søndag den 18. december 2016

En vindrikker i Krakow

selv på en forholdsvis mindre rejse til Krakow, er det rart at finde en flaske vin til de middage, der nu en gang nydes undervejs. I sagens natur ligger Krakow i Polen, ikke noget vinland. I hvert fald er det overhovedet svært at finde en vinmark. Enkelte findes, men de er få.
Så hvad stiller man så op. Øl er de fleste steder det foretrukne, og fred være med det. Men så alligevel. Når man spørger efter et vinkort på en restaurant, har de alligevel et kort med tilhørende flasker.

Soave Classico
På Store Torv i centrum af Krakow ligger en vinrestaurant / vinotek. Udmærket sted. Stedet har bl.a. udendørs servering under et stort plastik telt, meget flot. Til en meget dejlig og vederkvægende suppe kogt på kartofler og forskellige rodfrugter, var det muligt at drikke en Soave Classico til, nydelig, men ingen stor vin.




Thummerer Egri Bikaver Classicus 2012
Næste chance var på en spændende restaurant under jorden, nydelig middag i landlig polsk stil, og sandelig om ikke restauranten bl.a. havde ungarsk vin på det lille vinkort. Jeg bestilte en flaske Thummerer Egri Bikaver Classicus 2012. Mørk grænsende til sort, 14 % alkohol, fyldig og velsmagende. Vinen overtrumfede retten og blev hovedperson, men en god oplevelse alligevel. Ikke så ringe.

Albariño – Rias Baixas
Nyt besøg på tidligere nævnte vinrestaurant / vinotek denne gang indendørs og under jorden. Særdeles nydeligt og respektabel. Til denne middag, pæn spisning, maden i landlig stil, fandt jeg en Albariño fra Rias Baixas i Nordvest Spanien. Pæn duft, bleg-gylden farve, og en smag, som lignede en fuldmoden Riesling fra Alsace, Grand Cru, en Riesling, hvis syre var faldet ned. Nøjagtig sådan fremstod denne Albariño. En fin oplevelse.

Grüner Veltliner
På turens sidste middag, hele rejseholdet var til stede, lykkedes det ud af et meget lille vinkort at få fat i en flaske Grüner Veltliner, østrigsk hvidvin, som viste sig at matche maden glimrende. Om end det var en standard vin, var den meget passende til endnu en polsk middag - i selskab med hyggelige mennesker. Hjemkommen på hotellet efter middagen skyllede jeg lige efter med en Gl. Dansk. Bare lige en enkelt!




Verner




Ingen kommentarer:

Send en kommentar