Opimian – 121 f.Kr.

Den græske vingud Dionysos
- flittigt fremstillet af romerne
på billeder, amforaer etc.

Årgangens betydning for en given vins kvalitet er stærkt aftagende. Langt størsteparten af vin i vore dage er konsumvin, og for den slags vin, som er langt det meste, der drikkes, er årgangen fuldstændig ligegyldig. Vinen bliver hurtigt drukket og produceres ikke for at kunne gemmes, naturligvis. Årgangsbetegnelsen er nærmest bare en slags datomærkning. Kun lige i vinzoner med køligt og omskifteligt vejr, kan der blive tale om at skulle orientere sig om årgangen.

Noget andet er betydningen af årgangen vedr. de små 10 pct. af vinavlen, der er kvalitetsvin. Her er det på sin plads at interessere sig for den på vinen anførte årgang. Stor betydning faktisk. Især for de lagringsegnede kvalitetsvine. Det er nemlig ikke alle, der er det.

Når man så kikker på litteratur om emnet årgangsvin, dukker der overraskelser op. Mennesket har fremstillet vin i omkring 8000 år, så vidt man ved. Den dag i dag ved man jo fornuftigvis ikke, hvordan disse vine var, eller hvor hurtigt de skulle drikkes, sandsynligvis før næste høst. Og dog. I egnene øst for Sortehavet opbevarede man i oldtiden vin i amforaer gravet ned i jorden. En eller anden holdbarhed har man vel opnået?

Det sjoveste er verificerede oplysninger om en romersk oldtidsvin, en vin, der blev tussegammel. Den berømte vin hed Opimian – fra år 121 f.Kr. da Opimius var konsul – og blev endnu nydt 125 år senere! Ethundredeogfemogtyve år!

Romerne havde gode muligheder for at lagre vin, ler-amforaer, vinfade og glasflasker. Og brugte dem åbenbart. Dygtige folk. De mængder, der blev konsumeret på den tid var enorme; de romerske orgier er på ingen måde skabt af senere tiders fantasi.

- Uha. Vi er kommet bagud!

Verner