torsdag den 29. januar 2009

J. Lohr

Central Coast
Monterey County

Arroyo Seco (AVA)


Californisk vin!

På en rejse til Californien, en gang, kom vi til Monterey, beliggende på Stillehavskysten syd for San Francisco. Vi så både den dejlige by, hvor handlingen i nogle af Steinbecks bøger foregår, det kæmpestore akvarium, havnen osv.
Syd for byen stod vi en formiddag på kysten, så og hørte det fantastiske dyreliv med legende søløver, oddere og pelikaner. Det var helt eventyrligt. Der var koldt ved havet, en temperatur som i Danmark*). Egnen er helt fortryllende.
Desværre fik vi ikke besøgt Arroyo Seco (AVA) lidt inde i landet, hvor det store vinhus J. Lohr laver vin, som de også gør en del andre steder, på det der kaldes Central Coast. Men vi fik da smagt vinen.
Jeg kan personligt stå inde for, at det ikke er alt man når, på en bilferie i Californien og de tilstødende stater!

Senere ved hjemkomsten og faktisk lige siden, har produkter fra dette vinhus sjovt nok været forhandlet hos Irma, af alle steder! Lohrs vine er af høj kvalitet, og gennem årene er det lykkedes at smage nogle af dem.
Forleden sikrede jeg mig et par flasker på et særligt tilbud, nemlig

J. Lohr, Arroyo Seco, Chardonnay 2006

I aften når barndomsveninde Annie kommer til middag, drikker vi et glas af omtalte vin til forretten!

Verner

*) Det var en sommerdag, der var ret køligt, hvilket skyldes det iskolde kystvand i Stillehavet. Mark Twain: "Den koldeste vinter jeg har oplevet, var en sommerdag i San Francisco!"

søndag den 25. januar 2009

Trylinski Family - Katarzyna Estates

De på billedet viste vine
er ikke identiske med den omtalte; Twins

TWINS
På den bulgarske side af grænsen til Grækenland ligger vingården Katarzyna Estates. Med sin placering for foden af det grønne og frodige Rodopi-bjergområde er Katazynas beliggenhed unik, men også vingårdens marker gemmer på en særlig historik. Indtil vinkenderen og forretningsmanden Krzysztof Trylinski i 2003 opdagede området, har jorden i det tidligere ingenmandsland ligget uopdyrket hen, og kan derfor som noget helt enestående i dag gøre krav på betegnelsen jomfruelig. Foruden områdets uberørte karakter giver den hvide, kalkholdige jord og det perfekt tempererede klima optimale vilkår for vindyrkning i det, der betragtes som Bulgariens fineste vindistrikt.
Vinene fra Katarzyna Estates er et resultat af særdeles gavmilde naturforhold, den nyeste teknologi og international ekspertise inden for vinens videnskab, ønologi. Tilsammen har disse ingredienser skabt rammerne for en række exceptionelle vine med et stort potentiale, som vinverdenen utvivlsomt vil lægge mærke til fremover.
For øjeblikket føres flere af Trylinski familiens produkter i Irma, deriblandt Twins. Denne vin, baseret på Cabernet Sauvignon, er resultatet, af to unge tvillinger og Ønologers arbejde, hver især har frembragt en Cabernet af klasse, som derefter er blended og det samlede produkt markedsføres som Twins.
Ludderdruen Cabernet Sauvignon fremstår her, for en sjælden gangs skyld, i en udgave, der får én til at huske, hvad det egentlig var, der fascinerede ved vindrikning og cabernetbaserede vine.

Verner

lørdag den 24. januar 2009

Hugh Johnson

En vinskribent med sine helt egne personlige meninger!

Om rød Bourgogne 2005:
”Måden, hvorpå de kombinerer elegance og koncentration burde vise enhver ved sine fulde fem, at tæthed, chokolade og sveskefrugtighed samt 15 procent alkohol ikke er den eneste måde at lave rødvin på.!”

- Elegance frem for muskler (Verner)


Om præferencer:
”Man må altid huske, at en vins værdi er mere end enkel (faktisk kompleks) smageoplevelse. Den er et kludetæppe af smag og følelser, forventninger og associationer. Uden for den lille kreds af professionelle vinbedømmere, som er tvunget til at stræbe efter objektivitet, er de fleste af os mere indstillet på at nyde vine med personlige relationer, som kun vi kender. Jeg kan være nødt til at kæmpe mod subjektivitet, når jeg sammenstiller denne bog (Vin – Johnsons den lille). De, læseren, bør være subjektiv. Hold af de vine, De holder af, uanset hvor mange points de scorer.”

- Personlige præferencer når du drikker vin (Verner)

fredag den 23. januar 2009

Laurent-Perrier brut L-P

Standard champagne fra et af de berømte champagnehuse, drukket en fredag aften til hummersuppe og ovnbagt filet royal fra mørksej med krydderurtecroust, svampe spinat og sauce. Kan man i det hele taget gøre sådan noget? Ja, det gik glimrende med denne champagne, som gennemgående vin. Den klarede det fint.
Husets gennemgående stil er mod det lette og elegante, det var denne flaske også. Et godt bekendskab. Købt på et fantom-tilbud ved nytårstid (det seneste). Der er langt fra denne til den ultimative top, men alligevel.
Burde man drikke andet end champagne?

Verner

torsdag den 22. januar 2009

Thomas Jefferson

1743 - 1826

Forfatter til den amerikanske uafhængighedserklæring, engang ambassadør i Frankrig og De Forenede Staters tredje præsident.

Han skrev:
Ingen nation er drukken, hvor vin er billig, og ingen er sober, hvor vinens kostbarhed gør stærk spiritus til almindelig drik!


Verner