fredag den 24. juli 2015

Dejlig sommer

Det kan ikke nægtes, det blev alligevel en dejlig sommer, hvad det også er lige pt. Det må vi have en lille én på, ikk’? Rent vinmæssigt, er det ikke nogen sag at tage sig et glas. Overhovedet ikke. Det er blot at knappe en flaske op – og vupti.
Vore dages vine er mere pålidelige end nogensinde før. Vi skal blot skaffe nogle flasker, trække dem op og drikke. Alle er glade. Ikke alene er de mere pålidelige, men generelt set også af en bedre kvalitet end førhen. Hvis man nu leder en hel sommer igennem, f.eks., og prøver at finde noget drikkeligt, der lever op til kvalitet kontra pris, bliver det noget sværere. Med mindre altså at man frekventerer en vinhandler i stedet for diverse supermarkeder. Så har man en chance for kvalitet!
Noget helt andet er så, om det pågældende produkt er i orden, at alt er Ok, og på toppen. Desværre ikke!
Undtagelsesvis møder man en flaske vin med propsmag, det er forholdsvis sjældent, men alligevel! I så tilfælde kan man returnere flasken og få den byttet. Men det er naturligvis generende, at den flaske man havde udset sig til dagens middag er behæftet med ovennævnte fejl. Propsmag er den hyppigste fejl i vin. Den skyldes en skimmelsvamp, der angriber vise typer kork. En vin med propsmag lugter muggen og mangler frugt. I nogle tilfælde kan det først erkendes, når vinen har tilbragt nogle minutter i glasset! Selv en forudgående lugtmæssig kontrol af proppen, før den er trukket op, er ikke garanti nok.
Løsning: Tag en ny flaske, byt den angrebne, hvilket forhandleren skal gøre og også gerne gør. Han kan ikke gøre for kalamiteten.
Her er vi fremme ved dagens oplevelse. Til middagen drak vi så en vin, der opfyldte alle parametre for, hvordan en sådan vin skulle være.
Det drejer sig om en Chianti Classico Riserva, Syv år gammel.

Drikkemoden.
Kendt vindistrikt
Classico: det oprindelige inderste distrikt
Riserva, fadlagret 2-3 år efter forskrifter
DOCG: Garanteret oprindelsescertifikat; Vinen kommer fra det sted, der er angivet på etiketten (med garanti) og opfylder alle forskrifter vedr. produktion.
Vinen havde ikke rejst for nyligt (vigtigt)
Korrekt tempereret
Vinen passede til middagen

Men - katastrofe!
Selv et omhyggeligt check af proppen før optrækning afslørede ingen fejl, eller propsyge. Efter 5 – 7 minutter i glasset var der ingen tvivl mulig: denne vin led af propsyge. Holy shit.
Til alt held, havde jeg en anden vin klar til drikning, men tænk en gang. Hvis ikke, havde denne dagens middag været ødelagt. Totalt spoleret.

Chianti
Verner

torsdag den 2. juli 2015

Bryllup

Pommery

I sidste uge blev der afholdt prinsebryllup i Sverige. Brylluppet stod mellem Prins Carl Philip og hans udkårne Sofia Hellqvist. Sandsynligvis var der en stor indbudt skare af gæster til det fashionable bryllup, og hvem ville ikke gerne have været med som gæst. Alene at opleve den store lykke, som timedes de unges forældre og dem selv. Det er altid så dejligt. Men også med henblik på den fashionable bryllupsmiddag, som disse udvalgte gæster naturligvis også deltog i.
Når man ser div. mediers beskrivelse af denne middag, ville man gerne have deltaget.
Naturligvis finder noget sådan ikke sted. Selvklart!

Men spise og drikke skulle gæsterne jo efter den kirkelige handling. Hvad fik de heldige så at spise og drikke ved omtalte lejlighed?

Menu og vine:

Hvide asparges i hyldeblomst og ådalsrom og asparges- og græsløgsemulsion. Vin: Pommery Grand Cru Millésimé 2005 Champagne, Frankrig

Grillet jomfruhummer med kammuslinger.
Vin: Trimbach Riesling Vieilles Vignes de Prince 2011, Alsace, Frankrig

Letsaltet, stegt sandart fra Hjälmaren med grillede grøntsager. 
Vin: Radford Dale Freedom 2012 Pinot noir, Elgin, Sydafrika

Champagne- og ferskensorbet med fersken, hindbær og hvid chokolade.
Vin: Château Suduiraut 2002 Sauternes, Frankrig.

Så bliver det ikke meget bedre, skulle jeg tro. Både mad- og vinvalg er exceptionel, et prinsebryllup værdig. Det gøres ikke bedre, skønsmæssig. Personligt vil jeg glæde mig over, selv at have smagt Chateau Suduiraut, og i syv forskellige årgange, hvilket var ret utroligt. Jeg tror de andre vine har været på niveau med Chateau Suduiraut. 


Det unge lykkelige par!
Verner

torsdag den 18. juni 2015

Sagrantino



Ved besøg i Umbrien bør man som vindrikker i hvert fald nå at smage en bestemt vin, nemlig: 

Sagrantino di Montefalco

Det må man simpelthen. Det er ikke fordi, der ikke laves andre gode vine i Umbrien, men denne er et must. Helt bestemt. Der dyrkes store mængder vin i det smukke Umbrien, her som andre steder i Italien er der vin overalt. Vi er i vinland.
Sagrantino druen giver en markant vin. De tykke skaller, som druerne har, giver rigelig farve, syre, tanniner og sukker. Resultat af dette er en mørk, dominerende og markant vin med høj alkoholstyrke på 14-14,5 % - eller endnu højere.
Druen har sit navn fra tidligere, hvor den blev brugt ved forskellige kirkelige handlinger.
Obligatorisk lagring er 30 måneder heraf 12 måneder på træfade.
Sagrantinoen fremstår med en stram smag, karakteristisk og balanceret, intens mørk rubinrød farve og en bouquet med et strejf af urter, lakrids og brombær.
En sådan kraftbasse bliver aldrig billig, naturligvis, men en oplevelse er den. Hvis det var muligt, burde man drikke den til krondyr steg, bjørn, elg eller rensdyr. Her vil vinen virkelig komme til sin ret.
Man kan også møde denne interessante vin ved en smagning. Det kan anbefales. Det gjorde deres udsendte medarbejder ved et ophold i Montefalco. Det var en oplevelse. 
Sagrantinoen produceres foruden i en sød udgave: Montefalco Sagrantino Passito. Delikate sager!
Ydermere fremstilles også Rosso di Montefalco. Heri indgår kun en mindre mængde Sagrantino, sammen med Sangiovese. Denne vin kan bestemt være et fint velafbalanceret glas, selvom der er tale om en mindre vin.

Verner


mandag den 18. maj 2015

Prins Henrik stopper på Chateau de Caix



Efter 40 års produktion og salg af vine fra Château de Cayx har Prins Henrik - efter drøftelse og sammen med familien - besluttet at bortforpagte salg og produktion af vinen til det franske firma Vinovalie. Det oplyser Kongehuset ifølge bt.dk på sin hjemmeside.
Prins Henrik slutter på toppen, men med en million-gæld - desværre!


Prinsens vin fra Chateau de Cayx har aldrig været populær blandt menigmand i Danmark. Hans vin er blevet kaldt alt muligt, bl.a. rævepis. Intet kunne være mere forkert. I hvert fald i de senere år. Ifølge sagens natur, har prinsen og hans vinforetagende lavet adskillige forskellige vine, end blot slotsaftapningen, kendt som Chateau de Cayx Rouge. Altså slottets 1. aftapning.
Nu forholder det sig sådan, at de røde vine fra Cahors, hvor Chateau de Cayx er beliggende, fortrinsvis er produceret på druen Malbec, på egnen dernede kaldt Auxerrois, som er et andet navn for denne specielle drue. Nu til dags er Malbec kendt fra vine produceret i Argentina. Disse vine fra Argentina har publikum intet mod at drikke.
Man gør sig selv en tjeneste ved at drikke Chateau de Cayx seks til syv år gammel, dekanteret og kølet til ca. 16-18 grader C. Så forløses den dejlige vin, og store smil breder sig. Vist er den rustik, men i Prinsens tilfælde en stor vin. Som en del andre slotte i det lille vindistrikt; Cahors.
Man bør gøre sig selv den glæde og fornøjelse at smage andre af Prinsens vine, f.eks. den hvide La Cigarelle. Et herligt glas hvidvin, som matcher det meste af den sydfranske mad, som Cahors-egnen også er kendt for. Eller en af de special-cuvéer, som Prinsen har produceret ved forskellige lejligheder
At prinsens vin skulle være rævepis; No way!
Der er udgivet adskillige bøger af og om Prinsens vin og om hans liv. De er værd at læse.



PS.: At hans sønner ikke vil drive prinsens vinforetagende videre . . . 



Verner 

mandag den 30. marts 2015

Niagara



I den altid pågående søgen efter vine af i det mindste nogen kvalitet stødte jeg for nylig på en Riesling fra dette foretagene:

Pondview Winery 

På Niagara halvøen i Canada ligger ovennævnte vinproducent i et kystnært og køligt klima. Glimrende, det er fremtiden for vindyrkning. Enten koldklima vine fra en kystnær zone, eller ditto, høstet et stykke over havet på bjergsider f.eks. På grund af klodens tiltagende opvarmning, naturligvis. Går man til dette firmas webside pondviewwinewry.com vises bl.a. et billede af vinmarkerne, og man kunne tro, man var i Tyskland; vinmarker med et vandtårn i baggrunden i en nærliggende by. Der ser ud som i europa.
Dette fortræffelige Winery laver en bred vifte af vine. Flere af vinene på websiden ser spændende ud, deriblandt et par icewine.


Pondview Estate winery
Riesling 2013

Pondview Riesling 2013 er elegant. Skal man tale om Riesling med klasse, elegance og race, så er det denne. Bleg, duftende og herligt smagende. Den svarer sådan cirka til en halbtrocken Kabinett, eller som mange foretrækker at kalde det i dag; Feinherb. Vinen har altså restsødme, af hensyn til at afballancere det ekstremt høje syreniveau en sådan vin har i sin ungdom. I samspillet mellem syre og restsukker får man et pikant smagende glas vin. Det er så lækkert, at det er et spørgsmål, om man skal gemme vinen, eller drikke nu, hvor den er så charmerende og indtagene. Svært spørgsmål.

Verner 


20.04.2015
Her skal også være plads til en alternativ opfattelse!
I Vintesten lørdag i Politiken, i just forgangne uge, bedømmer Hr. Thomas Ilkjær, Politikens meget dygtige vinanmelder, også ovennævnte vin.
"Middelfyldig, let parfumeret vin med sødmefuld, frugtpræget smag. Pæn balance, men til den anonyme side og til en hundredlap (på tilbud) mangler den lidt personlighed."
3 ud af seks glas!

Forskellig opfattelse, ikk'?


lørdag den 28. marts 2015

Novo Nordisk




Champagne Belle epoque
Perrier-Jouét

En avis skriver i dag, at det var en god dag (i går) for Lars Rebien, topchefen for Novo Nordisk. Det er så sandt som sagt. B-aktierne steg med 10,38 procent, den samlede værdi af Novo Nordisk oversteg 1 billion kroner ved samme lejlighed. Det vil sige 1000 milliarder kr. Det er aldrig før sket for et dansk firma. Uhørt flot resultat. Samme journalist mener, at Lars Rebien godt kan tillade sig at nyde et ekstra glas rødvin her i Weekenden! Ingen ved om manden drikker vin. Men, hvorfor skal det være et glas rødvin? I en sådan situation, der er fuldstændig fantastisk, skal man vel drikke helt andre og mere festlige ting?
Er den berømte erhvervsmand gift eller forlovet, burde han snarere byde kvinden i sit liv et super glas Champagne, ikke sandt?
Som f.eks. Årgangschampagne; Champagne Belle epoque. Ikke alene er denne champagne en sand drøm, men fremtræder også i en helt usædvanlig smuk flaske, dekoreret med de smukkeste blomster i Art Nouveau stil. De tilhørende smukke glas er dekoreret på samme måde! (Art Nouveau = Belle epoque).
Hun bliver ellevild.


Verner

lørdag den 7. marts 2015

Muenchberg


Muenchberg – Riesling 2013

Alsace Grand Cru

Wolfberger

Kun alt for hurtigt svinder det i den smukke flaske Alsace Grand Cru! Dette er ikke toppen, men på vej til det. Engang, efter en storslået vinsmagning, på et interessant sted i Hellerup af alle steder, hvor jeg drak kaffe for at kunne falde ned og køre hjem, i auto forstås, forklarede en ung vinmand, der havde været med i vinsmagningen tidligere på aftenen, sit lille, men andægtigt lyttende publikum, at Grand Cru betyder ikke toppen, men her er mulighed for at finde kvalitet. Det er, hvad man kan lægge i begrebet! Ikke mere end det!
Men med tankerne på foregående aftens sammentræf i et bowlingscenter, med efterfølgende buffet, må man, med tanken på den ringe kvalitet vin, der dér blev serveret, sige, at med en vin, som ovennævnte, er vi dog trods alt kommet et stykke. Heldigvis, da!
Alsace er fransk nu om dage, men mange gange tidligere tysk. Stedet har skiftet nationalitet mange gange. I dag altså fransk. Vist er Alsacevine da franske, men jeg har personligt en del gange smagt Alsace Riesling, der var så ærketysk, at man skulle tro, det var løgn. Det kommer sig af, at det er to sider af samme sag; Tysk og Alsacisk Riesling. Vejret og jordbunden er en smule forskellig, hvilket betinger en anderledes stil i Alsace Riesling sammenlignet med tysk Riesling, men som sagt; langt fra altid. 
Vin skal, nævnt rent en passant, være let drikkelig. Og det var denne herlige Riesling. Skønne sager!

Muenchberg – Riesling 2013

Koncentreret, elegant, mineralsk og racepræget. I fuldkommen balance. Fuldstændig rentgående (udtryk fra hestesporten). Ærke Riesling. Perfekt til fisk, skaldyr, snegle og fuglevildt. Det er en ung vin, lys i farven, endnu har den ikke fået det strejf af petroleum, som Rieslig aficionados elsker. Det kommer, hvis man giver den noget tid.
Er det en fejl at drikke en sådan vin så tidligt. Tja, bob bob.
Vi drak denne herlige sag til pocheret laks med salat.

Verner