Chateau Durfort-Vivens 1984

Chateau Durfort-Vivens 1984

Ifølge 1855 klassifikationen for Bordeaux-vine er Chateau Durfort-Vivens placeret i 2. cru. At en vin ”kun” rangerer som 2., 3., 4. eller 5. cru betyder ikke, at der er tale om en ringe vin, ikke værd en omtale.

Au contraire!

Så det var både en overraskelse og begivenhed, nærmest, for hvilken vi takker vore gode venner værtsparret, at drikke en 2. cru Chateau Durfort-Vivens fra 1984 til langtidsstegt culotte med tilbehør. Her var der dømt ren guf.

Allerede for mange år siden blev Chateau Durfort-Vivens 1984 bortdømt af professionelle vinfolk, idet 1984 havde været et ringe vinår. Den skulle således den dag i dag slet ikke være i live; lige til at hælde i kloakken. Det er et voveligt foretagende at gemme vin i så mange år, og slippe godt fra det, vel at mærke. Men, er der vine, der kan klare det, er det klassificerede vine fra Bordeaux.

Blot er der altså det med årgangen, der spiller ind.

Aftenens vært havde modtaget denne flaske i gave for tyve år siden, og opbevaret den lige siden liggende i sin private villa-kælder.

Hvordan er så sådan en gammel 2. cru, der for længst skulle have været død og borte?

Bouqueten var tydelig, stadig med frugt, men med et støvet præg, gammel vin.

Farven var forunderlig mørk, nærmest sort.

Smag. Igen frugt, pænt koncentreret, fyldig, dejligt smagende.

Noget af det præg af klasse vinen må have haft fra fødselen, havde den tydeligt beholdt! De 20-30 minutter der gik, mens vi drak vinen, holdt den sig forbløffende godt i glasset. Her var ingen hurtig død, som man ellers kan opleve. Helt sikkert en gammel vin, præget af sin alder, men fuldt i live. Det er da utroligt, det skulle ikke kunne have ladet sig gøre det her.

Efterfølgende blev drukket en Chateau de Seguin 2004, fuldmoden, et fint glas. Selvfølgelig en vin af ringere status, men god og fuldt tilfredsstillende. Blot er det forbløffende, at de to vine havde så klart et fællespræg. At drikke Chateau de Seguin efterfølgende var som at møde forgængerens lillebroder.

Chateau de Seguin 2004

Verner

Chablis i september

Og vejret?

I begyndelsen var Chablis (lettere omskrevet citat). Og Chablis ligger der endnu. Engang sammenhængende med Bourgogne, nu adskilt, men rent vinmæssigt og mentalt er det stadig en Bourgogne, ikk’? Jo da.

Chablis produceres på druen Chardonnay, ligesom de hvide bourgogner. Her er det så, at Chablis adskiller sig fra fællerne lidt længere sydpå i selve Bourgogne, først og fremmest ved den kendsgerning, at de bedre Chablis’er, premier cru og grand cru vokser på en utrolig fattig jordbund fyldt med Kimmeridge- og Portland kalk, de lærde strides om, hvad der er bedst. Der hvor jeg fik min børnelærdom ind, ikke med mælk, men med Chablis, var der i hvert fald ikke tvivl om, at jordbund præget af Kimmeridge kalk var sagen. Jeg tror ikke selv på, at det skulle have ændret sig væsentligt. Det er denne jordbund, der giver Chablis sin specielle karakter; hård, men ikke ubehagelig, minder om mineraler og sten, og samtidig om hø.

Der findes fire appellationer: Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru og Chablis Grand Cru. De to sidstnævnte er de bedste og mest interessante. Under en mini-smagning for nylig i Chablis by, hos et lille ukendt vinfirma, var forskellen i hvert fald evident på de fire appellationer. Selv en blind og døv kunne kende forskel, også ifølge min ikke vinkyndige ledsager. Det kunne man netop.

Klart nok.

Det var formiddag og regnen væltede ned udenfor, sikken et vejr. Lige da vi ankom til det lille bycentrum, sås de berømte grand cru marker, der ligger lige uden for byen situeret i et amfiteater; en gigantisk skål, der rummer de syv berømte marker: Preuses, Bougros, Vaudesir, Grenouilles, Valmur, Les Clos og Blanchot.

Det er toppen professor! 

Mange anser Le Clos og Vaudésir for de bedste, men selv har jeg smagt en Chateau Grenouilles, der var sensationel, og som man ikke kan tro skulle kunne overgås. Chateauet var et ussel skur nede i marken. Angivelsen chateau har man købt sig til.

Undervejs i det nordlige Bourgogne (turen foregik på cykel), ved middage på skiftende hoteller, lykkedes det at drikke seks flasker premier cru Chablis, foruden at teste to stk. til, plus to grand cru’er. Det er fint for otte dage, synes jeg. Rigtig meget tilfredsstillende.

Chablis by

Verner

Floc

Her ses en nabo

Der kommer naboen sør’me, lige hjemkommet fra ferie i Sydfrankrig, nærmere betegnet Gascogne, hvor familiens sommerhus ligger. Det må være rart sådan at have et sommerhus på de kanter. Desuden er det vældig rare og flinke mennesker, de samme naboer. Hvad kommer alt det lige blog-læsere ved? Det gør det, for samme naboer havde medbragt en flaske af deres yndlingsdrik fra Gacogne; Floc de Gascogne, som de generøst skænkede vores husstand.

Floc

Meget har jeg set og hørt, men ikke lige denne dessertvin. De fleste ville måske kalde den en damevin eller noget d’Artagnan drak, når han havde tømmermænd, I ved d’Artagnan, ham med de tre musketerer. Næh, han har ikke levet, vi taler her om en fiktiv roman- og filmperson. Han var også fra Gascogne i det sydvestligste af Frankrig.

En skuespiller fremstiller her d'Artagnan

Og hvad er så Floc de Gascogne?

Nej ingen damevin, men rig og nuanceret aperitif / dessertvin, hvor den rene nektar dominerer.

Friskpresset druejuice tilsættes 1/3 del Armagnac, der har en fadstyrke omkring 68%, hvilket både stopper gæringen og virker som konserveringsmiddel.

Floc holder 17 % vol. på flaske og laves både som hvid og rosé

Nyd denne raritet afkølet i små hvidvinsglas!

Gascogne i Sydvestfrankrig

Verner

Oenotria

Etruskisk kunst

Det var grækerne, der kaldte Italien for Oenotria dvs. Vinland. Enten fordi de havde bragt vinplanterne med til Italien, da de befolkede en del af landet. Eller også, og det er interessant, voksede vinplanterne næsten overalt ligesom i dag og var enten indfødt (næppe) eller bragt til landet af tidligere beboere, som f.eks. Etruskerne, der slog sig ned i Mellemitalien. Her bliver det lidt sværere, fordi de lærde strides om, hvor pokker de så kom fra. Etruskerne altså. Nogen mener det var et subalpint folkeslag, der vandrede ned i Italien. Andre, at de kom over havet. Passer det sidste, kan de have medbragt vinplanter. Men, never mind. Oenotria har i årtusinder produceret vin, og dets vine er den dag i dag meget populære, tænk bare på Barolo, Barberesco, Chianti og Brunello. Blot nogle få af de kendte vine. Meget få!

Inden jeg så lige glemmer det, skal jeg anbefale en rigtig spændende og morsom bog om visse aspekter vedrørende etruskerne. Visse aspekter altså!

Howard Shaw: Giovanni Camerinis forbrydelse

Og her i Mellemitalien finder man mange arkæologiske rester fra Etruskernes tid, ligesom - hold fast, vin i lange baner. Ikke bare i Chianti, men også længere østpå i Umbrien og Marche.

Stefano Antinucci

I sidstnævnte område, Marche, dyrkes blandt mange andre vine også den herlige Verdicchio dei Castelli di Jesi classico. Hold nu op siger den årvågne blog-læser, det har han da skrevet om tidligere. Det er også rigtigt (man kan se det ude til højre på bloggen; i kataloget). Men nu er det altså sommer for alvor, og hvad skal vi drikke i varmen? Ja, vi kunne da drikke den herlige Verdicchio. Det er skønne sager i de rette producenthænder, som f.eks. Stefano Antinuccis, hvis vinforetagende (www.vinisantabarbara.it) blandt meget andet også laver Verdicchio på højt plan. Her taler vi om Verdicchio dei Castelli di Jesi classico og Verdicchio dei Castelli di Jesi classico ”le Vaglie”. Denne Drue, Verdicchio, kan være en let tørstslukker, mousserende eller struktureret, kompleks og længelevende (især Riserva og DOC). Du vil elske at drikke Stefanos udgaver af Verdicchio, og dette er ikke bare en løs påstand. Påstanden kan efterprøves ved køb af vinene hos Preva Food i Hvidovre, nærmere betegnet Avedøre.

Verdicchio

Le Vaglie

Du bliver en fan af denne herlige vin, som kan drikkes til utallige italienske retter, eksempelvis den nedenfor viste.

Verner

Terre de Granit

Saint Joseph - Lad de små børn komme til mig

Terre de Granit

Saint Joseph 2009

Cave de Tain

Man møder dem overalt, vine lavet på Syrah og fra alle verdenshjørner. Druen er in. En modedrue. Jeg fristes til at sige ludder-drue, noget i retning af Cab. Sauvignon, Chardonnay og Sauvignon. Druetyper alle prøver at producere for at ramme konsumenternes flygtige smag og interesse. Som regel, ofte, er disse Syrah-vine ovenikøbet rene kraftbasser, med rigtigt højt alkoholindhold. Kanonslag. Hvor er det synd. Mindre kan gøre det. Der skal ikke være revolution hver dag, vel?

Så meget desto bedre er det, at finde en Syrah fra et område, hvor den nærmest er indfødt, ikke indført, nemlig Nord-Rhone. Nord-Rhone, hvor Syrah dyrkes intensivt, vine lavet på 100 % Syrah, blæksorte, kraftige, fyldige, fantastiske vine. Men her er der også tale om dramatiske vine. Så er vi lige vidt. Undtagelsen var lige dette eksemplar fra appellationen Saint Joseph. Den var pænt mørk, duftede af mørke bær og smagte af det samme, med et klart præg af undergrunden, der visse steder i det relativt store distrikt er granit. Hvadbehager tag lige den! Og så holdt den kun lige 13 % volumen alkohol. Vinen passede helt fortryllende til vildtragout lavet på basis af rådyr-kølle. Ekstra gevinsten er, at man ikke vakler halvt bedøvet væk fra bordet efter indtagelse af en halvflaske pr. mand (kvinde).

Nej, jeg har ikke bortdømt appellationer i Nord-Rhone som f.eks.

Cote Rotie

Condrieu

Crozes-hermitage

Hermitage

Cornas

De fantastiske røde vine fra disse appellationer er som regel bedre egnet som meditationsvine end lige bordvine. Altså efter min opfattelse.

Sluttelig skal jeg gøre opmærksom på, at et besøg i Nord-Rhone er langt bedre, end at sidde og drikke en vin herhjemme fra samme område. Meget, meget bedre. Det står jeg inde for. 

Saint Joseph

 Verner

Kom til Makedonien min far!

Tikves vinmarker i Makedonien

Denne vin er godt nok fra Makedonien, men man skal ikke lade sig overaske, heller ikke af vin fra dette verdenshjørne. Kvalitetsvine bliver til så mange forskellige steder efterhånden. Således også denne. Før jeg modtog en flaskefuld i gave fra særdeles gode venner, havde selv jeg aldrig drømt om at møde en vin fra Makedonien, af alle steder! Men, men . . .

Her er den så, vinen, der er valgt til Årets Stjernevin 2013 af H.J.Hansen Vin. Det er godt set. Den er i hvert fald meget international i stilen, på trods af, at den er lavet på en lokal drue, der kaldes Vranec.

Det internationale islæt skyldes sikkert tilstedeværelsen af Phillippe Cambie, den franske ønolog, der især har klienter i det sydlige Rhône, hvor han assisterer mange af de sidste års store succeser fra Chateauneuf-du-Pape. Han er kendt for at skabe meget moderne Chateauneuf med masser af udtræk, saft og kraft, men holdt i balance. Det er den samme opskrift han har brugt her.

Tikves Vranec Special Selection 2011

Mellemfyldig til fyldig vin med lækker frugt og en smag, der er meget frugtdreven med bløde tanniner og en god intensitet. Den er moderne i stilen og det skjuler drueegenskaber og særpræg lidt, men den er knaldhamrende flot og smager af meget mere end den pt. ret fordelagtige tilbudspris af kr. 75,-. Man skal nok skynde sig efterhånden.

Det er sådan jeg selv foretrækker vin, mere charme og elegance end muskler, selv om Tikves Vranec holder 14 pct. volumen alkohol.

Verner

Gammel vin

Gammel vin

Skal man drikke gamle vine? Godt spørgsmål, ikke? For et par generationer siden var man ofte nødt til at drikke gamle vine, ikke alle årgange var gode, i Europa i hvert fald. Dem, der overhovedet drak vin var klar over dette forhold, så der måtte gemmes. Endvidere var en del vine fremstillet til at kunne gemmes, i modsætning til i dag. Årgangene har også en noget mindre betydning, ofte er den angivne årgang kun en slags datomærkning. Man er blevet bedre til at lave vin i mindre gode år. Endvidere er der også det forhold, at man langsomt er blevet vænnet til at drikke unge hhv. yngre årgange.

Derfor er det også interessant at smage gamle vine, i håb om, at miraklet er sket, at den gamle vin har klaret sig over en årrække og stadig er på toppen. Skønne drømme. De holder naturligvis ikke altid. Helt sikkert! Er man vininteresseret, modtager man selvklart en del flasker ved fødselsdage og andre familiefester, og så bliver det spændende at smage, og synes jeg, især de gamle flasker. Hvordan er de så? Klarede de pynten?

Private MARGAUX Reserve 1986

Schröder, Schÿler & Cie

Farve: Mørkt farvet centrum, aftagende mod glassets kant, hvor vinen fremstod  orangefarvet.

Bouquet: ikke meget givende, tydeligt præget af forfald. Desuden led vinen under en smule prop.

Smag: Ingen frugt, som vinen totalt havde mistet. Smagen præget af forfald: Skovbund, stald. Igen prop.

Nix. Det var som at kysse en afdød!

Chateau Talbot 1997

Saint – Julien

Grand Cru Classé

Farve: Pæn, typisk Bordeaux-rød

Bouquet: Nærmest stank. Hestestald.

Smag: Underlig sød, syrlig. Kraftig, modbydelig smag af hestestald.

Puh, den vil jeg nødig smage en flaske til af, hvilket jeg altså rent aktuelt har!

Faustino I - 1999

Rioja Gran Reserva

Spændingen stiger!

Farve: Flot dybrød.

Bouquet: Ikke udtalt bouquet. Frugt. Indtagende faktisk.

Smag: Fin balance. Lækker frugt. Herligt smagende Rioja.

Bingo, Bongo og Banko!

Denne vin var Præcis, som man husker de gamle årgange fra Rioja, hvilket var, hvad der gjorde dem så populære også i Danmark. Oh la, la.

Morale: Gem ikke vin for længe. Undersøg hvor længe vinen faktisk kan ligge og stadig være drikbar.

For Guds skyld!

- Men sjovt - det var det!

Verner