GLÆDELIG JUL

En lille pige jeg kender går Lucia-brud.
Hun er da sød ikke?

Mens jeg sidder her ved computeren og skriver, tænker jeg på at drikke mig et glas vin, næsten altid dejligt, ikk’? Blot rolig nu, der kommer et glas på bordet ved spisetid, som sædvanlig. Så alt er helt Ok, hvis ikke lige det forholder sig sådan, at man jo ikke kan drikke hele tiden. Så derfor gælder det om at indtage lidt mindre, men bedre. Heri er heller intet nyt.

Går man til blade og aviser i denne tid, er de ikke alene fyldt med anvisning på, hvad vi skal drikke til julemaden, hvilken vin, der er bedst etc., men også annoncer og reklamer med temaet ”Årets Julevin”. Sikke da noget vrøvl. Der findes naturligvis ikke nogen julevin, højst er nogle vine bedre end andre til den danske julemad. Alle disse anvisninger er trættende, men måske hjælper de nogle, som er usikre på sagen. Så læs det endelig, og husk at købe et par flasker, nu hvor der er tilbud.

Imedens kan vi glæde os over alle juletraditionerne, som veksler fra familie til familie. Jeg selv har overværet flere Lucia-optog igen i år, som optakt til julen, og ungerne var så søde. I har naturligvis egne traditioner i jeres familie, ikke sandt?

Til julemaden?

Oven i alt dette kommer allerede nu før jul tilbud på champagne mht. konsumering nytårsaften. Vi skulle jo gerne drikke champagne nytårsaften. Her kan man trøste sig med en del tilbud på Champagne NV (Non-vintage; ikke-årgangschampagne). De fleste champagnefirmaer har deres NV på tilbud, foruden deres ekstremt dyre stjerne mærker. Champagne kan være en meget stor vin.

Er man på et tidspunkt på ferie i Paris, er det en stor oplevelse at tage TGV’en (højhastighedstog) til Reims og besøge et af de store gamle champagnehuse f.eks. Ruinart med de særligt fantastiske kældre.

Drik mere Champagne!

To billeder af Ruinarts
fantastiske Crayere (kældre)

- OG GODT NYTÅR  

  

Verner

I Kana'ans land

Arkæologer har fundet en 3700 år gammel vinkælder i ruinerne af
Kana'an paladset i Israel

Kælderen, der indeholdt 40 keramikkrukker, som hver kunne rumme 49 liter vin, blev fundet nær byen Nahariya i det nordlige Israel. Kemiske analyser er nu med til at fastlægge, hvorledes man producerede vin for 3700 år siden. Bl.a. kan man fastslå, at det primært var søde vine, som blev produceret og sandsynligvis gemt til specielle lejligheder i paladset.

Andrew Koh fra Brandeis Universitetet fandt endvidere spor af ingredienser som honning, mynte, enebær og kanel bark, hvilket kan indikere man har brugt disse til at krydre vinene. Alle krukkerne var lavet på samme vis, hvilket også givet betyder, at de er lavet af samme pottemager. Og derudover har analyser vist, at hver krukke indeholdte den samme opskrift på vin, hvilket indikerer at man har formået at producere vin på en meget konsistent facon.

Vin eksisterede allerede før mennesket trådte ind i historisk tid. Den ankom østfra sammen med civilisationen. Kendsgerninger herom, malet på papyrus, prentet i lertavler og graveret i gravkamres stenvægge, fylder bindstærke værker. Mennesket, som vi kender det, arbejdende, stridende, elskende og bekymret, træder så at sige ind på scenen, bærende en krukke vin.

Omkring 5000 f.Kr. kom vinstokken fra Kaukasus eller Mesopotamien, nogle hævder med bestemthed, at oprindelsesstedet var øst for Sortehavet, hvilket er relativt tæt på de to førstnævnte områder.

Men en 3700 år gammel vinkælder, det er da noget. Vinen man har lavet og drukket i paladset i Kana’an har, som jeg ser det, været hvad vi i dag ville kalde en dessertvin, forklaret ved al det, som man har fyldt i basisproduktet for at konservere det. En sød dessertvin. Men altså vin.

Og det var længe, længe før, der var tænkt på Jesus Kristus. Ellers har jeg ikke læst Biblen omhyggeligt nok.

Gammelt kort med Kana'ans land vest for Jordan floden

Verner

Marcenasco 2000

Renato Ratti - Barolos innovator 

I midten af 1900-tallet mente man, at Barolo skulle smage på én måde; kraftfuld, bentør og med garvesyre strittende ud til alle sider. Men det ville ønologen Renato Ratti ikke nøjes med. I 1960 kortlagde han markerne i Barolo med samme detaljerigdom, som munkene gjorde det i middelalderens Bourgogne. Derpå udplantede han marker ved Barolo-byen La Morra, hvor han havde analyseret sig frem til, at man kunne fremstille Barolo-vine i en silkeagtig og kødfuld stil, som aldrig før havde set dagens lys. 

Teknikken finpudses 

Efter få år stod det Renato Ratti klart, at de druer han høstede kunne skabe unikke Barolo-vine, men han vidste ikke selv hvordan han kunne udnytte potentialet bedst muligt. Derfor ansatte han i 1969 den talentfulde Massimo Martinelli, og i årene der fulgte udviklede de i fællesskab en ny vinificeringsmetode til Barolo, som indebar en forkortelse af maceration, gæring og fadlagring. Takket være denne metode blev vingårdens Barolo-vine bemærkelsesværdigt raffinerede og elegante fra midten af 1970'erne. 

Barolo Marcenasco 

Barolo Marcenasco kendetegnes ved sin imødekommende karakter, som gør at vinen er en kæmpenydelse allerede ved frigivelse. Duften er pakket med frugtige nuancer af brombær, mokka, trøffel og en let antydning af røg. Smagen er meget fyldig med kaskader af moden frugt og runde tanniner i den lange eftersmag.

Marcenasco 2000

Alt det ovennævnte er så sandt, som det er sagt. Her er ikke noget at rette, heldigvis. Og den i overskriften nævnte (Marcenasco 2000) er en drøm af en vin. Nu tretten år gammel fremstår den, som meningen også er, i en silkeagtig og kødfuld stil. Raffineret og elegant på engang. Fuldstændig harmonisk og vel-afbalanceret. Når man drikker en sådan vin, som denne Barolo, er der sandelig noget ved livet. Jeg og min fætter drak den, fredag aften i denne uge, til Risotto med fløde-svampestuvning iblandet sauterede strimler af oksefilet, og det var et ægteskab (mad + vin), der var helt perfekt. Skønne sager!

Verner

Chateau Durfort-Vivens 1984

Chateau Durfort-Vivens 1984

Ifølge 1855 klassifikationen for Bordeaux-vine er Chateau Durfort-Vivens placeret i 2. cru. At en vin ”kun” rangerer som 2., 3., 4. eller 5. cru betyder ikke, at der er tale om en ringe vin, ikke værd en omtale.

Au contraire!

Så det var både en overraskelse og begivenhed, nærmest, for hvilken vi takker vore gode venner værtsparret, at drikke en 2. cru Chateau Durfort-Vivens fra 1984 til langtidsstegt culotte med tilbehør. Her var der dømt ren guf.

Allerede for mange år siden blev Chateau Durfort-Vivens 1984 bortdømt af professionelle vinfolk, idet 1984 havde været et ringe vinår. Den skulle således den dag i dag slet ikke være i live; lige til at hælde i kloakken. Det er et voveligt foretagende at gemme vin i så mange år, og slippe godt fra det, vel at mærke. Men, er der vine, der kan klare det, er det klassificerede vine fra Bordeaux.

Blot er der altså det med årgangen, der spiller ind.

Aftenens vært havde modtaget denne flaske i gave for tyve år siden, og opbevaret den lige siden liggende i sin private villa-kælder.

Hvordan er så sådan en gammel 2. cru, der for længst skulle have været død og borte?

Bouqueten var tydelig, stadig med frugt, men med et støvet præg, gammel vin.

Farven var forunderlig mørk, nærmest sort.

Smag. Igen frugt, pænt koncentreret, fyldig, dejligt smagende.

Noget af det præg af klasse vinen må have haft fra fødselen, havde den tydeligt beholdt! De 20-30 minutter der gik, mens vi drak vinen, holdt den sig forbløffende godt i glasset. Her var ingen hurtig død, som man ellers kan opleve. Helt sikkert en gammel vin, præget af sin alder, men fuldt i live. Det er da utroligt, det skulle ikke kunne have ladet sig gøre det her.

Efterfølgende blev drukket en Chateau de Seguin 2004, fuldmoden, et fint glas. Selvfølgelig en vin af ringere status, men god og fuldt tilfredsstillende. Blot er det forbløffende, at de to vine havde så klart et fællespræg. At drikke Chateau de Seguin efterfølgende var som at møde forgængerens lillebroder.

Chateau de Seguin 2004

Verner

Chablis i september

Og vejret?

I begyndelsen var Chablis (lettere omskrevet citat). Og Chablis ligger der endnu. Engang sammenhængende med Bourgogne, nu adskilt, men rent vinmæssigt og mentalt er det stadig en Bourgogne, ikk’? Jo da.

Chablis produceres på druen Chardonnay, ligesom de hvide bourgogner. Her er det så, at Chablis adskiller sig fra fællerne lidt længere sydpå i selve Bourgogne, først og fremmest ved den kendsgerning, at de bedre Chablis’er, premier cru og grand cru vokser på en utrolig fattig jordbund fyldt med Kimmeridge- og Portland kalk, de lærde strides om, hvad der er bedst. Der hvor jeg fik min børnelærdom ind, ikke med mælk, men med Chablis, var der i hvert fald ikke tvivl om, at jordbund præget af Kimmeridge kalk var sagen. Jeg tror ikke selv på, at det skulle have ændret sig væsentligt. Det er denne jordbund, der giver Chablis sin specielle karakter; hård, men ikke ubehagelig, minder om mineraler og sten, og samtidig om hø.

Der findes fire appellationer: Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru og Chablis Grand Cru. De to sidstnævnte er de bedste og mest interessante. Under en mini-smagning for nylig i Chablis by, hos et lille ukendt vinfirma, var forskellen i hvert fald evident på de fire appellationer. Selv en blind og døv kunne kende forskel, også ifølge min ikke vinkyndige ledsager. Det kunne man netop.

Klart nok.

Det var formiddag og regnen væltede ned udenfor, sikken et vejr. Lige da vi ankom til det lille bycentrum, sås de berømte grand cru marker, der ligger lige uden for byen situeret i et amfiteater; en gigantisk skål, der rummer de syv berømte marker: Preuses, Bougros, Vaudesir, Grenouilles, Valmur, Les Clos og Blanchot.

Det er toppen professor! 

Mange anser Le Clos og Vaudésir for de bedste, men selv har jeg smagt en Chateau Grenouilles, der var sensationel, og som man ikke kan tro skulle kunne overgås. Chateauet var et ussel skur nede i marken. Angivelsen chateau har man købt sig til.

Undervejs i det nordlige Bourgogne (turen foregik på cykel), ved middage på skiftende hoteller, lykkedes det at drikke seks flasker premier cru Chablis, foruden at teste to stk. til, plus to grand cru’er. Det er fint for otte dage, synes jeg. Rigtig meget tilfredsstillende.

Chablis by

Verner

Floc

Her ses en nabo

Der kommer naboen sør’me, lige hjemkommet fra ferie i Sydfrankrig, nærmere betegnet Gascogne, hvor familiens sommerhus ligger. Det må være rart sådan at have et sommerhus på de kanter. Desuden er det vældig rare og flinke mennesker, de samme naboer. Hvad kommer alt det lige blog-læsere ved? Det gør det, for samme naboer havde medbragt en flaske af deres yndlingsdrik fra Gacogne; Floc de Gascogne, som de generøst skænkede vores husstand.

Floc

Meget har jeg set og hørt, men ikke lige denne dessertvin. De fleste ville måske kalde den en damevin eller noget d’Artagnan drak, når han havde tømmermænd, I ved d’Artagnan, ham med de tre musketerer. Næh, han har ikke levet, vi taler her om en fiktiv roman- og filmperson. Han var også fra Gascogne i det sydvestligste af Frankrig.

En skuespiller fremstiller her d'Artagnan

Og hvad er så Floc de Gascogne?

Nej ingen damevin, men rig og nuanceret aperitif / dessertvin, hvor den rene nektar dominerer.

Friskpresset druejuice tilsættes 1/3 del Armagnac, der har en fadstyrke omkring 68%, hvilket både stopper gæringen og virker som konserveringsmiddel.

Floc holder 17 % vol. på flaske og laves både som hvid og rosé

Nyd denne raritet afkølet i små hvidvinsglas!

Gascogne i Sydvestfrankrig

Verner

Oenotria

Etruskisk kunst

Det var grækerne, der kaldte Italien for Oenotria dvs. Vinland. Enten fordi de havde bragt vinplanterne med til Italien, da de befolkede en del af landet. Eller også, og det er interessant, voksede vinplanterne næsten overalt ligesom i dag og var enten indfødt (næppe) eller bragt til landet af tidligere beboere, som f.eks. Etruskerne, der slog sig ned i Mellemitalien. Her bliver det lidt sværere, fordi de lærde strides om, hvor pokker de så kom fra. Etruskerne altså. Nogen mener det var et subalpint folkeslag, der vandrede ned i Italien. Andre, at de kom over havet. Passer det sidste, kan de have medbragt vinplanter. Men, never mind. Oenotria har i årtusinder produceret vin, og dets vine er den dag i dag meget populære, tænk bare på Barolo, Barberesco, Chianti og Brunello. Blot nogle få af de kendte vine. Meget få!

Inden jeg så lige glemmer det, skal jeg anbefale en rigtig spændende og morsom bog om visse aspekter vedrørende etruskerne. Visse aspekter altså!

Howard Shaw: Giovanni Camerinis forbrydelse

Og her i Mellemitalien finder man mange arkæologiske rester fra Etruskernes tid, ligesom - hold fast, vin i lange baner. Ikke bare i Chianti, men også længere østpå i Umbrien og Marche.

Stefano Antinucci

I sidstnævnte område, Marche, dyrkes blandt mange andre vine også den herlige Verdicchio dei Castelli di Jesi classico. Hold nu op siger den årvågne blog-læser, det har han da skrevet om tidligere. Det er også rigtigt (man kan se det ude til højre på bloggen; i kataloget). Men nu er det altså sommer for alvor, og hvad skal vi drikke i varmen? Ja, vi kunne da drikke den herlige Verdicchio. Det er skønne sager i de rette producenthænder, som f.eks. Stefano Antinuccis, hvis vinforetagende (www.vinisantabarbara.it) blandt meget andet også laver Verdicchio på højt plan. Her taler vi om Verdicchio dei Castelli di Jesi classico og Verdicchio dei Castelli di Jesi classico ”le Vaglie”. Denne Drue, Verdicchio, kan være en let tørstslukker, mousserende eller struktureret, kompleks og længelevende (især Riserva og DOC). Du vil elske at drikke Stefanos udgaver af Verdicchio, og dette er ikke bare en løs påstand. Påstanden kan efterprøves ved køb af vinene hos Preva Food i Hvidovre, nærmere betegnet Avedøre.

Verdicchio

Le Vaglie

Du bliver en fan af denne herlige vin, som kan drikkes til utallige italienske retter, eksempelvis den nedenfor viste.

Verner

Terre de Granit

Saint Joseph - Lad de små børn komme til mig

Terre de Granit

Saint Joseph 2009

Cave de Tain

Man møder dem overalt, vine lavet på Syrah og fra alle verdenshjørner. Druen er in. En modedrue. Jeg fristes til at sige ludder-drue, noget i retning af Cab. Sauvignon, Chardonnay og Sauvignon. Druetyper alle prøver at producere for at ramme konsumenternes flygtige smag og interesse. Som regel, ofte, er disse Syrah-vine ovenikøbet rene kraftbasser, med rigtigt højt alkoholindhold. Kanonslag. Hvor er det synd. Mindre kan gøre det. Der skal ikke være revolution hver dag, vel?

Så meget desto bedre er det, at finde en Syrah fra et område, hvor den nærmest er indfødt, ikke indført, nemlig Nord-Rhone. Nord-Rhone, hvor Syrah dyrkes intensivt, vine lavet på 100 % Syrah, blæksorte, kraftige, fyldige, fantastiske vine. Men her er der også tale om dramatiske vine. Så er vi lige vidt. Undtagelsen var lige dette eksemplar fra appellationen Saint Joseph. Den var pænt mørk, duftede af mørke bær og smagte af det samme, med et klart præg af undergrunden, der visse steder i det relativt store distrikt er granit. Hvadbehager tag lige den! Og så holdt den kun lige 13 % volumen alkohol. Vinen passede helt fortryllende til vildtragout lavet på basis af rådyr-kølle. Ekstra gevinsten er, at man ikke vakler halvt bedøvet væk fra bordet efter indtagelse af en halvflaske pr. mand (kvinde).

Nej, jeg har ikke bortdømt appellationer i Nord-Rhone som f.eks.

Cote Rotie

Condrieu

Crozes-hermitage

Hermitage

Cornas

De fantastiske røde vine fra disse appellationer er som regel bedre egnet som meditationsvine end lige bordvine. Altså efter min opfattelse.

Sluttelig skal jeg gøre opmærksom på, at et besøg i Nord-Rhone er langt bedre, end at sidde og drikke en vin herhjemme fra samme område. Meget, meget bedre. Det står jeg inde for. 

Saint Joseph

 Verner

Kom til Makedonien min far!

Tikves vinmarker i Makedonien

Denne vin er godt nok fra Makedonien, men man skal ikke lade sig overaske, heller ikke af vin fra dette verdenshjørne. Kvalitetsvine bliver til så mange forskellige steder efterhånden. Således også denne. Før jeg modtog en flaskefuld i gave fra særdeles gode venner, havde selv jeg aldrig drømt om at møde en vin fra Makedonien, af alle steder! Men, men . . .

Her er den så, vinen, der er valgt til Årets Stjernevin 2013 af H.J.Hansen Vin. Det er godt set. Den er i hvert fald meget international i stilen, på trods af, at den er lavet på en lokal drue, der kaldes Vranec.

Det internationale islæt skyldes sikkert tilstedeværelsen af Phillippe Cambie, den franske ønolog, der især har klienter i det sydlige Rhône, hvor han assisterer mange af de sidste års store succeser fra Chateauneuf-du-Pape. Han er kendt for at skabe meget moderne Chateauneuf med masser af udtræk, saft og kraft, men holdt i balance. Det er den samme opskrift han har brugt her.

Tikves Vranec Special Selection 2011

Mellemfyldig til fyldig vin med lækker frugt og en smag, der er meget frugtdreven med bløde tanniner og en god intensitet. Den er moderne i stilen og det skjuler drueegenskaber og særpræg lidt, men den er knaldhamrende flot og smager af meget mere end den pt. ret fordelagtige tilbudspris af kr. 75,-. Man skal nok skynde sig efterhånden.

Det er sådan jeg selv foretrækker vin, mere charme og elegance end muskler, selv om Tikves Vranec holder 14 pct. volumen alkohol.

Verner

Gammel vin

Gammel vin

Skal man drikke gamle vine? Godt spørgsmål, ikke? For et par generationer siden var man ofte nødt til at drikke gamle vine, ikke alle årgange var gode, i Europa i hvert fald. Dem, der overhovedet drak vin var klar over dette forhold, så der måtte gemmes. Endvidere var en del vine fremstillet til at kunne gemmes, i modsætning til i dag. Årgangene har også en noget mindre betydning, ofte er den angivne årgang kun en slags datomærkning. Man er blevet bedre til at lave vin i mindre gode år. Endvidere er der også det forhold, at man langsomt er blevet vænnet til at drikke unge hhv. yngre årgange.

Derfor er det også interessant at smage gamle vine, i håb om, at miraklet er sket, at den gamle vin har klaret sig over en årrække og stadig er på toppen. Skønne drømme. De holder naturligvis ikke altid. Helt sikkert! Er man vininteresseret, modtager man selvklart en del flasker ved fødselsdage og andre familiefester, og så bliver det spændende at smage, og synes jeg, især de gamle flasker. Hvordan er de så? Klarede de pynten?

Private MARGAUX Reserve 1986

Schröder, Schÿler & Cie

Farve: Mørkt farvet centrum, aftagende mod glassets kant, hvor vinen fremstod  orangefarvet.

Bouquet: ikke meget givende, tydeligt præget af forfald. Desuden led vinen under en smule prop.

Smag: Ingen frugt, som vinen totalt havde mistet. Smagen præget af forfald: Skovbund, stald. Igen prop.

Nix. Det var som at kysse en afdød!

Chateau Talbot 1997

Saint – Julien

Grand Cru Classé

Farve: Pæn, typisk Bordeaux-rød

Bouquet: Nærmest stank. Hestestald.

Smag: Underlig sød, syrlig. Kraftig, modbydelig smag af hestestald.

Puh, den vil jeg nødig smage en flaske til af, hvilket jeg altså rent aktuelt har!

Faustino I - 1999

Rioja Gran Reserva

Spændingen stiger!

Farve: Flot dybrød.

Bouquet: Ikke udtalt bouquet. Frugt. Indtagende faktisk.

Smag: Fin balance. Lækker frugt. Herligt smagende Rioja.

Bingo, Bongo og Banko!

Denne vin var Præcis, som man husker de gamle årgange fra Rioja, hvilket var, hvad der gjorde dem så populære også i Danmark. Oh la, la.

Morale: Gem ikke vin for længe. Undersøg hvor længe vinen faktisk kan ligge og stadig være drikbar.

For Guds skyld!

- Men sjovt - det var det!

Verner

Storm Crossing Riesling 2010 Marlborough – New Zealand

Fra meget tidlig i mit liv har Riesling været den foretrukne vintype. Denne drue kan give ypperlige vine i heldigste fald. Ud fra den betragtning er det jo for mig en heldig sag at bo så tæt på to Riesling producerende lande, som Tyskland og Frankrig (Alsace). Der er forskel på opfattelsen af Riesling disse to steder. Klimaet er noget varmere og mere tørt i Alsace, hvilket alt andet lige giver fyldigere og mere tørre vine end i Tyskland. Generelt set. Men det er sjældent, at man kan bruge sådan en betragtning til at generalisere med. Mange gange har jeg mødt en Alsace Riesling, der i den grad mindede om en tysk Riesling. Det er to sider af samme sag, ofte næsten identisk.

Storm Crossing Riesling 2010

Marlborough – New Zealand

Langt ude mød sydøst, så langt man kan komme herfra, ligger New Zealand. En nyere vinproducerende region, men som sagt far, far away. De senere år har man her i New Zealand høstet stor anerkendelse for sine hvide vine, og det med rette. Sauvignon Blanc har været en stor succes herfra, men også Riesling. Det kan lade sig gøre på grund af et relativt set køligt klima!

Og denne Storm Crossing Riesling fra Marlborough er et godt glas vin. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have gættet på en europæisk Riesling fra Tyskland. En Kabinett!

Storm Crossing

Farve: Klar, gylden med et strejf af grønt.

Bouquet: Klart vinøs (vinagtig), frugtig, typisk Riesling.

Smag: fyldig, fuldendt balance, druesmagende, citrus, ganske let sødlig, et pikant strejf af petroleum.

Riesling når det er godt.

Verner 

  

En døende skønhed

Private MARGAUX Reserve 1986

Schröder & Schÿler & Cie

En døende skønhed!

Desværre. Her er tale om en meget gammel vin. Råder man over f.eks. 6 stk. af sådan en gammel årgang, kan man være heldig, at en eller to stk. er helt fantastiske, men resten ikke. Således også her. Denne flaske var simpelthen for gammel, men en oplevelse alligevel.

Den skulle have været drukket for længe siden, medens den endnu var på toppen. Men en døende skønhed, det var det!

Farve: Mørkt farvet centrum, aftagende mod glassets kant, hvor vinen fremstod  orangefarvet.

Bouquet: ikke meget givende, tydeligt præget af forfald. Desuden led vinen under en smule prop.

Smag: Ingen frugt, som vinen havde mistet. Smagen præget af forfald: Skovbund, stald. Igen prop.

Konklusion: En tidligere stor skønhed i rivende forfald på vej mod døden. Skulle desværre have været drukket for år tilbage.

Men: Herlig, opløftende oplevelse.

Morale: Gem ikke en vin på dette niveau SÅ længe!

- Og så var det en gave fra min nabo!

Verner

Vin i SØNDAGSAVISEN

Erik Skovenborg

Søndagsavisen har som en del andre aviser og blade en spalte om vin, et folkekært emne i disse tider. Denne spalte er ikke særlig omfattende. Hver uge anmeldes tre forskellige vine, der i den kommende uge er på tilbud. Det er en anmeldelse, der går på pris kontra kvalitet. Bestyreren af dette er Dr. med. Erik Skovenborg, som har vin som interesse. Det gør han såmænd rigtig pænt. En del læsere føler sig sikkert hjulpet af hans indsats. Det er glimrende. Dog svinger han sig sjældent op til noget bare lidt bedre, ligesom sådan cirka fem ud af hver hundrede anmeldte flasker er hvidvin. KUN! Det er synd efter min mening!

Men i dette nummer (22.-24. marts) omtaler Skovenborg det han kalder en sund trend. Sidste år steg salget af vin med alkoholstyrke i den lavere ende med 66 procent i England! 

Erik Skovenborg:

”Meget tyder på, at vi er på samme spor her i landet. Mange vil gerne kunne nyde et glas vin til maden uden at skulle dingle væk fra bordet efter måltidet. En flaske vin med en alkoholstyrke på 14 vol.pct., som er ganske normalt i vore dage, indeholder 105 ml ren alkohol. Det svarer til syv genstande og dermed en kvindes ugeration efter Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Hvis du vil holde styr på dine promiller, er der god grund til at holde øje med flaskernes procenter.”

Citat slut!

Hold da helt op, hvor er jeg enig. BRAVO Hr. Skovenborg!

Verner

Opimian – 121 f.Kr.

Den græske vingud Dionysos
- flittigt fremstillet af romerne
på billeder, amforaer etc.

Årgangens betydning for en given vins kvalitet er stærkt aftagende. Langt størsteparten af vin i vore dage er konsumvin, og for den slags vin, som er langt det meste, der drikkes, er årgangen fuldstændig ligegyldig. Vinen bliver hurtigt drukket og produceres ikke for at kunne gemmes, naturligvis. Årgangsbetegnelsen er nærmest bare en slags datomærkning. Kun lige i vinzoner med køligt og omskifteligt vejr, kan der blive tale om at skulle orientere sig om årgangen.

Noget andet er betydningen af årgangen vedr. de små 10 pct. af vinavlen, der er kvalitetsvin. Her er det på sin plads at interessere sig for den på vinen anførte årgang. Stor betydning faktisk. Især for de lagringsegnede kvalitetsvine. Det er nemlig ikke alle, der er det.

Når man så kikker på litteratur om emnet årgangsvin, dukker der overraskelser op. Mennesket har fremstillet vin i omkring 8000 år, så vidt man ved. Den dag i dag ved man jo fornuftigvis ikke, hvordan disse vine var, eller hvor hurtigt de skulle drikkes, sandsynligvis før næste høst. Og dog. I egnene øst for Sortehavet opbevarede man i oldtiden vin i amforaer gravet ned i jorden. En eller anden holdbarhed har man vel opnået?

Det sjoveste er verificerede oplysninger om en romersk oldtidsvin, en vin, der blev tussegammel. Den berømte vin hed Opimian – fra år 121 f.Kr. da Opimius var konsul – og blev endnu nydt 125 år senere! Ethundredeogfemogtyve år!

Romerne havde gode muligheder for at lagre vin, ler-amforaer, vinfade og glasflasker. Og brugte dem åbenbart. Dygtige folk. De mængder, der blev konsumeret på den tid var enorme; de romerske orgier er på ingen måde skabt af senere tiders fantasi.

- Uha. Vi er kommet bagud!

Verner 

Godt Nytår

Festligt syn - forkert åbning af flasken!

 Et forsinket ønske om et godt nytår, men velment alligevel!

Der er ikke noget som Champagne, der løfter stemningen til en fest. Det er helt sikkert! Til Nytår og ved runde fødselsdage er det, at danskerne generelt drikker et glas Champagne, om der er råd. Det vil altid være en rimeligt dyr fornøjelse, hvis der er tale om rigtig Champagne fra det berømte vindistrikt af samme navn, og hvis vinen har kvalitet. Tager man ikke de aller billigste, vil det være en oplevelse. Helst i den tørre udgave; brut.

Så er banen ligesom kridtet op.

Champagne er den eneste drik,
som hævdes at gøre en kvinde smukkere.
Beklædningen er champagnefarvet iflg. fabrikanten, altså!

I ugen før nytår, lige efter jul, er der favorable tilbud, som gør det muligt at drikke en god flaske Champagne den 31. december om aftenen. Også i år lykkedes det at være meddrikker på fire flasker Champagne, standardudgaver (NV; Non Vintage) altså ikke årgangsvin eller special cuvéer. Glimrende, velsmagende humørløftere. Nåh, det var jo også i hyggeligt selskab. Ret så dejligt.

Hele denne årets sidste uge er der tilbud på de herlige dråber, artikler om Champagne, gode råd om anvendelse, bøger udgivet om emnet etc., etc., etc.

Men som jeg altid har sagt; det er sjovere at probere end at studere!

Derfor bringes der heller ikke en indføring i hele det store kompleks vedr. drikken, og området den kommer fra. Det kan den interesserede vindrikker selv klare. Det er særdeles interessant. En enkelt flaske champagne, befindende sig i stakken af flasker på hjemmebasen, nåede ikke at blive konsumeret i dagene op til nytår på grund af stærk forkølelse; sic!

Det har vi klaret nu.

En flaske som denne; Deutz Champagne NV.,

Brut Classic, der nu har ladt livet!

Erhvervet på et særdeles fordelagtigt tilbud!

Huset Deutz hører til Champagnedistriktets 

top, i dag ejet af et andet Champagnehus,

Louis Roederer. Deraf følger også en meget

høj kvalitet, som på nævnte flaske.

Deutz vinkældre 60 m under jordoverfladen.  Udhugget i undergrunden
for 130 år siden. Det tog efter sigende fem år!

Verner