torsdag den 29. januar 2015

Il Dottore og hans vin

il Maestro Dr. Giorgio Lungarotti

I 1960’erne skabte den senere så berømte vinguru Dr. Giorgio Lungarotti Umbrias velsagtens første berømte rødvin: Rubesco rosso di Torgiano. Senere kom en række andre fine vine til. Torgiano ligger i Umbrien øst / sydøst for den smukke Lago Trasimeno, faktisk meget tæt på Perugia.


Lago Trasimeno

Vinfirmaet Lungarotti er synonymt med Torgiano, det område, der skabte den berømte umbriske vin. 
Selskabet ledes nu til dags af søstrene Chiara Lungarotti og Teresa Severini. Deres engagement og åbenhed over for innovation har tilført et stærkt incitament til virksomheden, en garanti for den høje kvalitet.  

Rubesco rosso di Torgiano 2011
Rubesco rosso di Torgiano  produceret på en blanding af sangiovese, canaiolo og colorino kunne godt gå for at være toscansk. Det kunne den sagtens!
Det er en fin, balanceret og lidt tilbageholdende vin, der langsomt bliver mere kompleks i glasset uden at dominere.
Dyb rubinrød med lilla nuancer. Elegant bouquet og kompleks smag med hints af kirsebær og violer. Vinen har en god koncentration, modne tanniner og en lang frugtagtig eftersmag.
På etiketten ses nogle af friserne på den smukke og særprægede fontæne i Perugia; 
Fontana Maggiore Perugia.

Et lille udpluk af friserne på den berømte fontæne

Fontana Maggiore Perugia.
Verner

onsdag den 21. januar 2015

Alsace Schlossberg Riesling Grand Cru 2012


Schlossberg Riesling Grand Cru 2012
Jean Biecher & Fils

De kan være så indsmigrende disse fine Rieslingvine fra Alsace, mineralske, frugtprægede, sol og sommer på flaske, alt hvad en dansker i det for øjeblikket kolde og mørke land kunne ønske sig at drikke, medens tankerne går syd på til Alsace, til evig sol og sommer, - forestiller man sig!
- Men, der er også vinter nu, ligesom her, og der kan sikkert blive bitterlig koldt!
Så meget dejligere er det at finde en Alsace Grand Cru Riesling fra en producent, der ikke hører til de meget kendte, eller omtalte for den sags skyld.
En vindrikkende dansker bør aflægge dette vinområde et besøg. Der er både pittoresk og meget smukt.
Og så er der vinen.

Schlossberg Riesling Grand Cru 2012
Jean Biecher & Fils

Markerne på Schlossberg-egnen ligger i en højde på 230-250 meter og strækker sig fra det nordlige Kayserberg og Kientzheim over krystallinjen ved Vosges-bjergene.
Jorden indenfor krystallinjen er kendt for at være særlig rig på mineraler, og vine fra området kendetegnes ved deres yderst fine florale bouquet.
Det florale element går igen i smagen på denne Schlossberg Grand Cru, foruden citrus og et hint af petroleum. Meget forfriskende og kompleks vin. Charmerende glas vin.


Schlossberg

Producenten Jean Biecher & Fils matcher ikke top-producenter, som Domaine Weinbach, Domaine Ostertag eller Albert Boxler, men det gør prisen heller ikke!



Verner 

torsdag den 15. januar 2015

Life is like hell . . .

Det skønne Kroatien!
Det fulde citat er:

Life is like hell, without Zinfandel!

En rigtig god Zinfandel, specielt fra Californien, er med brombæragtig og metallisk smag. Den kan være fantastisk saftig og overdådig. Dette gælder ikke, hvis producenten har fremstillet vinen med 15 pct. alkohol, nogle gør desværre, hvilket ikke hører noget sted hjemme. Men ellers passer citatet.
Vi ser nogle californiske zinfandel’er i handlen heldigvis, og jeg skal skynde mig at sige, at der på det danske vinmarked er langt flere syditalienske vine fremstillet på Primitivo.
Her kommer vi til sagen. De to røde vine, den californiske Zinfandel og den syditalienske Primitivo, er genetisk beslægtet. I det meste litteratur om emnet bliver det som regel slået fast, at de er to forskellige kloner af den kroatiske drue Crljenak, som næsten var gået ud af produktion. Det er en and, siger du. Nej, det er det ikke. Det er den skinbarlige sandhed. De to druer fremstår også en smule forskelligt. Zinfandel er mere magtfuld, har lidt mere bid, og så brombærrene!


Grgich Hills Estate Zinfandel (Californien) - Fra troldmanden Grgic, Kroat.
Som det ses her, er der forskel på stavemåden på hans navn
i Californien og i Kroatien!

Jeg vil klart vælge Zinfandel, som det bedste bud.
Man ser desværre også italienske vinforetagener markedsføre deres Primitivo som Zinfandel. De burde ikke. Der er forskel.



Verner