Chateau Durfort-Vivens 1984

Chateau Durfort-Vivens 1984

Ifølge 1855 klassifikationen for Bordeaux-vine er Chateau Durfort-Vivens placeret i 2. cru. At en vin ”kun” rangerer som 2., 3., 4. eller 5. cru betyder ikke, at der er tale om en ringe vin, ikke værd en omtale.

Au contraire!

Så det var både en overraskelse og begivenhed, nærmest, for hvilken vi takker vore gode venner værtsparret, at drikke en 2. cru Chateau Durfort-Vivens fra 1984 til langtidsstegt culotte med tilbehør. Her var der dømt ren guf.

Allerede for mange år siden blev Chateau Durfort-Vivens 1984 bortdømt af professionelle vinfolk, idet 1984 havde været et ringe vinår. Den skulle således den dag i dag slet ikke være i live; lige til at hælde i kloakken. Det er et voveligt foretagende at gemme vin i så mange år, og slippe godt fra det, vel at mærke. Men, er der vine, der kan klare det, er det klassificerede vine fra Bordeaux.

Blot er der altså det med årgangen, der spiller ind.

Aftenens vært havde modtaget denne flaske i gave for tyve år siden, og opbevaret den lige siden liggende i sin private villa-kælder.

Hvordan er så sådan en gammel 2. cru, der for længst skulle have været død og borte?

Bouqueten var tydelig, stadig med frugt, men med et støvet præg, gammel vin.

Farven var forunderlig mørk, nærmest sort.

Smag. Igen frugt, pænt koncentreret, fyldig, dejligt smagende.

Noget af det præg af klasse vinen må have haft fra fødselen, havde den tydeligt beholdt! De 20-30 minutter der gik, mens vi drak vinen, holdt den sig forbløffende godt i glasset. Her var ingen hurtig død, som man ellers kan opleve. Helt sikkert en gammel vin, præget af sin alder, men fuldt i live. Det er da utroligt, det skulle ikke kunne have ladet sig gøre det her.

Efterfølgende blev drukket en Chateau de Seguin 2004, fuldmoden, et fint glas. Selvfølgelig en vin af ringere status, men god og fuldt tilfredsstillende. Blot er det forbløffende, at de to vine havde så klart et fællespræg. At drikke Chateau de Seguin efterfølgende var som at møde forgængerens lillebroder.

Chateau de Seguin 2004

Verner

Chablis i september

Og vejret?

I begyndelsen var Chablis (lettere omskrevet citat). Og Chablis ligger der endnu. Engang sammenhængende med Bourgogne, nu adskilt, men rent vinmæssigt og mentalt er det stadig en Bourgogne, ikk’? Jo da.

Chablis produceres på druen Chardonnay, ligesom de hvide bourgogner. Her er det så, at Chablis adskiller sig fra fællerne lidt længere sydpå i selve Bourgogne, først og fremmest ved den kendsgerning, at de bedre Chablis’er, premier cru og grand cru vokser på en utrolig fattig jordbund fyldt med Kimmeridge- og Portland kalk, de lærde strides om, hvad der er bedst. Der hvor jeg fik min børnelærdom ind, ikke med mælk, men med Chablis, var der i hvert fald ikke tvivl om, at jordbund præget af Kimmeridge kalk var sagen. Jeg tror ikke selv på, at det skulle have ændret sig væsentligt. Det er denne jordbund, der giver Chablis sin specielle karakter; hård, men ikke ubehagelig, minder om mineraler og sten, og samtidig om hø.

Der findes fire appellationer: Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru og Chablis Grand Cru. De to sidstnævnte er de bedste og mest interessante. Under en mini-smagning for nylig i Chablis by, hos et lille ukendt vinfirma, var forskellen i hvert fald evident på de fire appellationer. Selv en blind og døv kunne kende forskel, også ifølge min ikke vinkyndige ledsager. Det kunne man netop.

Klart nok.

Det var formiddag og regnen væltede ned udenfor, sikken et vejr. Lige da vi ankom til det lille bycentrum, sås de berømte grand cru marker, der ligger lige uden for byen situeret i et amfiteater; en gigantisk skål, der rummer de syv berømte marker: Preuses, Bougros, Vaudesir, Grenouilles, Valmur, Les Clos og Blanchot.

Det er toppen professor! 

Mange anser Le Clos og Vaudésir for de bedste, men selv har jeg smagt en Chateau Grenouilles, der var sensationel, og som man ikke kan tro skulle kunne overgås. Chateauet var et ussel skur nede i marken. Angivelsen chateau har man købt sig til.

Undervejs i det nordlige Bourgogne (turen foregik på cykel), ved middage på skiftende hoteller, lykkedes det at drikke seks flasker premier cru Chablis, foruden at teste to stk. til, plus to grand cru’er. Det er fint for otte dage, synes jeg. Rigtig meget tilfredsstillende.

Chablis by

Verner