Johannisberg

Schloss Johannisberg

Søndag 23.02.2014 11.20

Der er mange veje til et godt glas vin. Ikke? Næh, siger mange, jeg går da bare hen i et supermarked, så er den klaret. Faktisk er det jo meget rigtigt. Det kære emne (vin) stikker sit hoved frem mange steder, der er gået inflation i omtale, køb og drikning. Det er næsten ikke til at blive fri.

Således også i dag, hvor der er en omtale i Ekstrabladet, tror jeg, omhandlende Oetker-familien og dens stenrige medlemmer. En formue skabt i nazi-tyskland under krigen. I dag en gigantisk verdensomspændende koncern. Omtalen i avisen stammer fra en artikel på Bloomberg.com også i dag. Det er rigtig, rigtig interessant læsning.

Og – Hvad i alverden har det at gøre med vin?

Nu ligger det faktisk sådan, at denne familie (og koncern) foruden så meget andet også ejer Schloss Johannisberg i Rheingau, et mytologisk sted for inkarnerede Riesling-aficionados. Slottets lange historie, som du ikke får her (du kan selv finde det på internettet) går så langt tilbage som 900 år, en tidligere fyrstebolig. Selvfølgelig. Slottet bør besøges ligesom vindistriktet Rheingau. Et perfekt feriemål i kort afstand fra Danmark. Det kan jeg stå inde for.

Slottets vin? Helt fantastisk og jo højere prädikat jo bedre. Det er også sådan, at der i dag findes endnu bedre producenter i området end Schloss Johannisberg, men skulle jeg mene; marginalt.

Kommer man i snak med andre vininteresserede, risikerer man hurtigt at blive stillet over for påstanden om, at Chardonnay giver en bedre vin. Man møder det altid. Som det sikkert fremgår af det forestående, er jeg ikke enig.

Jeg står på Riesling, som det mest fortryllende, når der tales om kvalitetsvin. Tysk Riesling. Rheingau. Gerne Schloss Johannisberg.

Apropos supermarkeder, så finder du ikke Schloss Johannisberg dér.

Og alt dette kommer af at kikke ud af vinduet en solrig senvinterdag. Jeg må se at komme ud i solen.

Rheingau

Verner

Daniel Bouju Selection Special Cognac AOC

Denne Selection special er mørk, kraftig og velsmagende Cognac. Her er virkelig noget at komme efter, ingen sædvanlig små-kedelig Cognac, tværtimod. Eller som de siger, hvor den skønne drik produceres; Au contraire! Hvis jeg skal komme med et bud på, hvad sådan en ting smager af, må det blive en fremtrædende smag af figner, et svagt hint af sherryfad og en anelse jord. Power!

Og her er så kun tale om Boujou på basisniveau. Kommer man ud for husets bedre kvaliteter, som f.eks. VSOP og XO, bliver der ingen ende på herlighederne.

Mandag aften (i morgen) skal jeg lave franske crepes af bedste klasse, for at matche denne herlige sag.

Sans doute!

Og denne gang er der ikke grund til at bortforklare, hvorfor der optræder et blog-indlæg angående spiritus. Cognac er brændevin. Dvs. brændt vin; destilleret vin. Altså har vi et produkt her, som er fremstillet på basis af vin. Ellers ville det ikke kunne lade sig gøre. Det er ovenikøbet destilleret to gange. Dernæst bliver det fadlagret under betegnelsen eau de vie; livets vand! Hos producenten Bouju fadlagres alle eau de vie mellem fire og fem år før den endelige blanding og aftapning, der så kaldes Cognac. Vupti.

Daniel Bouju et er en lille familievirksomhed, grundlagt i 1805 og beliggende i Saint-Preuil.

Huset laver cognac i Grande Champagne, Cognacområdets absolutte “Hjerte”, og råder over 25 ha vinmarker.

At besøge Daniel Bouju er som at sætte tiden lidt i stå - hele produktionen foregår i det lille landbohus’ tilhørende lade og - man fristes til at sige - redskabsskur.

Daniel Bouju er et stærkt bevis på, at småt er godt – hos ham er masseproduktion og industriel produktion bandlyst. Her er det detaljerne, der tæller: Cognacen destilleres på en 16,5 hl. still og fadlagres på helt nye små Limousin-fade, hvorved den tager karakter gennem flere års naturlig udvikling på fad og ikke ved hjælp af kunstige tilsætninger som karamel eller sukker.

Daniel Boujus generelle kendetegn er en mørk, finesserig og karakterfast smag, der i VSOP-kvaliteten er rund og fyldig med udviklede tanniner og en lang eftersmag med frugtrige, krydrede nuancer. Forskellen i de forskellige cognacer ligger i lagringen, der er mellem 5 og 80 år, afhængigt af den enkelte produkttype. Herudover fremstiller Daniel Bouju også den for området så kendte specialitet, Pineau des Charentes.

Den oprindelige opskrift på Daniel Boujus cognac blev lavet i 1804, og det er stadig den, der danner grundlag for produktionen i dag. Ingen hokus pokus. Men selvfølgelig en lille hemmelighed i fremstillingen. Vil man have kraftig, mørk og tung cognac, skal råmaterialet være sure druer høstet tidligt, og som tidligere nævnt: Ingen tilsat karamel, kun den ægte farve fra fadlagringen. Og så er Boujus cognacer ikke engang dyre – tværtimod!

Verner