La Selvanella

Melini 2004 Chianti Classico Riserva ’La Selvanella’


Enkeltmarksvin fra Chianti

Denne vin kommer fra en af de højest beliggende marker i Toscana, og det mærkes på den kølige, faste og ranke stil. Langsomt folder den sig ud, men så kommer de ædle toner af eukalyptus, grafit, røde modne bær, chili, mynte, espresso. En fremragende madvin.
Gambero Rosso gav den tre glas, hvilket er lig topkarakter!
Drukket en lørdag aften i juni 2011 til stegt kanin og pasta er den helt fin, en del år efter ovennævnte anmeldelse. Og denne vin erhvervede jeg for længe siden i Netto, af alle steder!
Om jeg så lige er helt enig i alle de nævnte smagsnoter, er en anden sag. Næppe, men herlig.
Vin ændrer sig jo med alderen, ret meget endda, hvilket man erfarer ved at gemme vin i stedet for at dekantere! Vinen er efterhånden veludviklet og fuldmoden. Skal ikke gemmes meget længere.

Tankerne går på langfart til en rejse long, long ago til Rimini, i ungdommens glade dage, hvor vi for første gang smagte en vin fra det gamle firma Melini.

Firmaet laver stadig herlig vin.

Verner

Paris i maj

Stegt grissebasse
med tilbehør

Den slags mad, som på billedet, kræver et godt glas vin simpelthen! Og er man i Paris, hvor vi var for ganske nylig, er der alle de muligheder, man kan ønske sig. Hvis vi ser på billedet endnu en gang, kræves der også et køkken og et et sted at spise maden. Den ser brandgodt maden på billedet, ikke? Men en gennemsnitsturist på nogle få dages ophold i den store by mangler disse forudsætninger, at man kan lave noget selv, købe det færdigt, som her og skaffe sig en flaske vin, der kan drikkes til. Ikke når man som vi boede på hotel. Vinhandlerne har ellers store lagre af glimrende fransk vin. Men er man nu i den situation, at man er nødt til at frekventere en restaurant for at spise og drikke nogenlunde godt, er det en forudsætning, at bord er bestilt lang tid i forvejen. Og at man besidder en vis form for penge, som man vil bruge på projektet.
Hvis man i stedet besøger tilfældige restauranter, og dem er der mange i Paris, må man vælge vin blandt restaurantens udvalg naturligvis, og her ser det noget mindre godt ud. Det var faktisk skuffende.

Dog - Søg og du skal finde . .
I en lille glimrende restaurant i Montmartre (la Famille) tæt på Sacre Coeur, var det trods alt muligt til det herlige franske køkken at vælge en Bourgueil, rødvin fra Loire, som relativt sjældent ses i Danmark, men ofte er glimrende. Dagen efter på en gade i bydelen Saint German de Pres, spiste vi frokost et fuldkommen ukendt sted, midt i menneskemyldret på en fortovscafé. Der havde de sandelig Provence Cru Classé rosé. Vi drak en Chateau Minuty, dejligt glas. Et par dage senere, også en frokost, denne gang på Ile Saint Louis, havde den gode lille restaurant også et fint vinkort. Til hovedretten, kanin, drak vi en Muscadet de Sevre et Maine (Loire), meget fint glas, over gennemsnit for dette distrikt, som passede godt til det lille dyr.
De bliver jo lidt tyndt på seks dage ikke? Oprørende! Resten af tiden drak vi vin fra karaffel eller enkelte glas vin hist og pist. Her er ikke noget at skrive hjem om. Vinmæssigt var det en langt bedre oplevelse sidste år i Andalusien. Tag lige den!

Verner

Vinmark i Wachau (Østrig), hvor der dyrkes Grüner Veltliner

En vinblok, som denne, skal ikke blot være en anmeldelse af alle de flasker, der smages hhv. drikkes i årets løb. Det blev hurtigt kedeligt, ja rent ud sagt trivielt. Næh, der skal også nævnes mere generelle forhold. I visse retninger står det skralt til, for en vindrikker altså. Hvis penge ikke var et problem, kunne man bare vælge de bedste vine, denne verden frembringer. I så fald er der ikke mere at tale om. Det er ganske enkelt. Men det holder ikke en meter og slet ikke bare hen til banken. Kedeligt blev det vel også på den lange bane. I supermarkedskæder, hvor der sælges vin, bliver man bombarderet med uhyre mængder rødvin. Næsten kun rødvin. I en del tilfælde er det vin, der aldrig skulle have været eksporteret og slet ikke hertil. Udvalget af hvidvin, rosé og mousserende vine er meget småt. Det er som danskere kun drikker rødvin. Billig rødvin. Tre for en hund og de er væk inden weekenden er gået. Sørgeligt, men sandt. I øvrigt er den internationale trend forlængst slået igennem. Det skal åbenbart være stærkt alkoholprægede, kulsorte, anonyme frugtbomber fra oversøiske lande især Sydamerika. Chile. Trættene i længden. Det er mainstream, så det batter.

Hvad stiller man op? Man handler hos en rigtig vinhandel! Sådan et sted råder også over vine, der er til at betale for almindelige indkomster. Blot tilbydes bedre vine. I søgen efter gode, drikkelige vine indenfor en overkommelig økonomisk ramme, ville det være en god idé at drikke vin, som netop ikke er mainstream. Der er faktisk mange muligheder, flere end der er nogen grund til at trætte med her. Man skal blot søge. Selvfølgelig skal jeg nævne bare et par alternativer, som det bestemt er værd at beskæftige sig med. Sagen er i virkeligheden, at i de europæiske vinlande findes vin produceret på lokale, indfødte druesorter, som ikke er særligt kendt her på lav. Hvis vi vender os til det gamle vinland Østrig, der for en del år siden oplevede en stor vinskandale, et for længst overstået stadie, må man smage vin lavet på de to nedennævnte druesorter!

Grüner Veltliner

Østrigs nationale grønne sort. Utroligt alsidig, fra livlig, krydret frugtighed som ung til koncentreret elegance som ældre.

Sankt Laurent

Denne blå druesort dyrkes hovedsageligt i Østrig. Sankt Laurent er genetisk set tæt beslægtet med Pinot Noir og er på mange måder næsten ligeså vanskelig at have med at gøre. I gode årgange kan den give glimrende resultater. Det er som regel mellemfyldige vine med en vis frugtsyre og tannin, duften præges af mørke bær og bitre kirsebær.

Verner

Rheingau Riesling

Die Lorelei

Karl den StoreHeinrich Heine:

Die Lorelei

Ich weiss nicht, was soll es bedeuten,
Dass ich so traurig bin,
Ein Märchen aus uralten Zeiten,
Das kommt mir nicht aus dem Sinn,
Die Luft ist kühl und es dunkelt,
Und ruhig fliesst der Rhein;
Der Gipfel des Berges funkelt,
Im Abendsonnenschein.

Det fortælles, at Karl den Store under et besøg ved Rhinen, nærmere betegnet hvor Rheingau ligger i dag, bemærkede, at sneen smeltede først på skråningen ved det senere Schloss Johannisberg, og derfor dekreterede, at her skulle plantes vin. Rolig. Det kan sagtens være en skrøne. Dog hyggelig, ikk’?
Endvidere har han næppe kendt til Lorelei Klippen og slet ikke Heines digt, hvoraf her er bragt første vers, kun, så meget tid har vi heller ikke.
Men her i Rheingau er der dæleme dejligt. Sådan en varm sensommerdag, hvor roen hviler over området, prammene på floden futter hastigt forbi og solen skinner på Rheingaus vældige skråning og på Riesling. Rheingauer Riesling.
Jeg er langt fra ene om at være fascineret af Riesling, der findes mange aficionados. Rigtig mange endda. Riesling er også populær blandt vinbønderne, hvilket skyldes, at denne drue er god til at udtrykke terroiret, og dermed kan give vinen det mest personlige udtryk. Som i Rheingau.
Iflg. tyske fagfolk hæmmes Rheingau i disse år en del af fornemme ejendomme, der ikke lever op til deres navn. Men – der er heldigvis en række mindre producenter, som virkelig holder fanen højt! Som eksempelvis Jakob Jung.

Weingut Jakob Jung Riesling Trocken 2009
Med andele i nogle af områdets bedste marker samt en uhyre omsorg for hver enkelt vinstok er det ikke mærkeligt, at Jakob Jung ligger helt fremme blandt Rheingaus bedste producenter. Husets vine, der i dag laves af nyeste generation, Alexander Johannes Jung, er et møde mellem et årtusinds vinhistorie og moderne vinmageri. Vinene er ekstremt vellavede, præcise og med den balance mellem frugt og mineralitet, som næppe mestres på lignende niveau nogetsteds i verden.
Husets tørre basisriesling er mønstereleven sin prisklasse. Ikke meget Riesling i prisklassen omkring 100 kr er så vellavet og overbevisende!

Uha! - De har rigtignok gået i flinkeskolen!

Verner

Umbrien

Anne-Marie
Rougheads
billede fra Umbrien

Sagrantino

di Montefalco Assisi
Umbria (Umbrien) ligger midt inde i det centrale Italien, med udpræget højlandsklima, køligere og med mere nedbør end i det nærliggende Toscana. Derfor er der også dejligt grønt og frodigt. Er man på de kanter, skal man absolut besøge Trasimeno Søen. Smuk natur. Provinsen Umbrien virker isoleret og gammeldags mht. traditioner, men der er i hvert fald dejligt roligt og fredeligt, uden de mange turister, som f.eks. i Toscana.
Et andet must i Umbrien er et besøg ved den hellige Frans af Assisis grav. Graven befinder sig i klosterkirken San Francesco i Assisi med over- og underkirke, rigt smykket med fresker af berømte kunstnere. Under under-kirken finder man en krypt med den hellige mands grav, langt nede. Man går nedefter i en slags muret snegl i en endeløs strøm af italienere, for hvem det er et must at besøge graven. Helt nede står man så et øjeblik og beskuer kisten, medens italienerne slår korsets tegn og fremsiger en bøn. De er godt nok stærke i troen! Mine medrejsende, den gang for mange år siden, havde ikke overskud til at gå med helt ned for at se graven. Der blev de snydt!
Efter disse glæder trænger man til at styrkes ved et glas vin. Her er man så heldig, at der i provinsen Umbria laves masser af vin, også virkelig gode af slagsen. Yes, siger vinfolket nu; Lungarotti, og lyser op i et stort smil. Præcis rigtigt. Den berømte vinproducent finder man i Perugia lidt nord for Assisi. Hans vine er da også markante. Blot er det måske mere spændende at besøge den lille by syd for Assisi, Montefalco, hvor man fremstiller Sagrantino di Montefalco, flot navn ikke?
Druen, Sagrantino, er tilsyneladende indfødt eller måske medbragt af etruskerne, dengang de rejste over havet. Hvem ved længere - her årtusinder senere? Sagrantino er afledt af det latinske sacro (hellig), hvilket kommer af, at den oprindelig var altervin. Druen er i stand til at producere fyldige, tørre, aromatiske vine af stor intensitet.

Sagrantino di Montefalco 2006
DOCG
Santa Francesca

Bouquet
Ikke meget udtalt, men absolut pæn. Typisk for italienske vine; der satses ikke på bouquet.
Farve
Dramatisk mørk, tæt sort-rød,
Smag
Fast koncentreret, tør, fyldig. Velstruktureret. Et strejf af sorte skovkirsebær. Sorte oliven.

Lang, dvælende eftersmag. Intens vin.

Nu er det lige et spørgsmål, om vinen så er drikkemoden her godt 4 år efter fødslen? Nej, det er den ikke. Resten af flaskerne bør gemmes. I øvrigt ser man meget forskelligt på dette, alt efter hvilket land man er vindrikker i. Efter hvad jeg har erfaret, dekanterer man ikke en ung vin i Frankrig, mens man helt sikkert gør i England. Men den smagte vin blev drukket efter lang tids dekantering pga. sin unge alder. Gemmes bør de.

Vinen er helt korrekt klassificeret som DOCG.

Vinproducenten Santa Francesca er totalt ukendt, men laver en fortræffelig vin. Måske har damen (læg mærke til hunkøns betegnelsen) været en fortræffelig kvinde. Det skulle man tro!

Verner

Champagne

Så pas dog på!

På grund af det store tryk, der bliver dannet ved den flaskefermentering, der skaber boblerne, har champagneproducenter altid været meget interesserede i at udvikle de bedste og mest solide flasker til deres vin. Og som enhver, der har holdt en flaske champagne i hånden ved, er flaskerne væsentligt tungere og lavet af tykkere glas end normale vinflasker. Faktisk er trykket i en champagneflaske på godt 0,4 kg pr. kvadratcentimeter.
Når proppen springer, skal der altså passes alvorligt på ting, som medmennesker, øjne, brilleglas, glas-arealer etc., etc.

Men - ingen vin er mere tæt forbundet med festlighed og romantik end champagne. Det er, hvad vi skåler nytåret ind med, og hiver frem ved festlige lejligheder. Det er champagneflasken, der bliver smadret mod stævnen, når et skib døbes, og når sportsstjerner eller andre vinder en stor begivenhed, skal de selv og de omkringstående helst sprøjtes til med bobler.
Fra pålidelig kilde forlyder det også, at kvinder synes det er meget romantisk og bliver meget kysselystne, hvis de får serveret champagne.
Med hensyn til det sidste udsagn er det altså dig selv, du skal passe alvorligt på?

Tag alligevel chancen, drik en flaske Champagne i morgen aften, nytårsaften, sammen med den du holder af. Det skal være ægte Champagne, helst fra et af de store champagnehuse og en tør udgave (brut). En rigtig god kvalitet. I alle aviser og ugeblade er der en gennemgang af Champagne, så der er ikke grund til at fremture her også. Der er skrevet bøger om det. Det er langt mere sjovt og spændende at drikke Champagne end at studere. Jeg lover, du vil synes det samme.

Verner

J. B. Adam – Letzenberg 2006

Her er høsten i gang

på Letzenberg

Riesling - Letzenberg 2006

Firmaet er grundlagt helt tilbage i 1614. Faktisk meget imponerende ikke? Meget vand er løbet i åen siden, for at bruge et moderne udtryk for tidens gang. I dag er firmaet topproducent iflg. R. Parker. Men vi kan da selv anlægge en vurdering både af firma og vin. Så svært er det heller ikke, bortset fra det, forekommer det, at Parker har fuldstændig ret. J. B. Adam laver fortræffelige vine. Huset holdet et ganske pænt niveau. Man råder ikke over Grand Cru eller parceller på en sådan mark, havde det ikke lige været for Kaefferkopf, der for ikke ret længe siden blev ophøjet til Grand Cru. Endelig! Så nu har de altså! De af Adams vine jeg selv har smagt, er rene og runde i stilen.


Riesling - Letzenberg 2006

Letzenberg er et såkaldt lieu dit (ikke Grand Cru, men navngiven enkelt mark)

Farven er strålende klar.
Bouqueten oser af ren, frisk rieslingduft og har det klassiske mineralske strejf.
Smagen har fylde og race og bliver ved og ved. Ren, elegant rieslingsmag. Vinens mineralitet er nu, hvor vinen er fire år gammel, fremtrædende, man aner så småt det strejf af petroleum, som aficionados er helt vilde med.

En rigtig god idé er at drikke vinen til fisk.


Verner