Viser opslag med etiketten Spansk vin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spansk vin. Vis alle opslag

torsdag den 14. marts 2019


Monte Blanco de Ramón Bilbao

Min vinhandler, som driver en yderst velassorteret forretning, tager ikke flere eksemplarer af denne vin hjem. Kedelig nok, men, som han siger: der er intet salg i den. Det skal nok passe, thi en spansk hvidvin i dette prisniveau, er ikke hvad kunderne kommer efter. De efterspørger rødvin, mis-gejdet, som de er blevet. Det er rigtig synd. Her er tale om kvalitetsvin, en allrounder, meget anvendelig, til alle mulige serveringer i det danske og det spanske køkken.
Så skulle pokker, da også!





Monte Blanco de de Ramón Bilbao
Verdejo,
Rueda, Spanien
2014
12,50%
Verdejo
Halm-gul med grønlige nuancer. Fin og delikat duft af tropisk frugt og noter af urter med en rigelig og lækker smag. Fremragende som aperitif eller med fisk og skaldyr.


Verner


mandag den 5. november 2018

Gotas




Rias baixas

For år tilbage på en rejse til Andalusien sidder vi på en restaurant i Ronda, hvor Spaniens ældste tyrefægter arena ligger. Fantastisk dag. Rundvisning i arenaen, men ingen tyrefægtning på denne dag. Byen er smuk og seværdig, og heldigvis skal vi have en enkelt overnatning i den gamle, smukke by. Om byen slap fra borgerkrigen i sin tid, ved jeg ikke, men byen ser smuk og velplejet ud.
Da vi så havde set den fantastiske arena, meldte sulten sig jo som sædvanlig, så vi forlod arenaen og gik tværs over en lille plads og fandt en restaurant. Den viste sig at være en tyrefægterrestaurant, med masser af billeder, statuer, flag og relikvier af og om tyrefægtning. Vi fik et spisekort og som kontrast til al den tyrefægtning valgte vi stegt kanin med tilbehør. Det var nærmest komisk. Vi fik på forlangende et vinkort og jeg valgte en flaske Albariño fra Rias Baixas. Rigtig klog politik. Jeg var i drømmeland. Jeg spurgte to tjenere, der stod i nærheden af vores bord, hvordan de udtalte navnet på vindistriktet (Rias Baixas). Det var lige ud af landevejen. Vinen smagte fantastisk til den stegte kanin. Det skulle du prøve.
Den berømte spanske vinmand Miguel Torres mener, at Albariño (druesorten) i virkeligheden er identisk med Riesling, som skulle være ført til den Iberiske Halvø af tyske munke i det elvte århundrede. Det støttes af navnet Albariño
Alba = Øvre
Riño = Rhin
Altså Øvre Rhin, departementet, hvor Alsace ligger i Frankrig og hvor Riesling dyrkes i stor og meget fin skala.
Så langt, så godt.

Man ser Albariño fra Rias Baixas noget oftere end tidligere i danske supermarkeder og vinhandlere, end tidligere, således også denne!


Gotas de Mar 2016
Farve gylden og klar
Duft fersken og hvide blomster.
Smag indbydende frugtsmag, mineraler og citrus, kompleks og vedvarende.

- Et smukt glas vin. 


Verner


x

søndag den 29. oktober 2017

Madrid i oktober

Taberna El Tempranillo - Madrid




Madrid er som bekendt hovedstad i Spanien, et udsøgt rejsemål for videbegærlige turister. Her er masser at lære og opleve. Det gælder naturligvis også på vinområdet. Spanien er et stort vinland, og interessant ud fra mange synsvinkler desangående. Der er i så stor en by masser af muligheder for at smage, og ikke mindst købe vin, naturligvis.




Så hvorfor ikke besøge Taberna El Tempranillo, nævnt i flere guides for Madridrejsende. Som sagt så gjort. Vi bad hotellet ringe efter en taxa, for der var langt ud til det kendte etablissement. Man skulle komme præcis ved åbningstid, hvis man ville have et bord, og ikke bare stå op. Taberna El Tempranillo er både en vinbar og en tapas-restaurant. Ringe og bestille et bord var umuligt om eftermiddagen, hvor der var lukket.
Vi nåede frem lige ved åbningstid, fik et bord lige for næsen af andre danskere, dog var også de heldige.
Vinbaren havde et kæmpe udvalg af spanske vine, og et fortræffeligt køkken.

Vi var fire personer og til de meget lækre tapas drak vi først en flaske:

Vina Sastre – Ribera del Duoro
Bodegas Hermanos Sastre
Mørk grænsende til sort, tør, slank og meget velsmagende, med mindelser om sorte skovkirsebær.


Dernæst en flaske:

Godello – Rias Baixas, Galicien
Ukendt producent*)
Hvidvin, med smagsnoter henad fersken.

Imellemtiden var det strømmet ind med kunder i vinbaren, de stod op, næsten på nakken af hinanden. Stor stemning, megen støj. Vi var i Spanien, og det går ikke stille for sig på en populær vinbar.
Festligt, folkeligt og fornøjeligt.

Vi tog en taxa tilbage til hotellet!


Verner



*) Det var ikke muligt i al hurlumhejet, at få noteret navnet på producenten af denne dejlige flaske hvidvin!




søndag den 11. september 2016

Godello

Godello
Godello 2015
Ondes del Alma
Monterrei

- Herligt bekendtskab !

I den gennem mange år systematiske søgen efter noget nyt og anderledes, dukker så dette gode glas hvidvin op!

Fra gammel tid har spansk vin været synonym med rødvin, især var forrige generation (min) glade for Rioja, som i gamle dage blev lagret mange år, og følgelig kunne gemmes endnu længere. Ren svir. Meget indenfor vinverdenen har ændret sig siden. Også i den spanske vinverden.
I det nordlige Spanien finder man i dag hvidvin af klasse, især skulle jeg mene i Galicien. Mange har efterhånden smagt de gode Alberino fra Rias Baixas i Galicien, men der er andre. Der imellem Godello, som produceres i Ribeiro, Valdeorras, Ribeira Sacra og Monterrei.
Spændende bekendskab, et godt alternativ til den kendte Alberino fra de samme områder.

Godello 2015
Ondes del Alma
Monterrei

Håndhøstede druer fra i gennemsnit 25 år gamle stokke. Vinen er ferskenagtig, aromatisk med et urteagtigt præg. Vinen er overraskende meget anderledes, end man lige forventer og har forlængst fået et publikum.
Meget anvendelig. Man kunne jo prøve med fisk, fjerkræ, salat og ost, men der er mange flere muligheder.


Verner



søndag den 28. februar 2016

Albariño

Rias Baixas - Albariño

Galicien

Vindistriktet Rias Baixas. Tæt på Atlanterhavet

I dag hører vin lavet på druen Albariño til de bedste hvidvine i Spanien. Med sprød frugt, ferskenaroma og et meget højt syreniveau passer denne drue fint til havets frugter. Den berømte vinmand Miguel Torres mener, at Albariño i virkeligheden er identisk med Riesling, som skulle være ført til den Iberiske Halvø af tyske munke i det elvte århundrede.
Ser man isoleret på navnet, betyder Albariño: Øvre Rhin. Så måske er der noget om snakken.
Alba = Øvre
Riño = Rhin
Ergo har vi Øvre Rhin !

Dette er endnu ikke videnskabeligt bevist, men måske er der noget om snakken. Druen, og vinen man laver af den, minder i hvert fald om Riesling.
Det er ikke så mange udgaver af Albariño vi ser i Danmark, så derfor er det interessant, når vi endelig møder én.
Den dyrkes i Galicien i Spanien, tæt på Atlanten, i Rias Baixas, deraf måske det friske indtryk, samt det høje syreniveau.


Rias baixas, Albariño
Gotas de Mar 2014

Farven svagt gylden, ganske klar.
Bouquet ikke meget, men til stede.
Smag, frugtig, citrus og syre. Masser af syre.

Minder godt nok noget om Riesling. Passede fint til pocheret laks med blandede grøntsager i en fin lys sauce.
Positivt bekendtskab.


Verner


mandag den 28. september 2015

Spansk Vinfestival 2015



Spansk vinfestival i Pressen, Politikens Hus i København. Nyligt afholdt, just forgangne fredag og lørdag. Selv deltog jeg sammen med et par gode venner i arrangementet og fik et par hyggelige timer.
Spansk vin er mange ting. Jeg tror, man på vinmessen kunne smage 200 vine fra forskellige importører og spanske firmaer. Men, hvem pokker kan smage 200 vine? Svært hyggeligt var det dog, når man sådan slentrer rundt sammen med vennerne og smager lidt hist og pist, for at tage hele baduljen fra en ende af er ikke muligt, ej heller tilrådeligt. Hovedindtrykket er et moderne vinland med mange slags vine. Spanien er, som flere andre europæiske vinlande, gået stærkt frem kvalitetsmæssig og har meget at byde på. Hovedindtrykket på denne messe er de mange røde vine, efter min personlige smag alt for mange. 

Rødvin – utallige. Den bedste var uden tvivl Peter Sissecks Flor de pingus. Her giver det for alvor mening at beskæftige sig med spansk Rødvin. Hold da op. Det er andenvinen til den berømte Pingus, en vin ikke mange danskere har smagt. Et lille forsigtigt glas af Flor de Pingus kostede 50 kr. på messen.
Men der var som sagt utallige røde vine. Sikkert fortræffelige.

Kun en enkelt stand med sherry, som herhjemme er gledet næsten helt ud.

Cava var pænt præsenteret, numerisk i hvert fald, og denne vintype (mousserende vine) er gået meget frem. Der var fremragende eksempler imellem.

Rosé var der nogle få stykker af; pæne ikke meget mere.

Bodegas Granbazán

Hvidvin. Heldigvis var der da nogle hvide vine. Vine fra Rueda, som er gået en del frem og vine fra Galizien. Det var faktisk det, jeg kom for at smage. Det tog sin tid at finde et par stande, der udskænkede vine på den fortræffelige drue Albariño, som dyrkes i det kølige og regnfulde Galizien i Nordvestspanien tæt på Atlanterhavet. Her lykkes Albariño for alvor. Især imponerede flere eksempler af Albariño fra producenten Bodegas Granbazán, som så vidt vides ikke har en dansk forhandler. Endnu. Kvalitetsproducent. Herlige produkter fra dette hus.

Alligevel bliver indtrykkene sporadiske sådan en eftermiddag. Bedre ville det have været, om der var tale om en kommenteret smagning.



Verner