Viser opslag med etiketten Chianti. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chianti. Vis alle opslag

tirsdag den 18. juli 2017

La Selvanella



Vigneti
La Selvanella - 2011
Chianti Classico Riserva

Den første Chianti jeg overhovedet smagte var en standard Chianti fra et vinfirma, der hed Melini. Den blev drukket på stedet, en restaurant ved Garda Sø, en gang i tidernes morgen. Den smagte umanerlig godt, frit efter hukommelsen. Men, hvem ved i det hele taget, hvor langt hukommelsen rækker?
Siden er mange Chianti blevet smagt og drukket i dette hjem, og / eller på restaurant. I mange år var det min foretrukne vin. En Chianti.
Derfor er det så meget mere interessant at drikke en Chianti Classico Riserva fra det gamle hæderkronede firma; Melini.
Melini er oveni købet medlem af det kendte Conzorsio Gallo Nero; den med den sorte hane.
Classico er det oprindelige vindistrikt; det inderste, kunne man sige.
Riserva har lagret på egetræ i to år.
Førhen fandtes også Vecchio, der havde lagret 1 år på egefad. Det laver man ikke mere, såvidt jeg ved.
Vinen er produceret på druesorten Sangiovese Grosso.

OG

Farven er rubin med en antydning af granat. I duften en anelse tørrede roser.
I smagen sort frugt (kirsebær, blomme). Intens og insisterende smag. Ganske let bitter.
14,5 procent alkohol (mærkes ikke noget særligt).
Ved Gud, man er solgt til denne vin.


Verner

lørdag den 19. marts 2016

Tenuta Lodola Nuova 2011

Tenuta Lodola Nuova 2011

Vino Nobile di Montepulciano

DOCG

Ruffino


Toscanas lyksaligheder.

Chiantis vinzone er opdelt i mange forskellige smådistrikter, man kan også sige små vinområder, hvoraf nogle stikker hovedet lidt længere frem end andre. Det er hovedsageligt rødvinsområder, vel nærmest efter tradition, men hvis interessen var der, kunne man vel også lave hvidvin af klasse?
Har man som vinturist besøgt Chianti og tilliggender, er der imidlertid visse områder, der kalder på større interesse end det resterende Chianti.

Som nu f.eks.:

Chianti Classico
Rúfina
Montalcino
Montepulciano
Bolgheri

Grunden til dette er den højere kvalitet, der her produceres. Indenfor de nævnte områder har man mulighed for at finde topkvalitet. Jeg skriver har, for der gives ingen garanti. Man må smage sig frem!


Tenuta Lodola Nuova 2011 – DOCG.

Vino Nobile di Montepulciano


Før optrækning er der nogen forventning. Vil denne vin være drikkemoden eller næsten? Så ingenlunde! Personligt vil jeg tro, der går tre år, før vinen er fuldt drikkemoden. Den må dekanteres, hvis vinen skal drikkes senere på dagen. Det bliver den! Pt. dækker de fremtrædende taniner lidt over smagen, naturligvis. Vinen er lagret 18 måneder på egetræs fade. Den fremtræder med smag af fuldmodne kirsebær, røde bær, krydderier og en anelse chokolade.
Det bliver meget mere spændende om en tre års tid, når vinen er fuldt udviklet og drikkemoden, og med garanti har opnået en lang større grad af kompleksitet, med mange snags-lag. Hvor den hviler i sig selv. Det er også derfor, at vejen frem er lagring - og ikke dekantering.
Stone sure.

Addendum 11-10-2017:

Som tidligere skrevet, så er vejen frem lagring. Og i går fremstod dette lille vidunder bare så smuk og dejlig. Fuldmoden, hvilende i sig selv og pragtfuldt smagende. Ingen skarpe kanter, stadigvæk let og meget elegant trods sine 14 %. Forunderligt. Stadigvæk ikke til kæmpe oksestege eller ditto bøffer!


Verner

søndag den 23. august 2015

Vino Nobile di Montepulciano 2011


Vino Nobile di Montepulciano 2011
Vechchia Cantina
Toscana


Helt fra ungdommens dage har det været en glæde at drikke vinene fra Toscana, hvis bare de havde noget, der mindede om kvalitet, lidt i hvert fald. Jo, jeg drak også dengang andre ting, f.eks. Mosel og gerne prædikatsvine. Det kan også anbefales. Det gør jeg fortsat stadig gerne. Men tilbage til sagen, om jeg så må sige.

Så her den anden dag falder man over en Vino Nobile di Montepulciano, produceret i et lille hjørne af Toscana, der altid har produceret gode vine på Sangiovese, eller rettere en af dennes kloner. Chianti har de senere år haft ry for at producere super kloner. Eksperter, altså. Men denne, der bruges til Vino Nobile di Montepulciano, er i hvert fald ikke ny. Så vidt vides. Det er en klon ved navn ”Prugnolo Gentile”. Prugnolo kan bedst oversættes til ”lille blomme”. Tror jeg!
Og hvordan var så denne Vino Nobile di Montepulciano 2011, fra noget, der sandsynligvis er et kooperativ?

Korrekt dekanteret og tempereret fremtrådte denne dejlige vin som følger:

Farve: Mørk.
Bouquet: ikke særligt fremtrædende, hvilket er typisk for italienske vine.
Smag: Tør med frugtige noter af røde bær. Ganske, svagt strejf af viol.
Flot struktur og lang eftersmag.
Et godt glas!

Den blev drukket til en uforskammet god, rød bøf, efterfulgt af en fint modnet Brie.


Verner

lørdag den 20. september 2014

Toppen af Chianti



Vinhandlen Brdr. D har efterhånden forlagt sine smagninger fra Frederiksberg til afdelingen på Østerbro i København af pladshensyn. Glimrende idé, men rejselængden fra hjemmebasen nu til Østerbro er kendeligt forlænget.
Men - torsdag aften i indeværende uge kunne man hos Brdr. D smage toppen af Chianti, nemlig vine fra Rocca di Castagnoli.
Tilstede var en italiensk dame fra Castagnoli, charmerende, veltalende (på engelsk) og naturligvis meget vidende om sit firmas produkter.
Rocca di Castagnoli producerer Chianti, Chianti Classico og vine udelukkende på Cabernet Sauvignon, og nogle med mere eller mindre Cabernet tilsætning. Der smagtes 10 vine. De mest originale er Chianti og Chianti Classico lavet på lokale druesorter (hoveddruen er Sangiovese), som virkelig udtrykker stedets terroir. Her er for så vidt intet nyt. De kvalitetsmæssigt bedste var vine udelukkende på Cabernet, men de ligner så mange andre internationale vine. Til gengæld her med tårnhøj kvalitet. En fornøjelse var det at smage vine fra markerne Stielle og Buriano
Til sidst efter alle de røde smagtes en Vin Santo fra 2001, sød dessertvin og pragtfuld smagende. Vinen havde blandt meget andet tydelige smagsnoter af valnød!


Verner