Joseph Perrier Champagne Brut - Cuvée Royale

Joseph Perrier Champagne Brut - Cuvée Royale

I lange tider havde jeg gemt en flaske Joseph Perrier Brut Cuvée Royale til en særlig lejlighed, hvor den så skulle drikkes. Denne lejlighed kommer desværre aldrig. Hvad gør man så?

Man må jo finde en anden lejlighed, til at drikke et vidunder som denne.

Selv mennesker, der ikke normalt drikker Champagne vil finde en Champagne, som denne helt vidunderlig, hvilket den selv sagt også er.

Lys, klar og flot farve.

Duft af den fineste frugt og ristet brioche.

Smag meget elegant stilmæssig, smag af det fineste, modne druemateriale, af god frisk frugt og igen dette præg af ristet brioche. 

Vinen fremstod noget lettere, end man på forhånd ville have forventet.

Denne Champagne er fremstillet på basis af 35% Chardonnay (hvid), 35% pinot Noir (rød)  og 30 % Pinot Meunier (rød). 

Vinen passede som fod i hose til dagens særdeles fine fiskeret.

Sikken en fornøjelse. Hvor herligt!

Livet er ikke det værste man har!

Werner

Julen er nær !

Nu sker det snart! Om et par dage er det juleaften - igen! Det er på tide at sige glædelig jul, for lige pludselig står gæsterne i døren, store som små. med forventningens glæde i øjnene. De glæder sig sådan, lige som os andre, der kom til at spørge dem, om ikke nok de kom og fejrede juleaften sammen med os. Og det ville de gerne! Det er dejligt.

Året gik med mange forskellige gøremål. Der var mange sammenrend med venner og familie, hvor der også, som forventet, blev smagt og drukket en del forskellige flasker vin. Herhjemme i Danmark har vininteressen aldrig været større, skulle jeg tro. Det er egentlig også underligt, når man tager i betragtning, hvor gammel vinens historie er. 

Efter alt hvad man ved om dette emne, skulle vinens historie være begyndt 6000 år før vores tidsregning, altså for 8000 år siden, på sletterne øst for Sortehavet, der dengang ikke var meget større end Arre Sø i Nordsjælland, eller sådan noget lignende. 

Men nok om det.

Hvis du / I skal drikke et glas vin til julemiddagen, så sørg endelig for, at det bliver et pænt og tilfredsstillende glas. 

- Et godt glas!

Med ønsket om en glædelig jul

Verner

Vinen til julemiddagen 2017

Chateauneuf du Pape 2015 - Pierre Henri Morel

Vinen til julemiddagen

Indrømmet, jeg har tidligere skrevet om dette emne, som lige i disse dage, i anledningen af den tilstundende højtid (julen, sic!), atter dukker op i aviser og blade. År for år læser vi os igennem eksperternes dom. Denne dom baseres på tilsendte flasker, som kan tænkes at være den rette ting at drikke til julemiddagen, dvs. til hovedretten.

Denne hovedret; den danske julemad, som er nationen hellig, drejer sig for det meste om stegt and, gås eller flæskesteg (mellem kam) med tilbehør af indmad, tilberedte æble / svesker, rødkål og brunede kartofler, alt sammen med brun sovs til, fremstillet vha. stegesky mv.

Det var en ordentlig smøre, ikke?

Så derfor skal vinen til dette være en rødvin med høj alkoholprocent, mørk farve og en smule restsødme i smagen. Det skal det være, hvis ikke man vælger at renoncere lidt på indtagelsen af de søde brunede kartofler og den søde / syrlige kål.

Og det kan man gøre, hvis vindrikningen er meget vigtig for én. Men så er det jo ikke en rigtig juleaften, vel?

I dagbladet Politiken i dag gør bladets to meget dygtige vin-smagere boet op, altså hvad drikker vi så, hvis vi også skal spise brunede kartofler og rødkål?

Politiken:

”Når kriterierne for et succesfuldt vinmæssigt match til julemiddagen er tyngde, alkohol og sødme er Amarone della Valpolicella et oplagt valg. Især har vinen ikke sjældent den lille mængde restsukker, der gør hele forskellen i mødet med de sukkerbrunede kartofler. Andre vine, der alene opleves sødmefulde, er det lige pludseligt ikke sammen med karamellen, og så knækker filmen let.”

Jeg selv vil foretrække en Chateauneuf du Pape, som har den omtalte restsødme; Spørg vinhandleren. I det hele taget vil jeg foretrække Rhone-vine, men det er mit valg.

Til julemiddagens hovedret vil jeg drikke

Saint Cosme Cotes du Rhone rouge 2015, og give afkald på de brunede kartofler, og kun sparsomt indtage rødkålen.

Det bliver stort.

Til forretten, røget laks, vil jeg drikke et glas hvidvin fra Lugana: Ca Maiol.

Men det er jo en helt anden sag.

Sluttelig vil jeg lige bemærke, at en julemiddag med børn og børnebørn ikke giver ro til udvidede smags sessioner, med lang tid til at smage og overveje vinens smag, duft etc., gem dette til en anden dag, hvor der er ro.

Glædelig jul herfra.

Verner

Valpolicella Classico, Superiore, Ripasso

Turris

LE PREARE

Valpolicella Classico

Superiore

Ripasso

Turris

LE PREARE

Intet nævnt – intet glemt!

Allerede i ungdommens dage, i længst forsvundne tider (sic !) var det en oplevelse, at komme til Italien, i første omgang til Garda Søen. Det var det helt vilde, thi man rejste ikke meget i disse dage. Danskerne var ikke vant til at rejse. Så meget desto bedre, når man så kom af sted. Et af de steder, der havde danskernes bevågenhed var Garda Søen. Simpelthen, og det var alle tiders. Livet var fantastisk, og Italien med dette.
Det var helt utroligt, at kunne drikke en Chianti, fordi man ikke var så vant til at drikke vin hjemme i Danmark. Men så kom man til Garda og på hotellerne kunne man f.eks. bestille en flaske Chianti, især huskes en vinproducent, som hed Melini, kendt også i dag for sine fine røde Chiantier. Det er underligt efter så mange år, synes jeg.

Men desuden var det muligt også at slukke tørsten i Bardolino og Valpolicella. Den sidstnævnte ses også i dag i glimrende udgaver. Det er som regel lette, charmerende udgaver, næsten karafel-vine, men desuden fremstilles de i meget seriøse udgaver d.d. Der er mange på markedet, de bedste er gode, som den jeg snarest skal omtale.
Med hensyn til Valpolicella skal man desforuden, i dag i hvert fald, være klar over, at der fremstilles fire forskellige vine i det lille distrikt lige øst for Garda Søen.
Det dreje sig om følgende vine:

Valpolicella
Valpolicella Superiore
Amarone
Reciotto

Det, der her har interessen er den nedennævnt udgave af Valpolicella.
I den vin, der omtales her, har vi en Valpolicella Classico, Superiore, Ripasso.
Alt dette betyder, at vinen er fremstillet i den oprindelige zone (Classico), at spiritus indholdet er ½ til 1 grad højere end normalt (Superiore), at vinen har eftergæret på bundfaldet (kvaset) fra fremstillingen af Amarone (Ripasso).

Valpolicella Classico, Superiore, Ripasso
Turris
LE PREARE

Denne dejlige Valpolicella fremtræder med en flot mørk og tæt farve.
Den har en kirsebærduft med et bittert anstrøg fra Corvina druen, med et lille bitte præg, ligesom fra et skovstykke med kirsebær, fra jordbunden (underligt tør).
Smagen er tør og krydret. Igen skovkirsebær.
Det er en dejlig vin, second to none til det italienske køkken.
Hvad Turris står for? Tja, hvem ved – måske navnet på en enkeltmark?

Verner

Vin

Blanquette de Limoux 
Billedet er her kun brugt, som illustration!

For ganske nylig, her lige den anden dag, har jeg bemærket, at der i Japan, iflg. oversigten i nærværende blogprogram, har  været 96 sidefremvisninger af min blog om vin. Altså samme dag! Nu er det jo ikke til at sige nøjagtig hvad det indebærer? Har de pågældende mennesker bare lige set et blogindlæg, inden de bladrer videre, eller har de forhåbentligt læst det pågældende? 
Man ved det ikke!

For nu at få et glas godt glas vin, er det nødvendigt at kunne klare en ting, som etiketlæsning; at forstå alt det, som står på etiketten. Det kræver trods alt en del, men kan læres.

Ydermere bør man følge nogle få, men gamle regler for, hvordan man sikrer sig det størst mulige udbytte af vinen.
Der er flere grundregler for dette.

Vinen skal være korrekt lagret.
Vinen skal være drikkemoden.
Vinen skal være korrekt tempereret.
Man skal på forhånd gøre sig klart til hvilket formål vinen skal anvendes.
Vinen skal passe til det, der skal spise, hvis dette altså er formålet.

Opfyldes alt dette, er det jo ingen sag!

Til illustration af dette kommer følgende eksempel!

Så sent som i går var jeg til en middag hos gode, gamle venner. Her skulle vi spise en god middag. Det blev det da også.

Vi startede med et velkomstglas, en hvid Vin Mousseux fra Beaujolais. Det var en såre dejlig vin, som havde alt det, man gerne vil opleve. Den duftede af rugbrød og biskuit. Sandsynligvis produceret udelukkende på Chardonnay. Smagen var tør (Brut), men med et lille strejf af sødme fra helt modne, førsteklasses druer. 
Perfekt valg.
Til en fantastisk vellavet suppe på jordskokker, med bl.a. torsk, blev serveret en lys, tør grosslage Mosel. Grosslage er ikke ligefrem anbefalelsesværdigt (se også de tyske vinregler, som findes på tryk). Vinen var alt for let - og for kold. 
Et ringe valg.
Og hovedretten, grillet kalvefilet med en super mixed salat til, blev fulgt af en siciliansk rødvin. Dejlig vin, fint smagende; men alt for sød. 
Her var der tale om et uheldigt valg.

Altså én ud af tre vine blev ramt lige i plet.

Én ud af tre. Ikke godt nok. Men vennerne er gode nok. Som altid søde og rare.

Til trøst for mig selv, har jeg tilladt mig at tage en dejlig stor Cognac (Napoleon / XO) til et madprogram i tv - efter et herligt glas vin til dagens diner. Man må have nogle glæder ikke, trods alt?
Til beroligelse af læseren, skal nævnes at Cognac er destilleret vin. Altså et vinprodukt!


Verner

Madrid i oktober

Taberna El Tempranillo - Madrid

Madrid er som bekendt hovedstad i Spanien, et udsøgt rejsemål for videbegærlige turister. Her er masser at lære og opleve. Det gælder naturligvis også på vinområdet. Spanien er et stort vinland, og interessant ud fra mange synsvinkler desangående. Der er i så stor en by masser af muligheder for at smage, og ikke mindst købe vin, naturligvis.

Så hvorfor ikke besøge Taberna El Tempranillo, nævnt i flere guides for Madridrejsende. Som sagt så gjort. Vi bad hotellet ringe efter en taxa, for der var langt ud til det kendte etablissement. Man skulle komme præcis ved åbningstid, hvis man ville have et bord, og ikke bare stå op. Taberna El Tempranillo er både en vinbar og en tapas-restaurant. Ringe og bestille et bord var umuligt om eftermiddagen, hvor der var lukket.

Vi nåede frem lige ved åbningstid, fik et bord lige for næsen af andre danskere, dog var også de heldige.

Vinbaren havde et kæmpe udvalg af spanske vine, og et fortræffeligt køkken.

Vi var fire personer og til de meget lækre tapas drak vi først en flaske:

Vina Sastre – Ribera del Duoro

Bodegas Hermanos Sastre

Mørk grænsende til sort, tør, slank og meget velsmagende, med mindelser om sorte skovkirsebær.

Dernæst en flaske:

Godello – Rias Baixas, Galicien

Ukendt producent*)

Hvidvin, med smagsnoter henad fersken.

Imellemtiden var det strømmet ind med kunder i vinbaren, de stod op, næsten på nakken af hinanden. Stor stemning, megen støj. Vi var i Spanien, og det går ikke stille for sig på en populær vinbar.

Festligt, folkeligt og fornøjeligt.

Vi tog en taxa tilbage til hotellet!

Verner

*) Det var ikke muligt i al hurlumhejet, at få noteret navnet på producenten af denne dejlige flaske hvidvin!

Clairmont Clasique 2015

Clairmont Clasique 2015

Crozes-Hermitage

Valleé du Rhône

Denne vin er produceret på 100 % Syrah. Crozes-Hermitage er den største appellation i det nordlige Rhone. Ikke den, der giver de absolut bedste vine, men, vil de fleste medgive; absolut drikkelige. Syrah giver kraftige, parfumerede rødvine, som vinder ved lagring, dog ikke Crozes-Hermitage, som drikkes unge, for det meste. Men de øvrige meget berømte appellationer i området kan gemmes i mange år. Men, så taler vi også om en helt anden pris.

Jeg bliver aldrig en ynder af Syrah, som excellerer med en vis robust intensitet. En klassisk drue bliver det aldrig. mange vindrikkere ynder den alligevel, men maser af litteratur beskriver den helt rigtig, som  en hardnitter!

Dagens middag, herlige bøffer med gemyse; nogle af årstidens dejlige grøntsager, gik vinen ikke til. Overbud. Anderledes til den efterfølgende herligt modne, franske gedeost, hvor der var succes. Her passede den glimrende Crozes-Hermitage helt fint. Lige efter lærebøgerne; man skal altid afpasse vin og middag til hinanden!  Altid.

Nej, det er ikke lige mig, men, en fin, helstøbt Crozes-Hermitage.

Jeg foretrækker så absolut, den meget mere indtagende Côtes du Rhone fra Saint Cosme, også 100 % Syrah !!! 

(Se også blogindlæg af 13. november 2016).

Verner

Fabio Contato

Fabio Contato Lugana DOC 2012

Fabio Contato Lugana DOC 2012

Denne specielle Hvidvin er opkaldt efter ejeren af Azienda Agricola Provenza, og druen Trebbiano Lugana er udvalgt fra gårdens ældste vinmarker, og er deres topselektion.

Vinen ligger og modner i franske egetræsfade i 6 måneder og derefter 3 måneder på flaske, hvilket giver vinen en god krop.

Mange italienske vine har ikke særlig meget duft, heller ikke denne. Men lidt er der dog, med præg af tropiske frugter.

Vinen er nu topmoden efter fem år, og må skønnes at have et langt liv for sig. Smagen er rig og fyldig med tydelige smagsnoter af honning! Velafbalanceret, rund, rig, dog frisk og meget velsmagende.

Serverings temperatur mellem 12-14 grader.

Alkohol 13,5 % Vol.

Vinen kan erhverves hos Lautrupmindes Vin

Lugana

En lille vinregion i det nordlige Italien kan miste 25% af sine vinmarker til en planlagt jernbaneudvidelse. Regionen hedder Lugana, og den ligger langs de sydlige bredder af Gardasøen meget tæt på Verona. Lugana fokuserer på en hvid drue, de kalder Turbiana (som er lidt af et mysterium, jeg vil forklare nedenfor) for både mousserende og stille vine. Så nu undrer vi os alle sammen:

Lugana's drue, Turbiana, er lidt af et mysterium. For længst var det antaget at være en variant af Trebbiano (Cognac druen) kaldet Trebbiano di Lugana. Derefter opdagede en forsker, at det faktisk ikke var Trebbiano. Endelig viste DNA-profilering i 2008 os, at Turbiana er Verdicchio.

Den italienske vindruesekspert Ian d'Agata mener, at Verdicchio er en af ​​Italiens store hvide vine.

- Hvor har han dog ret!!!

Verner

Viognier fra Argentina

1884 Estate Grown Viognier 2016

Escorihuela, Mendoza

Argentina

Producentens noter:

Høstet i hånden, 3. uge i marts

lagret 3 måneder på 10 % fransk eg

farve: gul med grønne reflekser

Aroma: tropiske frugter og smagsnoter af moden hvid fersken

Elegant smagende, rund, med syre og meget fin lang slutning.

Klassevin

Viognier i Rhonedalen

I Rhonedalen giver denne druesort kraftige tørre hvidvine med aroma af abrikoser og moskus. Bedst i den nordlige del af Rhonedalen (Condrieu).

Det er jo det med en druesort, at den ofte falder anderledes ud, når den med menneskets hjælp emigrerer til et andet kontinent; en anden jordbund, og en anden opfattelse af, hvordan man vil lave vin. Men, her i dette tilfælde meget præcist ramt.

Vinen fra Argentina er en klassevin, men overraskende meget blødere end forventet. Det gør ikke noget, for vinen er som beskrevet fra producentens side; elegant. Borte er al den megen syre, som man ofte finder i Viognier i Rhone.

Hvordan producenten lige finder smagsnoter af moden hvid fersken, står hen i det uvisse.

Fin argentinsk Viognier!

Verner

Guigals Côtes du Rhone Rouge 2013

I sagens natur læser jeg en del vinanmeldelser. Noget må man jo gøre, for at holde sin interesse kørende. Man bliver også klogere af det, ifald det er gode anmeldere. Jeg selv er glad for Politikens to meget vidende og dygtige anmeldere, men der er andre. Selv er jeg ikke vinanmelder, højst vin interesseret, selvom jeg i lange tider har skrevet denne blog om vin. En venlig betegnelse for skriverierne. Men man skal også ud at rejse, for at få nye oplevelser og erfaringer om vin. Går turen til et vinland, er det nemt, det er blot at tage fat. Værre er det, hvis man besøger et land, hvor der ikke drikkes vin i noget særligt omfang, så bliver det ikke så sjovt.

I foråret var jeg i Barcelona (Spanien). Her var masser af restauranter, der serverede tapas, færre rigtige restauranter med spise- og vinkort, men de var der. Så det var nærmest lykken.

For nylig kom jeg hjem fra Skotland. Fantastisk tur, hvilken storslået natur - så jættestor og fantastisk. Men Skotland er whisky- og ølland. Her er ingen særlig interesse for vin. Det er helt forståeligt. Whiskyen derimod fremragende, blot skulle den være 100 % malt whisky, gammel og vellagret. Men det er en anden sag.

Lige hjemkommen drikker jeg så et par flasker vin, skænket af venner. Her har vi balladen. Det er, som at være anmelder, som også er nødt til at smage / drikke næsten hvad som helst. Det er ikke altid sjovt. Det er heller ikke hver dag, en anmelder drikker topvine. Det kan jeg stå inde for.

Ydermere finder jeg så et tilbud på en Côtes du Rhone fra et kendt vinhus. Nu er appellationen Côtes du Rhone absolut ikke toppen i Rhone-dalen, men appellationen er kæmpestor, og resultatet er naturligvis noget forskelligartet. Jeg har tidligere nævnt en sammenligning med dansk hakkebøf; man får det tit, det er hyggeligt, og det er så det. Således også med Côtes du Rhone. Der findes dog virkeligt gode eksemplarer af slagsen. Naturligvis.

Det nævnte tilbud var Guigals Côtes du Rhone Rouge 2013. Guigal er en meget berømt producent i Rhonedalen, måske den bedste, og husets topvine er super de luxe, second to none - f.eks. fra Hermitage. I den lavere ende er Côtes du Rhone rød-, hvid- og rosévine. Standardvine.

Vinen fra tilbuddet var da også pæn, nydelig, absolut drikkelig, og kan sagtens anbefales. Men, i et tidligere blogindlæg (13. november 2016) omtales Saint Cosme Cotes du Rhone 2015 Rouge; en klar vinder! Her kan Guigal desværre ikke være med. 

- Meget desværre!

Verner

Addendum:

Til belysning af forskellen på de to vine hører også, at

Guigals Côtes du Rhone er produceret på:

49 % Syrah
48 % Grenache
 3 % Mourvedre


Medens Saint Cosme er produceret på:

100 % Syrah

Hvilket giver en stor forskel på vinene!

Normalt ville jeg ikke være begejstret for en vin på 100 % Syrah, men folkene bag Saint Cosme har virkelig skabt en klasse-vin på denne måde.


Sidste:

Mange Côtes du Rhone er produceret på en stor overvægt af Grenache, hvilket alt andet lige giver en mere bred og fyldig vin.

Populær er appellationen i hvert fald!

Vinanmeldelser

Det er ikke en personlig anmeldelse, der her fremkommer. Det er nogle få bemærkninger til lørdagens vinanmeldelser i et herværende større dagblad; Politiken.

Jeg læser altid Politikens vinanmeldelser, fordi dette dagblad råder over to kapaciteter på vinområdet. De skiftes til at anmelde.

Deres vinanmeldelser er ren forbruger orientering.

I dag var det Henrik Steen Andersen – en rigtig god vinanmelder og særdeles velformuleret!

I indledningen til anmeldelserne beskæftiger Henrik Steen Andersen sig med tysk vin, og skriver som så:

Henrik Steen Andersen:

”Det vil nok være læserne bekendt, at jeg holder meget af tysk vin, især Riesling. I snart sagt alle typer vin på denne drue fra tyskland finder man en finesse, lethed og friskhed, som er svær at matche i andre vindistrikter. Altså forudsat at vinen er god.

Det kan synes at være en banal konstatering, men faktisk laves der meget yderst forglemmelig tysk vin – vi ser det bare ikke så tit i vintesten. Og generelt er kvaliteten i Tyskland over de sidste 10-20 år steget. Mosel frembringer som hovedregel alkoholsvage elegante vine med lidt eller en del restsødme – og så nøglen til balancen: syre. Spændingen mellem sødme og syre – ligesom en perfekt modnet frugt – giver et balanceret udtryk.”

Det er så rigtigt og så krystalklart udtrykt. Det er lige efter min overbevisning, også iflg. mine egne skriblerier på denne blok, og et par andre steder, er Henrik Steen Andersens analyse glasklar – og elegant formuleret.

Tysk vin – Riesling – er bare alle tiders!

Verner

La Selvanella

Vigneti

La Selvanella - 2011

Chianti Classico Riserva

Den første Chianti jeg overhovedet smagte var en standard Chianti fra et vinfirma, der hed Melini. Den blev drukket på stedet, en restaurant ved Garda Sø, en gang i tidernes morgen. Den smagte umanerlig godt, frit efter hukommelsen. Men, hvem ved i det hele taget, hvor langt hukommelsen rækker?

Siden er mange Chianti blevet smagt og drukket i dette hjem, og / eller på restaurant. I mange år var det min foretrukne vin. En Chianti.

Derfor er det så meget mere interessant at drikke en Chianti Classico Riserva fra det gamle hæderkronede firma; Melini.

Melini er oveni købet medlem af det kendte Conzorsio Gallo Nero; den med den sorte hane.

Classico er det oprindelige vindistrikt; det inderste, kunne man sige.

Riserva har lagret på egetræ i to år.

Førhen fandtes også Vecchio, der havde lagret 1 år på egefad. Det laver man ikke mere, såvidt jeg ved.

Vinen er produceret på druesorten Sangiovese Grosso.

OG

Farven er rubin med en antydning af granat. I duften en anelse tørrede roser.

I smagen sort frugt (kirsebær, blomme). Intens og insisterende smag. Ganske let bitter.

14,5 procent alkohol (mærkes ikke noget særligt).

Ved Gud, man er solgt til denne vin.

Verner

Crémant de Bourgogne

Pierre Ponnelle

Crémant de Bourgogne

Brut

Indrøm bare - du ville foretrække at drikke rigtig Champagne frem for Crémant. Ikke sandt? De fleste ville! Men nu er det ikke altid, at vi får vores ønsker opfyldt, så mindre end Champagne kan gøre det.

Men ro på nu, det går som sagt endda. Det skal jeg snarest komme tilbage til.

Crémant de Bourgogne, f.eks. kan være en glimrende vin, når den kommer fra en omhyggelig producent. Jeg selv ved af erfaring, at det forholder sig sådan.

Hvis der er tale om en Crémant fra Bourgogne, anvendes der samme slags druer til fremstillingen som i Champagne, så godt som. Og de to vindistrikter ligger tæt på hinanden.

Forskellen på de to vintyper er, at trykket af kuldioxid under proppen i en flaske Champagne er på fem-seks bar – næsten som trykket i et lastbildæk – mens de tre-fire bar i en flaske Crémant svarer til et lidt højere tryk, end det du kører rundt med i dine bildæk. Men - med hensyn til Champagne taler vi om en væsentlig højere kvalitet, i de fleste tilfælde.

Her er snegle, som de laves i Bourgogne
Er det ikke bare lækkert?

Og hvis jeg lige må indskyde rent en passant, så jeg godt for flere dage siden Tour-feltet køre gennem Champagnedistriktet til Bourgogne, til Nuits-Saint-Georges hovedstaden i Côte de Nuit, den nordlige del af Bourgogne. De stakkels cykelryttere har sikkert ikke fået lov til at drikke, hverken et glas Champagne eller et glas Crémant de Bourgogne. Skønsmæssigt. - De fik heller ikke snegle, skulle jeg tro.

Pierre Ponnelle

Crémant de Bourgogne

Brut

Tør, uden at være ultra tør, slank og velbalanceret med toner af ribs og grapefrugt. Dejlig frisk og god til f.eks. fjerkræ, fisk med en rig sauce eller bare til et glas i utide.

Verner

De fire årstider

For få dage siden besøgte jeg en vinhandel et godt stykke nord for København. Højt poleret foretagende, rigtig mange kvalitetsvine. En fornøjelse at handle sådan et sted. Nej, jeg skriver ikke navnet på vinhandlen, denne lettere forsømte vinblok giver sig ikke af med reklame! Bum!

Inden mit køb gik jeg rundt for at se på sortimentet. Fornemt. Mange berømte vine, høj kvalitet. Mange rødvine, lidt færre hvide.

Men en ting de ikke har på sortimentet er Riesling. Ingen.

Nu er det selvfølgelig ikke muligt, selv for et sådant foretagende, at have alt, og heldigvis for det. Men andre rare sager. Oh la la!

Et par dage senere på vej gennem et supermarked, der gør sig meget i kvalitetsmad og ditto drikke, støder jeg så på en Riesling fra Rheinpfalz. Det er relativt sjældent. Prøves må den.

Vier Jahreszeiten

Dürkheimer Steinberg 2015

Pfalz

Riesling Kabinett trocken

Pfalz er Tysklands største vindistrikt, en knap firs kilometer lang strækning lige nord for Alsace, på læsiden af Vogesernes sydlige udløber – Haardt bjergene. Pfalz ligger lige midt i Riesling-bananen, der strækker sig fra Rheingau til Alsace. 

Vinen er en prädikatsvin, nemlig Kabinett. Dürkheimer Steinberg er et Einzellage, dog ikke Erstes Gewächs. Men bare det, at den er et Einzellage er jo fint. Et Einzellage er en navngiven mark, og af kvalitet. Og så er den trocken. Dvs. tør, men en kvalitets Riesling er aldrig helt tør. Der er og bør være en smule restsukker, for at få vinen i balance.

Dürkheimer Steinberg

Lys, klar farve.

Let bouquet, ikke fremtrædende, et strejf af blomster, typisk Riesling

Smag; fyldig, fast, rimeligt koncentreret, syre, frugt og kun ganske, ganske let sødme.

Fin madvin.

Meget ung prädikatsvin, vil vokse med alderen og måske opnå det eftertragtede hint af petroleum.

Verner.

Dopff & Irion Riesling

Dopff & Irion

Riquewihr – Alsace

Frisk og elegant Riesling med grønne æbler og hvide blomster i næsen. Velafbalanceret og fyldig med en dejlig smag af citrus, grønne æbler og mineralitet.

En topvin fra franske Dopff & Irion. Flot elegant Riesling der er lige til at gå ombord i.

Det er en fornøjelse at besøge Dopff & Irion i f.eks. Riquewihr, som jeg selv har gjort en gang. De havde på dette tidspunkt forretning i en kælder i byen, foruden altså alle deres produktionsadresser rundt omkring i det pittoreske vindistrikt. De kan deres håndværk. Det her omtalte produkt, som er en dejlig vin, falder lige i danskernes smag. Helt sikkert.

Det underlige her er, at kom man ud for at smage vinen blindt, stod man med problemet; hvor i alverden kommer denne Riesling fra? Er det en tysk Riesling eller kommer den fra Alsace i Frankrig. Rolig! Det er to sider af samme sag. Eneste forskel er, at en grænse løber lige ned igennem vindistrikterne. Vinene kan ligne hinanden helt uhyggeligt.

Men dette er altså Alsace Riesling. Her er tale om en meget fin vin, trods dens yderst overkommelige pris!

Drik denne dejlige vin til en fin fiskeret, seafood og til fjerkræ. - F.eks.!

Verner

Oberemmeler

 

Von Hövel

Oberemmeler 2013 - Saar

Riesling Feinherb

Vi er i Saar, en biflod til Mosel. I særligt gode år er vinene fra Saar uovertrufne i deres balance mellem syre, sødme og frugt. De får i sådan et år en særlig afklarethed, en nærmest glasklar superbalance mellem vinens ingredienser, som slår selv Mosel, ifald vi taler om en særlig god producent, som her.

Jeg vil ikke sige, at det er svaret på samtlige mine bønner, fordi jeg livet igennem har drukket Moselvine masse af gange. Har ferieret ved Mosel, har besøgt Saar, har drukket tysk Riesling, mange, mange gange.

Og hvordan så denne? Holder den mål med de mange gode vine fra regionen?

Til beroligelse, vil jeg sige, at den gør. Det er som så mange gange før, bare dejligt.

Von Hövels vin.

Lys, strålende klar farve.

Smagen, en fuldendt balance mellem smagsingredienser som

citrus, sødme, frugtsyre, æble, fersken, honning

og en smule petroleum.

Det sidste smagselement petroleum, er noget vinen udvikler med alderen, jeg selv syntes ikke, at det var muligt at smage, at netop denne vin havde udviklet den så eftertragtede smag af dette.

Vinen er en oplevelse for en garvet Riesling aficionado. 

Så meget mere, som denne herlige vin blev drukket til, hold fast:

Let smørstegt Kulmulefilet

Et bjerg af ny høstede grønne asparges, ganske let pocherede

Nye kartofler

- og citron / flødesauce

Lukullisk, det står jeg inde for!

Tankerne går tilbage til herlige ferierejser ved Mosel, Rheingau og Boden See . . .

Billede fra Weingut von Hövel

Verner