fredag den 8. oktober 2010

Forster Jesuitengarten 2008

Mine bedsteforældre talte om denne vin, bl.a. af de store tyske vine. Det var den gang tysk vin nød en kæmpe anseelse. Skulle det være fint, drak man tysk vin, for hvad i alverden skulle man ellers drikke? I det hele taget var tysk kultur den gang virkelig i vælten. Og det der talte var enkeltmarksvine, vine fra et højt anset vinhus. Tysk vin. Gammel og vellagret vin, fordi der var en del år, hvor man ikke kunne lave ordentlig vin, hvor årgangen havde været dårlig. Så en vin som denne var simpelthen mytologisk. Den har også været kendt i århundreder, Jesuitengarten. Hvilket navn til en vinmark, ikke sandt? Jesuitengarten, man smager ligesom lidt på ordet, ikke? Men det sagen drejer sig om, virkelig drejer sig om, er at komme til at smage på vinen, smage Jesuitengarten. Ikke alene smage den, men at kunne sige, at den og den dag drak jeg Jesuitengarten. Det er næsten magisk.
Ovennævnte årgang (2008) er simpelthen drukket for tidlig, den burde have haft længere lagringstid, jeg ved det godt, om nogen gør. Men det er jo så fristende. En fristelse man aldrig skal falde for - i øvrigt.

Forster Jesuitengarten 2008
Bassermann-Jordan – Rheinpfalz

Farven var fuldstændig klar, strålende guld.
Bouqueten åbnede sig lidt efter lidt, begyndende noter af petroleum, men ellers komplekse duftnoter af frugt.
Smag. Fuldstændig rentgående tysk Riesling, endnu fast koncentreret pga. sin ungdom, ikke nået ind i det nærmest overjordisk opulente, som man kan møde hos vinen langt senere. Igen lækker frugt. Tør uden at være snerpene. Fuldkommen balance. Lang eftersmag.
Riesling. Tysk Riesling. Super.

- Jo, det er rigtigt. Jeg skulle have ventet!

Verner


Post scriptum: Vi drak den til Skindstegt laks på bund af flødekogte porrer med æble/peberrodssauce.
Jo, vel kan man da så. Det var en lukullisk kombination. Det perfekte ægteskab mellem vin og mad.

onsdag den 22. september 2010

La Mascota - Malbec 2007

La Mascotas Malbec
La Mascota er Bodegas Santa Annas ny serie af luksusvine. Der produceres Cabernet Sauvignon, Syrah, Malbec, Chardonay og Riesling. Pt. regnes Cabernet’en for mest vellykket, men det skal nok vise sig at være en strid om kejserens skæg!
Interessant er det at smage La Mascota Malbec, mest fordi Malbec for øjeblikket regnes for Argentinas signaturdrue, men Malbec er også kendt af frankrigsfarere, der har smagt druen i Cahors, hvor de allerbedste er helt fænomenale, som f.eks. den nærmest utrolige Clos de Gamot.
Prinsens Chateaux de Cayx, eller hvordan han nu foretrækker at stave det, er f.eks. heller ingen ringe vin, men desværre har danskerne forlængst bortdømt prinsens vin ganske uden grund. Den skal blot have en del år på bagen - før man drikker den. - Skål!
Når man smager en Malbec, uanset om den er fra Frankrig eller Argentina, dukker der uvilkårligt minder op om herligt lange, varme, solstegte dage i Sydfrankrig og hvad man, sent om aftenen når den værste hede havde lagt sig, spiste til det herlige glas Malbec.

La Mascota Malbec 2007
La Mascota kommer fra vinmarker i Finca La Mascota, Cruz de Piedra, Maipu og Mendoza. Druerne er høstet med håndkraft.
La Mascota Malbec er intenst purpur rød i farven, med svage rubinrøde toner. Duften er tæt pakket med mørke bær, lidt sødlig frugtig tone, og et fint integreret præg af vanille fra de 15 måneder på både amerikansk og fransk eg. Smagen fylder munden helt ud, med især modne bær, og en svag snert af lakrids, som ofte findes i Malbec-vine. Vinen er i fuld balance, velstruktureret, og med en flot og lang eftersmag.
Server vinen til grillede retter eller stærke oste.

Verner

fredag den 3. september 2010

Tysk Riesling i topklasse


Bassermann-Jordans ønolog Ulrich Mell

Hvis man vil have nuancerede, levende, fyldige og aromatiske Riesling-vine, er Bassermann-Jordan nøgleordet! Huset er kort og godt specialist i at skabe vine med karakter og struktur, der samtidig rummer en helt utrolig finesse og friskhed. Et sandt »ønskehus« eller paradis for Riesling-aficionados! Med beliggenhed ved Deidesheim og ejer af 42 ha på de mest anerkendte marker i Deidesheim, Forst og Ruppertsberg etc. hører Bassermann-Jordan ikke alene til blandt Pfalz’ men hele Tysklands bedste Riesling-producenter.
Enhver Risling-aficionados har på et tidspunkt smagt en eller flere af de mange, mytologisk berømte Einzellage og Erstes Gewächs marker, som Bassermann har del i f.eks. Hohenmorgen, og Jesuitengarten.
Forretningsmanden Archim Niederberger købte huset Bassermann-Jordan i 2002. Allerede ved overtagelsen var huset kendt for at lave vine af den allerhøjeste kvalitet, men siden Archim Niederberger har overtaget roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.
Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasseri til.
I kældrene har Ulrich Mell overtaget roret, hvilket har medført store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktion. Ulrich Mell glimrer med majestætisk, tør Riesling og overdådige, søde vine.
Ulrich Mells superbe vine fås naturligvis ikke i supermarkeder, men købes hos en rigtig vinhandel. Vinene er eksklusive, det samme er prisen!

Verner




mandag den 26. juli 2010

Tour de France i Bordeaux

Jørgen Leth
Chateau
Pichon-Longueville


Etiket:
Chateau
Mouton-Rothschild


Næstsidste etape i årets fantastiske Tour de France foregik i Bordeaux, nærmere betegnet fra Bordeaux by til Pauillac. Det var etapen med enkeltstart, fantastisk ridt af de deltagende ryttere, helt kolossalt spændende og meget flot. Jørgen Leth, der i mange år har speaket det berømte cykelløb for TV2, fortalte om Bordeaux, nærmere betegnet Haut Medoc, som Leth korrekt kalder et mytologisk vinsted. Ganske rigtigt. I øvrigt leverede Leth en kort og klar gennemgang af forholdene, der tilsikrer, at netop her i Haut Medoc fødes nogle af de allerbedste og største vine i denne verden. Leth er en vidende mand og en sprogets mester, han fremstillede sagen krystalklart. Og netop her kørte cykelrytterne så ræs, så det ville noget, uden tror jeg, at skænke området og vinen en tanke.
Haut Medoc er vel sagtens det bedste område i Bordeaux, laver fantastiske vine og er for øvrigt delt i en række kommuner, hver med sit særpræg. Den bedste af disse er Pauillac, hvor tre første cru slotte er beliggende, foruden en lang række andre slotte med store vine. De tre er Chateau Lafitte, Chateau La Tour og Chateau Mouton-Rothschild. Det kan næsten ikke blive bedre.
Hvordan er så disse berømte, røde vine? For det første er de en hel del forskellige, men har naturligvis også et fælles præg – en kombination af friske, modne druer, egetræ, tørhed, sublimt forbundet med krop, et strejf af cigarkasse, en antydning af sødme, og frem for alt, livskraft. Selv de mindre crus i Pauillac har, på trods af forskellighederne, dette fælles præg. Når man drikker en sådan topvin fra Pauillac, drikkemoden, får man en meget, meget stor vinoplevelse, samtidig med at man får en tegnebogsskylning af de helt store. Priserne er eksorbitante; uforholdsmæssig høje!
Når de engang stopper med at cykle, disse supermænd, håber jeg, at de vil drikke en flaske af ovennævnte og mindes deres ridt til Pauillac.
Verner

lørdag den 12. juni 2010

CHATEAU BELGRAVE 2004


CHATEAU BELGRAVE 2004
HAUT MEDOC – 5. CRU
Førhen var det mondænt at drikke franske, klassificerede vine. Det er det ikke rigtigt mere, af flere forskellige grunde. Mest fordi italiensk og oversøisk vin har overtaget en stor del af salget af vin i Danmark. Hovedårsagen til dette er naturligvis prisen, altid prisen. Og så det forhold, at fransk vin i den grad har savnet frugt, et forhold, som italiensk og oversøisk vin har til overflod. Men frugt alene gør det ikke.
Ved smagningen af ovennævnte vin står det klart, at der skal mere til, før den fulde tilfredshed indfinder sig. Betragtelig meget mere. Og det har denne.

Ch. Belgrave 2004 er en klassisk fransk, slotsaftappet vin.
Årgangen 2004 regner slottet for en af sine bedre.
Mørk i farven, tæt, nærmest sort-rød.
Bouqueten kraftig, her er tale om en ung vin.
Smager som sorte syltekirsebær. Lang eftersmag.
Kraftbetonet elegance, en vin med rygrad!
Verner

mandag den 24. maj 2010

Vin i Spanien

Rias Baixas; Albarino


Enate; Rosé

Spanien er mængdemæssigt verdens tredje største vinland. Hvad angår kvalitet er der, som andre steder, 10 pct. kvalitetsvin, resten er konsumvin. Overalt kan man få et glas, enkeltvis, til sin tapas eller bare et glas i utide. Det er glimrende vine, friske og frugtsmagende.
Noget andet er kvalitetsvinene. Når man er på autoferie har man ikke et køkken ved hånden og må gå på restaurant for at få noget at spise. Og her begynder mulighederne for at drikke bedre vine. Ikke deciderede topvine, det er næsten umuligt, med mindre man er velhavende, rablende millionær eller lignende. Den slags koster kassen. Men kvalitetslaget under disse, hvor de fleste kan være med, er bestemt også værd at beskæftige sig med. På den nyligt overståede tur til Andalusien dukkede der selvklart også muligheder op.
På en finere tapas-bar i Sevilla drak vi et enkelt glas Manzanilla til Pata-Negra; Skinke fra et sortfodssvin. Pragtfuld skinke, fås ikke bedre. Manzanilla er en lys, let, tør sherry. Meget aromatico, super til skinken.
Andet sted i Sevilla var vi heldige at drikke en Coto de Imaz 2000, Reserva, fuldmoden Rioja (rødvin) ledsaget af spædlammekølle. Meget elegant vin.
Ronda, pragtfuld by inde i landet, på restaurant lige overfor tyrefægterarenaen, fyldt med billeder og genstande med alt om tyrefægtning, indtog vi en Alberino fra Rias Baixas. Mægtig god hvidvin, som stammer fra Galicien. Oversættes Alberino (druesorten) til fransk, får man Haut Rhin, departementet, hvor Alsace ligger. Alberino minder en hel del om Riesling! Vi drak den til kanin, vinen var herlig; blomstrende!
I Cordoba var hovedretten på en restaurant stegt gedekid, stakkels lille fyr, godt smagende. Den blev ledsaget af en rosé fra Enate, trestjernet producent i Somontano. Man skulle aldrig drikke andet!
I smukke Granada, opkaldt efter granatæbler (sic), blev så indtaget en hvid Rueda fra Marqués de Riscal til grillstegt kyllingebryst, meget fin kylle, endnu meget bedre vin!
Selvklart er der mange flere rigtig gode vine i Spanien, der, hvis de ville, kunne blive absolut førende vinland - kvalitetsmæssigt!

Verner 
 
 
 
 
 
 


fredag den 23. april 2010

Clos de Loyse


CLOS DE LOYSE BLANC 2008

Château des Jacques

Louis Jadot - Bourgogne, Frankrig

Château des Jacques ligger i Beaujolais-distriktet i Cru-kommunen Moulin a Vent. Her laver Jacques Lardière vin, som var det en stor Bourgogne. Gæring og lagring på fad, uden at vinen mister sin syre og frugt, er et kunststykke, og det kan ovennævnte vinmager. Overvældende aroma og en dyb, intens smag. Har du aldrig smagt stor, hvid Bourgogne, så prøv denne.
Louis Jadots vinmager Jacques Lardière laver Bourgogne, som den oprindeligt smagte – nemlig af dens terroir. Jacques Lardière er kendt for at fadlagre hvidvinene meget længe, hvormed de tilføres en fløjlsagtig fedme, der gør dem meget svære at modstå, når de er helt unge. Men faktisk er vinene kolossalt lagringsdygtige – Jacques sørger nemlig for, at der kun anvendes druer med et perfekt balanceret syreniveau, og han skyer brugen af malolaktisk gæring, som han mener, tager gnisten fra vinene. Den største trussel mod hvidvinenes lagringspotentiale er, at de er pokkers svære at holde fingrene fra!
I 1996 købte Louis Jadot det estimerede Château des Jacques i Moulin à Vent, og blev dermed det første Beaune baserede hus med en topvingård i Beaujolais. Siden har Jadot investeret masser af ressourcer især i Château des Jacques vinmarker, og gjort ejendommen til referencepunktet for hele Beaujolais området. ”...Verdens bedste Gamay baserede vin…”, kalder guruen Clive Coates den røde vin fra Château de Jacques.
Men den hvide fra ejendommens 9 hektar store Clos de Loyse er imidlertid ikke mindre interessant. Clos de Loyse er fadgæret og fadlagret som de største vine fra Côte d’Or. Når man først sætter næsen til glasset, er præget fra egetræsfadene helt fremme i front, men efter et øjeblik i glasset åbenbarer vinen også mineralske finesser og en anseelig elegance. Smagen er kødfuld og rig på aroma.

Det er ikke muligt at tilføje noget særligt bemærkelsesværdigt til ovennævnte beskrivelse, som er skrevet af en fagmand. Den nævnte vin er super. Og så er det ingen sag at drikke en sådan eksklusiv vin, når man ligefrem får den forærende. Det var for den sags skyld heller ikke nogen særlig besværlig ting, at drikke den til en lækker ret bestående af stegt vagtel flamberet i calvados, en sauce baseret på hvidvinsdampede druer monteret med fløde samt pasta.
Bøvs - og velbekomme.

Verner