Chateau Sainte Roseline Blanc

Det gamle kloster

Marc Chagall mosaic i klosteret

Det gamle kloster (i dag vinproducent; Provence Cru Classé), beliggende i den lille by Les Arcs (buerne) i Côtes de Provence, har vi været så heldige at besøge flere gang, på fantastiske bilrejser i la France, det var idel fryd og gammen. Provence i sol og sommer, og varmt. Meget varmt. Desværre er det snart en hel del år siden, så erindringen om vinen fra det smukke gamle kloster er ikke helt up to date, om end det huskes, som rigtig god vin.
Provence Cru Classé er de bedste vine fra de små distrikter i Provence, hvoraf der er flere. Af vinproducenterne er 21 Cru Classé. Den gang for længe siden, sad vi på en fortovscafé i en lille bjergby. Da vi havde drukket vores Pastis, sådan én er ikke ligefrem uden spiritusindhold, kan jeg berette, men god, besøgte vi en lille forretning på torvet, hvor vi købte et par små Provence-tøjstykker, hvoraf to stadig bruges her i huset, ét til en brødkurv, et andet til flaskerne i vinkøleren. Og det er så mange år siden, så jeg næsten ikke husker, hvor mange. Men da vi havde set på forskellige underskønne stoffer, bød Madame os på et glas hvidvin. En Provence Cru Classé; Commanderie de Peyrassol. Herligt glas vin. Prøv selv at udtale navnet! Ja, ikke sandt? Underskønt glas, herlig hvidvin. Og endnu et glas fra den søde dame! Nu var gode dyr snart rådne. Vi havde drukket to glas hvidvin og en Pastis hver, i virkeligheden ikke særlig smart. Men trods alt kørte vi videre op i bjergene. Op, altså i bjergene. Kun en tåbe frygter ikke bjergene og så i bil efter adskillige glas! Hold da helt ferie. Men alt gik godt.
Tilbage til Sainte Roseline Blanc! Jeg har trods alt en fænomenal hukommelse, hvad angår vine jeg har smagt, men det var længe siden med denne. Så finder jeg omtalte ved en ren tilfældighed.

Farve: Bleggylden.
Duft: Ikke overvældende, men fremmedartet, anderledes end de vine, der drikkes her i huset, måske en svag urtet tone?
Smag: Blød, urteagtig, afballanceret, hvide blomster, en anelse pære. Måske er der en overvægt af druen Vermentino, siden den virker så blød. De hvide Côtes de Provence fremstilles af Clairette, Vermentino, Sémillon og Ugni blanc.
Pæn lang eftersmag.

Sommeren i Provence er så varm, at man midt på dagen må holde en siesta, eller lign. Desforuden kræves nogen hvidvin og rosé. Og her er man heldig! Begge dele fås på stedet!

Verner

Nicolas Potel hos Brd. D’s Vinhandel

Clos de la Roche Grand Cru

På Frederiksberg hos Brd. D’s Vinhandel afholdtes i aftes en bourgognesmagning i den lille butik, dog ikke mindre end der er en ufattelig mængde god vin på hylderne. Den nys afholdte smagning drejede sig om vine fra huset Nicolas Potel. Det vil altid være en oplevelse at smage bourgogne, på det niveau som Potel præsenterer.

”Maison Nicolas Potel er muligvis ét af de mest kompromisløse vinhuse i Bourgogne. Med et mere end almindeligt udbygget netværk i hele Bourgogne og med adgang til at købe de bedste druer fra de bedste marker, har Potel opbygget et ry som en dedikeret terroir-bannerfører. Vinene fra Nicolas Potel er intense, modne, fulde af nerve og med stor kraft. Potel svovler meget lavt og filtrerer ikke - derfor er vinene ultrapersonlige og i dag blandt nogle af de bedst bedømte i den internationale vinpresse!”
(Kilde: Brd. D’s Vinhandel)

Potels unge udsendte medarbejder fortalte om vinene på et ultrahurtigt engelsk med stærk accent. Man skulle høre godt efter og kende standardvinbetegnelser både på fransk og engelsk. Der var fart på. Charmerende mand, meget fransk udseende.
Der blev smagt tre hvide vine (Chardonnay) og syv røde vine (Pinot Noir). Vinene var fra stort set hele Bourgogne og var repræsentative for Bourgognes spændvidde - og Potels. Det står også klart efter at have smagt aftenens sidste vin Clos de la Roche 2003 Grand Cru, hvorfor Bourgogne er det sande mekka for vinnydere. Et vidunder af en vin. Hvem der bare havde en kasse Clos de la Roche.

Verner

Schloss Lieser

Thomas Haag og frue

På den nys overståede valgaften (15. september 2011) var der valgprogrammer på de tre førende danske tv-stationer, dvs. DR1, DR2 og Tv2. Jeg sad og så DR2, hvis udsendelse var mere underholdende en egentlig faktuelt oplysende. Valgslaget på denne kanal (DR2) blev ledet af Anders Lund Madsen, det var ret sjovt. En kvindelig og meget morsom journalist var udsendt til de forskellige fester, der denne aften løb af stablen, hvor partiernes toppolitikere kunne slappe af og takke deres støtter, samt, dette er naturligvis vigtigt, at få et par glas vin eller lign. Denne morsomme dame blev så opfordret i sin øresnegl af Hr. Madsen til at spørge de forskellige kendisser ”Hvor skal pengene komme fra?” og ”kan du uddybe det?”. Sådanne spørgsmål løsrevet fra enhver sammenhæng kan naturligvis ikke besvares af nogen, men morsomt var det. I studiet blev der så skænket rødvin til gæsterne, der skulle interviewes. Man kunne ikke se, hvad det var for en vin, men det er tidens trend, at det skal være rødvin. Af en eller anden uforklarlig grund. Det virker voldsomt. Vinen står samtidig garanteret og næsten småkoger i al det lys, der skal til for at lave tv.
Men til valgudsendelsen her i huset blev der skænket og drukket anderledes passende vin (efter min mening), og så var den gudeskøn. Intet mindre.

Schloss Lieser 2003 - Mosel
Niederberg Helden
Riesling Spätlese

Farve: Flot, lys gul, ren farve.
Bouquet: Lækker næse med frugt, og et ganske lillebitte hint af petroleum.
Smag: Fin elegance. Balanceret med tilpas sødme, middel krop. Den fineste, reneste nektar.

Weingut Schloss Lieser ejes af Thomas Haag, som er søn af Wilhelm Haag fra Det berømte vinfirma Fritz Haag. Thomas ejer 8,5 hektar vinmarker, hvorfra han laver nogle helt fantastiske vine, hvor kvaliteten forbedres år efter år. Thomas vinfilosofi er at intervenere mindst muligt, eller som han siger: ” … så lidt som muligt, så meget som nødvendigt”. Thomas Haag ejer bl.a. en del af marken Niederberg Helden, hvorfra nogle af hans bedste vine kommer.

Verner

Gianni Galliardo - Barolo PREVE 2000

Gianni
Galliardo

Og hans vin

PREVE

BAROLO PREVE 2000

I mange år var de berømte vine fra Piemonte, Barolo, kultvine. Intet mindre. I dag har ethvert supermarkeds vinafdeling med respekt for sig selv Barolo på hylderne. Ikke mere kult her, og så alligevel. De Baroloer man finder i et supermarked er for det meste ikke værd at skrive hjem om. Det er små forkølede udgaver af Barolo, ikke værd at samle på overhovedet. Det samme gælder forøvrigt for de mange Amaroner, man møder de samme steder. Og derfor også den lave pris.

Merde!

Men efter et besøg af en god bekendt, der efterlod sig en Barolo af klasse, er situationen en ganske anden.

Gianni Gagliardo

Barolo Preve 2000

Gagliardos logo (en maske) pryder den smukke flaske. Hvad er det her? En oldgammel Barolo? overhovedet ikke! Det var et smukt glas, arketypisk Barolo. Som man kun kunne drømme om, en sådan skulle være!

Farve

Rød farve på vej til det brunlige. Vandig kant.

Bouquet

Bolværk, tobak, kaffe, tovværk og tjære. Til sidst raffineret frugt.

Smag

Læder, tjære og tobak. Sorte kirsebær. Roser. Smagsnuancerne dukker op så at sige i flere smagslag under hinanden, meget spændende. Alt forenes i glasset og skaber denne Barolo-skønhed.

Her er ikke tale om nogen tantevin. tværtimod en vin for granvoksne mænd - og kvinder!

Verner

Eroica

Eroica 2008

Hvorfor Ernst Loosen og Chateau Ste Michelle i Washington State har opkaldt deres joint venture Riesling efter Beethovens heltesymfoni (Eroica), må snart sagt guderne vide. Man får intet at vide om dette, uanset hvorlænge man læser eller hvorhenne. Meget generende.
Det er et overordentligt smukt barn, der er kommet ud af dette joint venture.
Ernst Loosen er i dag leder af det berømte Mosel-foretagende Weingut Dr. Loosen, som er situeret på den del af Mosel, som kaldes Mittel-Mosel, altså den bedste del af floden, sådan vinmæssigt, og hvor firmaet laver drømmevin, drømmevin i absolut Spitzenklasse. Intet mindre! Og her i Washington State har han sammen med det store vinfirma Chateau Ste Michelle skabt et mirakel.

Eroica 2008
For en Riesling-aficionados er dette simpelthen bare sagen. Der er dømt rent guf. Et smukt glas. Bleggyldent glimter vinen i glasset!

”Elegant duftende. Sprød vin, letvægtskrop, koncentreret og vibrerende”.

Den kursiverede tekst er producentens opfattelse af vinen, og må det siges, den rammer helt plet. Skulle man møde den i en blindsmagning, hvilket bare kunne være så hyggeligt, ville jeg personligt øjeblikkelig gætte på en tysk Riesling i absolut topklasse. Det er en underskøn sag.

Verner

Ud at se med TGV

TGV – Train a Gran Vitesse (Højhastighedstog)

Quelle est la distance entre Paris et Reims en km svp?
- Environ 140 km !

Det franske højhastighedstog er på det seneste målt til at kunne køre 553 km/t


Hvad skal man bruge en dejlig solbeskinnet forårsdag i Paris til? Der må være mange muligheder, ikke sandt? Jo da!
For eksempel kan man foretage en udflugt til Rheims. Med TGV, naturligvis, hvad ellers? Især fordi jeg altid har drømt om at køre med TGV’en.
Hvad har det her med vin at gøre ?
Dette er ganske rigtig en vinblok, eller skulle forestille det. Hva’ så med at køre i TGV? Det kommer sig af, at hvis man kører til Rheims, en gammel by i 140 km’s afstand fra Paris, kan man samtidig besøge et af de kendte champagnehuse i byen, dem er der en del af, altså i udkanten af byen. Udkanten af Rheims forstås.
Hvordan var det så at køre i TGV? Det var ligesom at køre i et almindeligt tog. Dog – da TGV’en havde forladt Paris’ forstæder, kan det nok være, at farten blev sat op. Væsentligt op. Der var virkelig skub på. De 140 km blev tilbagelagt på 45 minutter. Voila. Franskmændene kan noget med teknik!
Så nu manglede vi bare at gå til Rheims udkant. Pæn tur. Vejret var varmt. Puh ha.
Efter et godt stykke tid kom vi til Maison Taittinger. Stort hus, men ikke overdådigt smukt. Taittinger har sikkert flere adresser rundt om i vindistriktet. Dette mindede mest om en fabrik, hvad det i sagens natur egentlig også er.
Efter en kort filmforevisning fulgte en rundtur i kældrene. Meget store omfattende kældre med et ufatteligt antal flasker på lager. Der er præcis 10 grader C året rundt. Den ene kæmpestore kælder under den anden forbundet med en gigant elevator, så det er muligt at komme op og ned med arbejdskøretøjer. Rigtig interessant.
Som afslutning på rundvisningen blev der udskænket 1 (ét) lille glas vin til hver deltager. Kun ét. Ville man have mere, var man velkommen til at købe en flaske og få den trukket op. I sagens natur laver Taittinger mange forskellige kvaliteter, så da jeg så, at der kun blev budt på ét enkelt (lille) glas, frydede jeg mig over tidligere at have smagt Taittingers helt vidunderlige vintage champagne (årgangschampagne): Comtes de Champagne. En sand drøm af en champagne, en champagne alle burde smage. Gudedrik!

- Bagefter, før frokosten, gik vi hen for at se domkirken !


Verner

La Selvanella

Melini 2004 Chianti Classico Riserva ’La Selvanella’


Enkeltmarksvin fra Chianti

Denne vin kommer fra en af de højest beliggende marker i Toscana, og det mærkes på den kølige, faste og ranke stil. Langsomt folder den sig ud, men så kommer de ædle toner af eukalyptus, grafit, røde modne bær, chili, mynte, espresso. En fremragende madvin.
Gambero Rosso gav den tre glas, hvilket er lig topkarakter!
Drukket en lørdag aften i juni 2011 til stegt kanin og pasta er den helt fin, en del år efter ovennævnte anmeldelse. Og denne vin erhvervede jeg for længe siden i Netto, af alle steder!
Om jeg så lige er helt enig i alle de nævnte smagsnoter, er en anden sag. Næppe, men herlig.
Vin ændrer sig jo med alderen, ret meget endda, hvilket man erfarer ved at gemme vin i stedet for at dekantere! Vinen er efterhånden veludviklet og fuldmoden. Skal ikke gemmes meget længere.

Tankerne går på langfart til en rejse long, long ago til Rimini, i ungdommens glade dage, hvor vi for første gang smagte en vin fra det gamle firma Melini.

Firmaet laver stadig herlig vin.

Verner

Paris i maj

Stegt grissebasse
med tilbehør

Den slags mad, som på billedet, kræver et godt glas vin simpelthen! Og er man i Paris, hvor vi var for ganske nylig, er der alle de muligheder, man kan ønske sig. Hvis vi ser på billedet endnu en gang, kræves der også et køkken og et et sted at spise maden. Den ser brandgodt maden på billedet, ikke? Men en gennemsnitsturist på nogle få dages ophold i den store by mangler disse forudsætninger, at man kan lave noget selv, købe det færdigt, som her og skaffe sig en flaske vin, der kan drikkes til. Ikke når man som vi boede på hotel. Vinhandlerne har ellers store lagre af glimrende fransk vin. Men er man nu i den situation, at man er nødt til at frekventere en restaurant for at spise og drikke nogenlunde godt, er det en forudsætning, at bord er bestilt lang tid i forvejen. Og at man besidder en vis form for penge, som man vil bruge på projektet.
Hvis man i stedet besøger tilfældige restauranter, og dem er der mange i Paris, må man vælge vin blandt restaurantens udvalg naturligvis, og her ser det noget mindre godt ud. Det var faktisk skuffende.

Dog - Søg og du skal finde . .
I en lille glimrende restaurant i Montmartre (la Famille) tæt på Sacre Coeur, var det trods alt muligt til det herlige franske køkken at vælge en Bourgueil, rødvin fra Loire, som relativt sjældent ses i Danmark, men ofte er glimrende. Dagen efter på en gade i bydelen Saint German de Pres, spiste vi frokost et fuldkommen ukendt sted, midt i menneskemyldret på en fortovscafé. Der havde de sandelig Provence Cru Classé rosé. Vi drak en Chateau Minuty, dejligt glas. Et par dage senere, også en frokost, denne gang på Ile Saint Louis, havde den gode lille restaurant også et fint vinkort. Til hovedretten, kanin, drak vi en Muscadet de Sevre et Maine (Loire), meget fint glas, over gennemsnit for dette distrikt, som passede godt til det lille dyr.
De bliver jo lidt tyndt på seks dage ikke? Oprørende! Resten af tiden drak vi vin fra karaffel eller enkelte glas vin hist og pist. Her er ikke noget at skrive hjem om. Vinmæssigt var det en langt bedre oplevelse sidste år i Andalusien. Tag lige den!

Verner

Vinmark i Wachau (Østrig), hvor der dyrkes Grüner Veltliner

En vinblok, som denne, skal ikke blot være en anmeldelse af alle de flasker, der smages hhv. drikkes i årets løb. Det blev hurtigt kedeligt, ja rent ud sagt trivielt. Næh, der skal også nævnes mere generelle forhold. I visse retninger står det skralt til, for en vindrikker altså. Hvis penge ikke var et problem, kunne man bare vælge de bedste vine, denne verden frembringer. I så fald er der ikke mere at tale om. Det er ganske enkelt. Men det holder ikke en meter og slet ikke bare hen til banken. Kedeligt blev det vel også på den lange bane. I supermarkedskæder, hvor der sælges vin, bliver man bombarderet med uhyre mængder rødvin. Næsten kun rødvin. I en del tilfælde er det vin, der aldrig skulle have været eksporteret og slet ikke hertil. Udvalget af hvidvin, rosé og mousserende vine er meget småt. Det er som danskere kun drikker rødvin. Billig rødvin. Tre for en hund og de er væk inden weekenden er gået. Sørgeligt, men sandt. I øvrigt er den internationale trend forlængst slået igennem. Det skal åbenbart være stærkt alkoholprægede, kulsorte, anonyme frugtbomber fra oversøiske lande især Sydamerika. Chile. Trættene i længden. Det er mainstream, så det batter.

Hvad stiller man op? Man handler hos en rigtig vinhandel! Sådan et sted råder også over vine, der er til at betale for almindelige indkomster. Blot tilbydes bedre vine. I søgen efter gode, drikkelige vine indenfor en overkommelig økonomisk ramme, ville det være en god idé at drikke vin, som netop ikke er mainstream. Der er faktisk mange muligheder, flere end der er nogen grund til at trætte med her. Man skal blot søge. Selvfølgelig skal jeg nævne bare et par alternativer, som det bestemt er værd at beskæftige sig med. Sagen er i virkeligheden, at i de europæiske vinlande findes vin produceret på lokale, indfødte druesorter, som ikke er særligt kendt her på lav. Hvis vi vender os til det gamle vinland Østrig, der for en del år siden oplevede en stor vinskandale, et for længst overstået stadie, må man smage vin lavet på de to nedennævnte druesorter!

Grüner Veltliner

Østrigs nationale grønne sort. Utroligt alsidig, fra livlig, krydret frugtighed som ung til koncentreret elegance som ældre.

Sankt Laurent

Denne blå druesort dyrkes hovedsageligt i Østrig. Sankt Laurent er genetisk set tæt beslægtet med Pinot Noir og er på mange måder næsten ligeså vanskelig at have med at gøre. I gode årgange kan den give glimrende resultater. Det er som regel mellemfyldige vine med en vis frugtsyre og tannin, duften præges af mørke bær og bitre kirsebær.

Verner

Rheingau Riesling

Die Lorelei

Karl den StoreHeinrich Heine:

Die Lorelei

Ich weiss nicht, was soll es bedeuten,
Dass ich so traurig bin,
Ein Märchen aus uralten Zeiten,
Das kommt mir nicht aus dem Sinn,
Die Luft ist kühl und es dunkelt,
Und ruhig fliesst der Rhein;
Der Gipfel des Berges funkelt,
Im Abendsonnenschein.

Det fortælles, at Karl den Store under et besøg ved Rhinen, nærmere betegnet hvor Rheingau ligger i dag, bemærkede, at sneen smeltede først på skråningen ved det senere Schloss Johannisberg, og derfor dekreterede, at her skulle plantes vin. Rolig. Det kan sagtens være en skrøne. Dog hyggelig, ikk’?
Endvidere har han næppe kendt til Lorelei Klippen og slet ikke Heines digt, hvoraf her er bragt første vers, kun, så meget tid har vi heller ikke.
Men her i Rheingau er der dæleme dejligt. Sådan en varm sensommerdag, hvor roen hviler over området, prammene på floden futter hastigt forbi og solen skinner på Rheingaus vældige skråning og på Riesling. Rheingauer Riesling.
Jeg er langt fra ene om at være fascineret af Riesling, der findes mange aficionados. Rigtig mange endda. Riesling er også populær blandt vinbønderne, hvilket skyldes, at denne drue er god til at udtrykke terroiret, og dermed kan give vinen det mest personlige udtryk. Som i Rheingau.
Iflg. tyske fagfolk hæmmes Rheingau i disse år en del af fornemme ejendomme, der ikke lever op til deres navn. Men – der er heldigvis en række mindre producenter, som virkelig holder fanen højt! Som eksempelvis Jakob Jung.

Weingut Jakob Jung Riesling Trocken 2009
Med andele i nogle af områdets bedste marker samt en uhyre omsorg for hver enkelt vinstok er det ikke mærkeligt, at Jakob Jung ligger helt fremme blandt Rheingaus bedste producenter. Husets vine, der i dag laves af nyeste generation, Alexander Johannes Jung, er et møde mellem et årtusinds vinhistorie og moderne vinmageri. Vinene er ekstremt vellavede, præcise og med den balance mellem frugt og mineralitet, som næppe mestres på lignende niveau nogetsteds i verden.
Husets tørre basisriesling er mønstereleven sin prisklasse. Ikke meget Riesling i prisklassen omkring 100 kr er så vellavet og overbevisende!

Uha! - De har rigtignok gået i flinkeskolen!

Verner

Umbrien

Anne-Marie
Rougheads
billede fra Umbrien

Sagrantino

di Montefalco Assisi
Umbria (Umbrien) ligger midt inde i det centrale Italien, med udpræget højlandsklima, køligere og med mere nedbør end i det nærliggende Toscana. Derfor er der også dejligt grønt og frodigt. Er man på de kanter, skal man absolut besøge Trasimeno Søen. Smuk natur. Provinsen Umbrien virker isoleret og gammeldags mht. traditioner, men der er i hvert fald dejligt roligt og fredeligt, uden de mange turister, som f.eks. i Toscana.
Et andet must i Umbrien er et besøg ved den hellige Frans af Assisis grav. Graven befinder sig i klosterkirken San Francesco i Assisi med over- og underkirke, rigt smykket med fresker af berømte kunstnere. Under under-kirken finder man en krypt med den hellige mands grav, langt nede. Man går nedefter i en slags muret snegl i en endeløs strøm af italienere, for hvem det er et must at besøge graven. Helt nede står man så et øjeblik og beskuer kisten, medens italienerne slår korsets tegn og fremsiger en bøn. De er godt nok stærke i troen! Mine medrejsende, den gang for mange år siden, havde ikke overskud til at gå med helt ned for at se graven. Der blev de snydt!
Efter disse glæder trænger man til at styrkes ved et glas vin. Her er man så heldig, at der i provinsen Umbria laves masser af vin, også virkelig gode af slagsen. Yes, siger vinfolket nu; Lungarotti, og lyser op i et stort smil. Præcis rigtigt. Den berømte vinproducent finder man i Perugia lidt nord for Assisi. Hans vine er da også markante. Blot er det måske mere spændende at besøge den lille by syd for Assisi, Montefalco, hvor man fremstiller Sagrantino di Montefalco, flot navn ikke?
Druen, Sagrantino, er tilsyneladende indfødt eller måske medbragt af etruskerne, dengang de rejste over havet. Hvem ved længere - her årtusinder senere? Sagrantino er afledt af det latinske sacro (hellig), hvilket kommer af, at den oprindelig var altervin. Druen er i stand til at producere fyldige, tørre, aromatiske vine af stor intensitet.

Sagrantino di Montefalco 2006
DOCG
Santa Francesca

Bouquet
Ikke meget udtalt, men absolut pæn. Typisk for italienske vine; der satses ikke på bouquet.
Farve
Dramatisk mørk, tæt sort-rød,
Smag
Fast koncentreret, tør, fyldig. Velstruktureret. Et strejf af sorte skovkirsebær. Sorte oliven.

Lang, dvælende eftersmag. Intens vin.

Nu er det lige et spørgsmål, om vinen så er drikkemoden her godt 4 år efter fødslen? Nej, det er den ikke. Resten af flaskerne bør gemmes. I øvrigt ser man meget forskelligt på dette, alt efter hvilket land man er vindrikker i. Efter hvad jeg har erfaret, dekanterer man ikke en ung vin i Frankrig, mens man helt sikkert gør i England. Men den smagte vin blev drukket efter lang tids dekantering pga. sin unge alder. Gemmes bør de.

Vinen er helt korrekt klassificeret som DOCG.

Vinproducenten Santa Francesca er totalt ukendt, men laver en fortræffelig vin. Måske har damen (læg mærke til hunkøns betegnelsen) været en fortræffelig kvinde. Det skulle man tro!

Verner