mandag den 27. april 2009

Vinene fra Bourgogne

Søren Franks
Vinene fra Bourgogne

Vinene fra Bourgogne er, i hvert fald i denne forbindelse, indtil flere ting. Forklaring kommer straks.

Først og fremmest er der selve vinene fra Bourgogne, sådan rent generelt. For vininteresserede har dette altid været noget særligt, toppen ville jeg selv sige. Toppen af vin-fremstilling og -drikning med alt hvad dette indebærer. Genstanden for manges ønsker om rigtig god vin, når Bourgogne ellers er god. Her skal man et godt stykke op i kvalitetsgrader, før man kan sige dette. Og i priserne! Men alligevel.

Det er også en relativ nyudkommet bog, skrevet af Søren Frank, vinsmager, vinkender, anmelder, redaktør, forfatter.
Han anbefaler selv, at man ikke skal læse bogen fra ende til anden, thi så vil det blive en ordentlig mundfuld, og bogen skal ikke bruges på denne måde. Efter læsningen må man konstatere, at der ikke er mere at komme efter, som en tidl. statsminister ville have udtrykt det. Alt er med, Frank er utrolig nøjeregnende. En bog for vin-nørder hhv. –tosser. Men den må man læse, hvis man hører til en af førnævnte typer. Det mest interessante er konstateringen vedr. druetypen Aligoté, gående ud på, at denne drue bedre udtrykker terroir end Chardonnay, og derfor rettelig skulle have været den foretrukne hvide drue. Ikke Chardonnay. Det er et udsagn fra vinbønderne i Bourgogne, og de skulle vel vide det?

Til sidst en anmeldelse i Den Levende i søndagsudgaven (i går) af en smagning holdt på Søllerød Kro af vine (Bourgogne) fra tre af madame Lalou Bize-Leroys virksomheder. Anmeldelsen er skrevet af Henrik Steen Andersen. De tre virksomheder er Maison Leroy, Domaine Leroy og Domaine d’Auvenay alle ejet helt eller delvis af madame. Der var ingen vine fra DRC (Domaine Romané Conti) hvoraf madame ejer halvdelen. Man burde titulere madame Dronningen af Bourgogne. Vinene skulle have været helt eventyrlige, ligeså deres pris. Almindeligt dødelige har ikke selv den mindste chance for at deltage. Jeg selv har heldigvis, langt tilbage i tiden, smagt seks af de syv vine fra DRC, det var en oplevelse, alle Grand Cru. Desværre levede de ikke helt op til renoméet, men bare at have smagt sådanne vine er en kæmpeoplevelse.
Pokkers man ikke kan deltage i sådanne smagninger, der holdes for en lukket kreds.

Verner



Ingen kommentarer:

Send en kommentar