lørdag den 7. marts 2015

Muenchberg


Muenchberg – Riesling 2013

Alsace Grand Cru

Wolfberger

Kun alt for hurtigt svinder det i den smukke flaske Alsace Grand Cru! Dette er ikke toppen, men på vej til det. Engang, efter en storslået vinsmagning, på et interessant sted i Hellerup af alle steder, hvor jeg drak kaffe for at kunne falde ned og køre hjem, i auto forstås, forklarede en ung vinmand, der havde været med i vinsmagningen tidligere på aftenen, sit lille, men andægtigt lyttende publikum, at Grand Cru betyder ikke toppen, men her er mulighed for at finde kvalitet. Det er, hvad man kan lægge i begrebet! Ikke mere end det!
Men med tankerne på foregående aftens sammentræf i et bowlingscenter, med efterfølgende buffet, må man, med tanken på den ringe kvalitet vin, der dér blev serveret, sige, at med en vin, som ovennævnte, er vi dog trods alt kommet et stykke. Heldigvis, da!
Alsace er fransk nu om dage, men mange gange tidligere tysk. Stedet har skiftet nationalitet mange gange. I dag altså fransk. Vist er Alsacevine da franske, men jeg har personligt en del gange smagt Alsace Riesling, der var så ærketysk, at man skulle tro, det var løgn. Det kommer sig af, at det er to sider af samme sag; Tysk og Alsacisk Riesling. Vejret og jordbunden er en smule forskellig, hvilket betinger en anderledes stil i Alsace Riesling sammenlignet med tysk Riesling, men som sagt; langt fra altid. 
Vin skal, nævnt rent en passant, være let drikkelig. Og det var denne herlige Riesling. Skønne sager!

Muenchberg – Riesling 2013

Koncentreret, elegant, mineralsk og racepræget. I fuldkommen balance. Fuldstændig rentgående (udtryk fra hestesporten). Ærke Riesling. Perfekt til fisk, skaldyr, snegle og fuglevildt. Det er en ung vin, lys i farven, endnu har den ikke fået det strejf af petroleum, som Rieslig aficionados elsker. Det kommer, hvis man giver den noget tid.
Er det en fejl at drikke en sådan vin så tidligt. Tja, bob bob.
Vi drak denne herlige sag til pocheret laks med salat.

Verner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar