte har jeg talt med den stedlige vinmand i vores Meny om denne vin. Han forstår det heller ikke. Ikke rigtigt i hvert fald. Men sådan er en vinmands lod. Dér står han med en udsøgt flaske vin, i dette tilfælde hvidvin, men de uvidende horder foretrækker rødvine, ugly rødvine, dårligt producerede, dårligt smagende. Puha.
Men her er en stjernehvidvin. Ikke ret mange køber den. Der er tale om manglende viden. For stort hastværk måske. Eller manglende interesse.
Og så er det en hvidvin, som andelsselskabet la Guardiense, situeret i Syditalien, producerer med faglig support af den ene af Cotarella brødrene. Riccardo er navnet.
Hvor er det synd, altså, med denne vin.
Pokkers!


Sannio
Greco dop
Janare
Intens strågul farve, duft præget af frugtagtig, stærk intensitet og vedholdenhed.
Fint ballanceret smag.
Alene den meget flotte farve, som vinen holder er en oplevelse. Hvor er den flot.


Verner





lørdag den 21. maj 2016

Champagne

Champagne er lige sagen!

Alle burde drikke mere Champagne, og her tales ikke om almindelige mousserende vine, men ægte Champagne fra det forunderlige distrikt i Frankrigs nordlige udkant. Det forunderlige kommer af dette vindistrikts historie. Et omstridt stykke land, der under Første Verdenskrig nærmest ikke mere eksisterede. Men stedets historie er meget længere, og set med historiens øjne overordentlig farverigt. Alene at læse om det er berigende.
Det er det også, om jeg så må sige, når man drikker et af vindistriktets produkter. Det er sandelig heller ikke kedeligt, for kede os gider vi ikke rigtig, vel? Intelligente mennesker keder sig ikke. Har jeg hørt. 
Der er mange slags champagner, mange kvaliteter at vælge imellem. Jo bedre man vælger, jo dyrere bliver det.
Men det er alt sammen fuldstændig ligegyldig, når man som jeg og min fælle møder en rigtig god Champagne - her til aften ved dagens middag!



Charles Mignon
Cuvée Comte de Marne
Brut Grand Cru


Champagnefirmaet Charles Mignon er beliggende i Epernay, en af de vigtigste byer i Champagne regionen. Her ligger mange store huse, men kun ganske få, der som Charles Mignon har familiekarakter og holder fast i sin identitet.
Den omtalte vin er en Grand Cru, hvilket vil sige, at de anvendte druer ligger på 100 pct. på Échelle des Crus; ranglisten for vinene i Champagne.
Charles Mignon, Cuvée Comte de Marne, Grand Cru, Champagne har en fortryllende duft af hvide blomster. Smagen er blød med en kraftfuld mousse og smagsnoter af akacie, citrus og en flot balance.
Og hold da helt op, hvor den smagte godt til dampet laks med div. gemyse.

Verner


torsdag den 28. april 2016

Vinsmagning hos Brd. D

Onsdag aften (i går aftes) afholdt Brd. D smagning af vine fra deres nye hus, Harewood Estate, situeret i det sydvestlige hjørne af Australien (Western Australia), en times flyafstand fra Perth. Tilstede ved smagningen, afholdt på Brd. D's Frederiksberg Afdeling på Rolighedsvej, var en af Harewood Estates topfigurer, den indtagene Miss Marine Brasset.



Det er ikke fordi, der er for meget plads i den lille, men særdeles velassorterede vinhandel, men plads blev der trods alt.
Den unge dame fra det australske firma fortalte om vinene fra små underdistrikter som f.eks. Denmark og Mount Barker.
Smageprogram:

Hvide
2014 Harewood Estate Munda Biddi White
2015 Harewood Estate Mount Barker Riesling Great Southern
2014 Harewood Estate Denmark Chardonnay Great Southern



Røde
2014 Harewood Estate Munda Biddi Shiraz Great Southern
2014 Harewood Estate F- Block Pinot Noir Great Southern  
2013 Harewood Estate Shiraz Great Southern
2013 Harewood Estate Cabernet/Merlot Great Southern
2011 Harewood Estate Cabernet Sauvignon




De er tale om kvalitetsvine, ikke metervarer fra et tilfældigt supermarked. Meget indtagene vine, koldklima vine, som i dag er det mest efterspurgte. Og koldklima er der tale om. Vinden fra Ishavet længere sydpå, vi er i Australien på den sydlige halvkugle, præger klimaet i de havnære distrikter. På denne måde bliver der ikke tale om svulmende, spiritusfyldte vine, men velafbalancerede vine, som enhver vinelsker ville glædes over at drikke. Det var en fornøjelse at deltage og smage de dejlige vine from Down Under.


Verner

søndag den 24. april 2016

Domaine du Pegau Cuvee Reserve 2000, Chateauneuf du Pape

På en ferie i Rhone-dalen må og skal en vin-drikker selvfølgelig besøge nogle af de kendte vinproducenter, når man nu har rejst så langt. Især huskes for eget vedkommende flere besøg i Syd Rhone i Chateauneuf du Pape. Jeg har faktisk overnattet en enkelt nat i selve den lille sydfranske by. Det er ikke hvert år, langt fra, turen går til den sydlige del af Rhone, så rejseminderne fra disse besøg ligger måske ikke aller forrest i hukommelsen.
Lige til man sidder ved en hyggelig privat middag i venners lag, og værten, det søde menneske, pludselig rejser sig for at hente en vin, han synes, man skulle smage. Så dukker minderne pludselig op med ét slag.

På bordet kommer en flaske
Domaine du Pegau Cuvee Reserve 2000, Chateauneuf du Pape

Lyn snart er der billeder på nethinden af den sitrende varme, de mange vinstokke i en jordbund med mange store sten, der er så karakteristisk for dette vinområde. Det er pludselig som at være tilbage. Ultra kort, så er man tilbage i det kolde danske forår igen, men dog indendørs og blandt venner.




Domaine du Pegau er et af 45 topdomainer i distriktet, hvis vine hører til de eftertragtede. En Chateauneuf du Pape har lov til at anvende op til 13 forskellige druesorter til produktionen, så de enkelte vine kan naturligvis variere alene af denne grund.
Og denne Domaine du Pegau Cuvee Reserve 2000, Chateauneuf du Pape, var bestemt en oplevelse. Vinen havde toppet, men var stadig fin lige det første kvarter efter åbningen. Farven var mørk, fremtrædende smag af søde kirsebær, og et lille strejf af peber. Men smagen havde et underligt syrlig præg; en vin, der har toppet.
Fint var det at smage vinen lige efter åbning af flasken, for hvor tit har man lejlighed til at smage og bedømme meget gamle topvine?

Verner.