onsdag den 22. september 2010

La Mascota - Malbec 2007

La Mascotas Malbec
La Mascota er Bodegas Santa Annas ny serie af luksusvine. Der produceres Cabernet Sauvignon, Syrah, Malbec, Chardonay og Riesling. Pt. regnes Cabernet’en for mest vellykket, men det skal nok vise sig at være en strid om kejserens skæg!
Interessant er det at smage La Mascota Malbec, mest fordi Malbec for øjeblikket regnes for Argentinas signaturdrue, men Malbec er også kendt af frankrigsfarere, der har smagt druen i Cahors, hvor de allerbedste er helt fænomenale, som f.eks. den nærmest utrolige Clos de Gamot.
Prinsens Chateaux de Cayx, eller hvordan han nu foretrækker at stave det, er f.eks. heller ingen ringe vin, men desværre har danskerne forlængst bortdømt prinsens vin ganske uden grund. Den skal blot have en del år på bagen - før man drikker den. - Skål!
Når man smager en Malbec, uanset om den er fra Frankrig eller Argentina, dukker der uvilkårligt minder op om herligt lange, varme, solstegte dage i Sydfrankrig og hvad man, sent om aftenen når den værste hede havde lagt sig, spiste til det herlige glas Malbec.

La Mascota Malbec 2007
La Mascota kommer fra vinmarker i Finca La Mascota, Cruz de Piedra, Maipu og Mendoza. Druerne er høstet med håndkraft.
La Mascota Malbec er intenst purpur rød i farven, med svage rubinrøde toner. Duften er tæt pakket med mørke bær, lidt sødlig frugtig tone, og et fint integreret præg af vanille fra de 15 måneder på både amerikansk og fransk eg. Smagen fylder munden helt ud, med især modne bær, og en svag snert af lakrids, som ofte findes i Malbec-vine. Vinen er i fuld balance, velstruktureret, og med en flot og lang eftersmag.
Server vinen til grillede retter eller stærke oste.

Verner

fredag den 3. september 2010

Tysk Riesling i topklasse


Bassermann-Jordans ønolog Ulrich Mell

Hvis man vil have nuancerede, levende, fyldige og aromatiske Riesling-vine, er Bassermann-Jordan nøgleordet! Huset er kort og godt specialist i at skabe vine med karakter og struktur, der samtidig rummer en helt utrolig finesse og friskhed. Et sandt »ønskehus« eller paradis for Riesling-aficionados! Med beliggenhed ved Deidesheim og ejer af 42 ha på de mest anerkendte marker i Deidesheim, Forst og Ruppertsberg etc. hører Bassermann-Jordan ikke alene til blandt Pfalz’ men hele Tysklands bedste Riesling-producenter.
Enhver Risling-aficionados har på et tidspunkt smagt en eller flere af de mange, mytologisk berømte Einzellage og Erstes Gewächs marker, som Bassermann har del i f.eks. Hohenmorgen, og Jesuitengarten.
Forretningsmanden Archim Niederberger købte huset Bassermann-Jordan i 2002. Allerede ved overtagelsen var huset kendt for at lave vine af den allerhøjeste kvalitet, men siden Archim Niederberger har overtaget roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.
Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasseri til.
I kældrene har Ulrich Mell overtaget roret, hvilket har medført store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktion. Ulrich Mell glimrer med majestætisk, tør Riesling og overdådige, søde vine.
Ulrich Mells superbe vine fås naturligvis ikke i supermarkeder, men købes hos en rigtig vinhandel. Vinene er eksklusive, det samme er prisen!

Verner