søndag den 18. december 2011

Chateau Sainte Roseline Blanc

Det gamle kloster







Marc Chagall mosaic i klosteret


Det gamle kloster (i dag vinproducent; Provence Cru Classé), beliggende i den lille by Les Arcs (buerne) i Côtes de Provence, har vi været så heldige at besøge flere gang, på fantastiske bilrejser i la France, det var idel fryd og gammen. Provence i sol og sommer, og varmt. Meget varmt. Desværre er det snart en hel del år siden, så erindringen om vinen fra det smukke gamle kloster er ikke helt up to date, om end det huskes, som rigtig god vin.
Provence Cru Classé er de bedste vine fra de små distrikter i Provence, hvoraf der er flere. Af vinproducenterne er 21 Cru Classé. Den gang for længe siden, sad vi på en fortovscafé i en lille bjergby. Da vi havde drukket vores Pastis, sådan én er ikke ligefrem uden spiritusindhold, kan jeg berette, men god, besøgte vi en lille forretning på torvet, hvor vi købte et par små Provence-tøjstykker, hvoraf to stadig bruges her i huset, ét til en brødkurv, et andet til flaskerne i vinkøleren. Og det er så mange år siden, så jeg næsten ikke husker, hvor mange. Men da vi havde set på forskellige underskønne stoffer, bød Madame os på et glas hvidvin. En Provence Cru Classé; Commanderie de Peyrassol. Herligt glas vin. Prøv selv at udtale navnet! Ja, ikke sandt? Underskønt glas, herlig hvidvin. Og endnu et glas fra den søde dame! Nu var gode dyr snart rådne. Vi havde drukket to glas hvidvin og en Pastis hver, i virkeligheden ikke særlig smart. Men trods alt kørte vi videre op i bjergene. Op, altså i bjergene. Kun en tåbe frygter ikke bjergene og så i bil efter adskillige glas! Hold da helt ferie. Men alt gik godt.
Tilbage til Sainte Roseline Blanc! Jeg har trods alt en fænomenal hukommelse, hvad angår vine jeg har smagt, men det var længe siden med denne. Så finder jeg omtalte ved en ren tilfældighed.

Farve: Bleggylden.
Duft: Ikke overvældende, men fremmedartet, anderledes end de vine, der drikkes her i huset, måske en svag urtet tone?
Smag: Blød, urteagtig, afballanceret, hvide blomster, en anelse pære. Måske er der en overvægt af druen Vermentino, siden den virker så blød. De hvide Côtes de Provence fremstilles af Clairette, Vermentino, Sémillon og Ugni blanc.
Pæn lang eftersmag.

Sommeren i Provence er så varm, at man midt på dagen må holde en siesta, eller lign. Desforuden kræves nogen hvidvin og rosé. Og her er man heldig! Begge dele fås på stedet!

Verner