mandag den 30. marts 2015

Niagara



I den altid pågående søgen efter vine af i det mindste nogen kvalitet stødte jeg for nylig på en Riesling fra dette foretagene:

Pondview Winery 

På Niagara halvøen i Canada ligger ovennævnte vinproducent i et kystnært og køligt klima. Glimrende, det er fremtiden for vindyrkning. Enten koldklima vine fra en kystnær zone, eller ditto, høstet et stykke over havet på bjergsider f.eks. På grund af klodens tiltagende opvarmning, naturligvis. Går man til dette firmas webside pondviewwinewry.com vises bl.a. et billede af vinmarkerne, og man kunne tro, man var i Tyskland; vinmarker med et vandtårn i baggrunden i en nærliggende by. Der ser ud som i europa.
Dette fortræffelige Winery laver en bred vifte af vine. Flere af vinene på websiden ser spændende ud, deriblandt et par icewine.


Pondview Estate winery
Riesling 2013

Pondview Riesling 2013 er elegant. Skal man tale om Riesling med klasse, elegance og race, så er det denne. Bleg, duftende og herligt smagende. Den svarer sådan cirka til en halbtrocken Kabinett, eller som mange foretrækker at kalde det i dag; Feinherb. Vinen har altså restsødme, af hensyn til at afballancere det ekstremt høje syreniveau en sådan vin har i sin ungdom. I samspillet mellem syre og restsukker får man et pikant smagende glas vin. Det er så lækkert, at det er et spørgsmål, om man skal gemme vinen, eller drikke nu, hvor den er så charmerende og indtagene. Svært spørgsmål.

Verner 


20.04.2015
Her skal også være plads til en alternativ opfattelse!
I Vintesten lørdag i Politiken, i just forgangne uge, bedømmer Hr. Thomas Ilkjær, Politikens meget dygtige vinanmelder, også ovennævnte vin.
"Middelfyldig, let parfumeret vin med sødmefuld, frugtpræget smag. Pæn balance, men til den anonyme side og til en hundredlap (på tilbud) mangler den lidt personlighed."
3 ud af seks glas!

Forskellig opfattelse, ikk'?


lørdag den 28. marts 2015

Novo Nordisk




Champagne Belle epoque
Perrier-Jouét

En avis skriver i dag, at det var en god dag (i går) for Lars Rebien, topchefen for Novo Nordisk. Det er så sandt som sagt. B-aktierne steg med 10,38 procent, den samlede værdi af Novo Nordisk oversteg 1 billion kroner ved samme lejlighed. Det vil sige 1000 milliarder kr. Det er aldrig før sket for et dansk firma. Uhørt flot resultat. Samme journalist mener, at Lars Rebien godt kan tillade sig at nyde et ekstra glas rødvin her i Weekenden! Ingen ved om manden drikker vin. Men, hvorfor skal det være et glas rødvin? I en sådan situation, der er fuldstændig fantastisk, skal man vel drikke helt andre og mere festlige ting?
Er den berømte erhvervsmand gift eller forlovet, burde han snarere byde kvinden i sit liv et super glas Champagne, ikke sandt?
Som f.eks. Årgangschampagne; Champagne Belle epoque. Ikke alene er denne champagne en sand drøm, men fremtræder også i en helt usædvanlig smuk flaske, dekoreret med de smukkeste blomster i Art Nouveau stil. De tilhørende smukke glas er dekoreret på samme måde! (Art Nouveau = Belle epoque).
Hun bliver ellevild.


Verner

lørdag den 7. marts 2015

Muenchberg


Muenchberg – Riesling 2013

Alsace Grand Cru

Wolfberger

Kun alt for hurtigt svinder det i den smukke flaske Alsace Grand Cru! Dette er ikke toppen, men på vej til det. Engang, efter en storslået vinsmagning, på et interessant sted i Hellerup af alle steder, hvor jeg drak kaffe for at kunne falde ned og køre hjem, i auto forstås, forklarede en ung vinmand, der havde været med i vinsmagningen tidligere på aftenen, sit lille, men andægtigt lyttende publikum, at Grand Cru betyder ikke toppen, men her er mulighed for at finde kvalitet. Det er, hvad man kan lægge i begrebet! Ikke mere end det!
Men med tankerne på foregående aftens sammentræf i et bowlingscenter, med efterfølgende buffet, må man, med tanken på den ringe kvalitet vin, der dér blev serveret, sige, at med en vin, som ovennævnte, er vi dog trods alt kommet et stykke. Heldigvis, da!
Alsace er fransk nu om dage, men mange gange tidligere tysk. Stedet har skiftet nationalitet mange gange. I dag altså fransk. Vist er Alsacevine da franske, men jeg har personligt en del gange smagt Alsace Riesling, der var så ærketysk, at man skulle tro, det var løgn. Det kommer sig af, at det er to sider af samme sag; Tysk og Alsacisk Riesling. Vejret og jordbunden er en smule forskellig, hvilket betinger en anderledes stil i Alsace Riesling sammenlignet med tysk Riesling, men som sagt; langt fra altid. 
Vin skal, nævnt rent en passant, være let drikkelig. Og det var denne herlige Riesling. Skønne sager!

Muenchberg – Riesling 2013

Koncentreret, elegant, mineralsk og racepræget. I fuldkommen balance. Fuldstændig rentgående (udtryk fra hestesporten). Ærke Riesling. Perfekt til fisk, skaldyr, snegle og fuglevildt. Det er en ung vin, lys i farven, endnu har den ikke fået det strejf af petroleum, som Rieslig aficionados elsker. Det kommer, hvis man giver den noget tid.
Er det en fejl at drikke en sådan vin så tidligt. Tja, bob bob.
Vi drak denne herlige sag til pocheret laks med salat.

Verner