søndag den 31. marts 2013

En døende skønhed




Private MARGAUX Reserve 1986
Schröder & Schÿler & Cie

En døende skønhed!

Desværre. Her er tale om en meget gammel vin. Råder man over f.eks. 6 stk. af sådan en gammel årgang, kan man være heldig, at en eller to stk. er helt fantastiske, men resten ikke. Således også her. Denne flaske var simpelthen for gammel, men en oplevelse alligevel.
Den skulle have været drukket for længe siden, medens den endnu var på toppen. Men en døende skønhed, det var det!


Farve: Mørkt farvet centrum, aftagende mod glassets kant, hvor vinen fremstod  orangefarvet.
Bouquet: ikke meget givende, tydeligt præget af forfald. Desuden led vinen under en smule prop.
Smag: Ingen frugt, som vinen havde mistet. Smagen præget af forfald: Skovbund, stald. Igen prop.
Konklusion: En tidligere stor skønhed i rivende forfald på vej mod døden. Skulle desværre have været drukket for år tilbage.

Men: Herlig, opløftende oplevelse.

Morale: Gem ikke en vin på dette niveau SÅ længe!

- Og så var det en gave fra min nabo!


Verner

mandag den 25. marts 2013

Vin i SØNDAGSAVISEN

Erik Skovenborg

Søndagsavisen har som en del andre aviser og blade en spalte om vin, et folkekært emne i disse tider. Denne spalte er ikke særlig omfattende. Hver uge anmeldes tre forskellige vine, der i den kommende uge er på tilbud. Det er en anmeldelse, der går på pris kontra kvalitet. Bestyreren af dette er Dr. med. Erik Skovenborg, som har vin som interesse. Det gør han såmænd rigtig pænt. En del læsere føler sig sikkert hjulpet af hans indsats. Det er glimrende. Dog svinger han sig sjældent op til noget bare lidt bedre, ligesom sådan cirka fem ud af hver hundrede anmeldte flasker er hvidvin. KUN! Det er synd efter min mening!
Men i dette nummer (22.-24. marts) omtaler Skovenborg det han kalder en sund trend. Sidste år steg salget af vin med alkoholstyrke i den lavere ende med 66 procent i England! 

Erik Skovenborg:
”Meget tyder på, at vi er på samme spor her i landet. Mange vil gerne kunne nyde et glas vin til maden uden at skulle dingle væk fra bordet efter måltidet. En flaske vin med en alkoholstyrke på 14 vol.pct., som er ganske normalt i vore dage, indeholder 105 ml ren alkohol. Det svarer til syv genstande og dermed en kvindes ugeration efter Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Hvis du vil holde styr på dine promiller, er der god grund til at holde øje med flaskernes procenter.”
Citat slut!

Hold da helt op, hvor er jeg enig. BRAVO Hr. Skovenborg!


Verner