lørdag den 15. november 2014

Mumm Cordon Rouge Brut - Champagne NV



Champagnen, som vinderne af bl.a. Formel 1 og Le Mans "kaster" rundt med. Nyd denne meget friske og let parfumerede Champagne, som er perfekt i afkølet stand - til varme stunder!

Hvert år bliver vine fra 77 forskellige crus fra de bedste områder i Champagne brugt til at skabe denne benchmark cuvée. Nogle af disse 77 crus er Grands og Premiers Crus! 45 % Pinot Noir tilføjer struktur, 25 % Pinot Meunier tilføjer frugt og 30 % Chardonnay giver elegance og finesse.

Det er toppen at starte en lille privat middag fredag eftermiddag hos en af husets veninder med champagne, nemlig Mumms Cordon Rouge. Hun bor i en særdeles smuk lejlighed på Nørrebro i København og er - nævnt rent en passant - et sødt, sjovt og rigtig hyggeligt menneske. Hun er forh. kok og laver fortræffelig mad.
Hvor mange kender du f.eks., der åbner en flaske champagne, når vennerne kommer forbi til en lille spisning. Nej, vel?

Cordon Rouge (Det røde bånd) er en NV (Non vintage; ikke-årgangs champagne, der regnes for de bedste). Men selv en standard champagne som denne er et særdeles godt glas vin, på kanten af det delikate, og har en ganske let bisquit aroma og en tør smag.

Med al den vin, der konsumeres her i landet, burde meget mere være Champagne, eller i det mindste mousserende vin. Det ville også skabe fornyelse og glæde i div. sammenkomster. 


Verner

mandag den 3. november 2014

Chateau de L’oiselinière

Her har vi så det smukke slot


Man kan vedblivende undre sig over udvalget af vin i Danmark. Det er helt kolossalt, hvad der importeres til Danmark, også vine, der aldrig skulle have været hertil. Det er simpelthen muligt at erhverve sig en hvilken som helst vin, man kunne være interesseret i. Værre er det så, at det meste detailsalg af vin i dette land finder sted i supermarkeder. Her oplever man til gengæld, at disse ofte meget store forretningers udvalg naturligvis er centreret om billige tilbud, stereotypt og småkedeligt. Det handler om at sælge vin, interesse for varen er der naturligvis kun lidt af; det er ikke fagfolk.
Vindrikkere, som undertegnede, prøver at finde noget, der ikke er mainstream; noget anderledes. Og sjovt nok, her synes jeg efterhånden, at man skal søge tilbage til Frankrig. Fransk vin. Det må gerne være vin, man ikke ser for tit. Og det mærkelige er, at en del mindre, dog kendte franske vindistrikter ikke just er overrepræsenterede. Som f.eks. vine fra Loire, hvor der i hele flodens længde er mange mindre vindistrikter, som producerer glimrende vin. Vi ser dem sjældent her til lands!


Ruinerne af den gamle borg i Angers


I for længst svundne dage foretog jeg en cykelferie ved Loire, som startede i Angers, stor by tæt på Loires udmunding i Atlanterhavet. Pragtfuld cykelferie med ægtefælle og gode venner. Og herude tæt på havet, så at sige, finder man det lille vindistrikt; Muscadet. Når vi så taler om supermarkeders mangelfulde udvalg, så har et af de store (Super Best) netop i denne uge tilbud på en fin vin fra Muscadet.



Chateau de L’oiselinière
Muscadet Sèvre et Maine - Sur Lie

Flot Muscadet, der vinteren over har ligget på sit bundfald for at trække alt ud af druerne – som i denne vin giver en stor smag og en cremet smagsfylde. Vinen har en flot strågul farve. Duft af fersken, melon og lime med toner af egefad. I munden forenes en cremet smag af pære og fersken med sprød mineralitet og en velafbalanceret syre.

Hvorfor overhovedet høre om en hvidvin fra Muscadet? 
1. Det er et rigtig godt glas vin. 
2. Det er noget andet end det sædvanlige.
3. Det er fransk vin - fra et i Danmark mindre kendt vindistrikt.

- Vinen drikkes til fyldige fiskeretter eller skaldyr; er på det nærmeste skabt til det.



Verner

onsdag den 8. oktober 2014

Vin skal være let at drikke II



I forbindelse med forrige indlæg på denne blog Vin skal være let at drikke, skal jeg anbefale Alsace vin. Også fordi et for mig ukendt menneske havde sørget for en personlig invitation til mig til madmessen i Roskilde; Madens Skueplads. Invitationen kom fra Vinene fra Alsace. Besøg deres hjemmeside www.vinsalsace.com/da/

Det efterfølgende er ikke en fuldstændig indførelse i Alsace vin. Så langt fra. Det ville kræve en hel roman. Til det brug bør man læse Søren Franks mesterlige bog Vinene fra Alsace.

Her får Domaine Sipp-Mack gratis reklame

Men alle vindrikkere, kyndige som ukyndige, kan have stor glæde af de herlige flasker fra Alsace. De er nemt drikkelige (for det meste), velsmagende og herlige tørstslukkere. Langt de fleste kommer til at holde af de aromatiske hvidvine plus en enkelt rød; Pinot Noir.
Den kampagne, der for øjeblikket kører i Danmark, den danske mand bør skrue sit spiritus forbrug ned til 14 genstande om ugen, ville ikke have en chance under et ophold i Alsace. Så travlt får man med at smage henholdsvis drikke regionens dejlige vine. Hold da helt op.
I øvrigt går vinene strålende til regionens køkken, med mange bonderetter, der nu er blevet mondæne, som f.eks. Choucroute Alsacienne (Saurkraut). Prøv med Riesling til denne ret!
Regionen Alsace er desforuden et sandt turistparadis. Der er besættende smukt og pittoresk. Mange små vinbyer med bindingsværk, idylliske vinmarker, gamle borge og klostre. Et slaraffenland. Og ikke at forglemme; kirken i Alsaces sydlige ende Ronchamp tegnet af Corbusier. En stor oplevelse at se denne gigantiske paddehat af en kirke nærmest skyde op af jorden.
Men først og fremmest vinen. Vinen. Man kan ikke andet end at holde af disse Alsace vine.
Vin skal være let at drikke. Det skal den da, ellers er der jo ingen mening med galskaben. Vel?
Ronchamp. Den gigantiske paddehat af en kirke.  
Verner

tirsdag den 7. oktober 2014

Vin skal være let at drikke I


Det er, hvad sagen går ud på: Vin skal være let at drikke! Med al klædelig beskedenhed har jeg selv advokeret for lettere, venligere og rarere vine, på denne blog, mange gange. Derfor bliver man naturligvis opløftet når en kendt redaktør, vinskribent og ditto smager, fremkommer med nedenstående udtalelse (Berlingske tidende 6. oktober 2014).

Søren Frank:
”Jo mere rødvin, jeg smager og drikker, jo mere træt bliver jeg af sorte, tunge vine med overmoden overekstraheret frugt, tons af egetræ og et hedvinsagtigt alkoholniveau. Vin er til for at blive drukket og skal således også være let at drikke.”

Citatet stammer fra ugens vinanmeldelse. De fleste vine indgivet til vinanmeldelse i diverse dagblade, magasinet etc., befinder sig typisk i dagligvare segmentet, dvs. ikke alt for dyre. Hvis jeg skal sige det, er der tit ikke meget at komme efter kvalitetsmæssigt. De fleste af vinene er røde og Søren Franks beskrivelse passer på mange af dem, desværre. Vindrikkeren, forbrugeren, må selv ud for at finde passende vine, som er til at holde ud at drikke. Gode, sunde og velsmagende vine, med et ikke alt for højt alkoholdniveau.
I samme anmeldelse kommer Søren Frank også ind på chilenske vine, som efter hans opfattelse stort set alle sammen smager som Ribena, uanset druesorten!
Søren Frank ved nok hvad han taler om!
Desuden er det danske vinmarked oversvømmet af rødvine. Vin skal drikkes til mad, for det meste, og mange forbrugere er åbenbart af den mening, at man da skal drikke rødvin til maden. De er blevet misguidet. Der er masser af hvidvine, som passer bedre til dagens ret, eller hvad vinen nu skal drikkes til. Bedre altså!
Der er (heldigvis) en vej frem. Man må forsøge sig også her, så finder man efterhånden noget rimeligt, og får en masse dejlig erfaring som vindrikker og vinnyder.
På med handsken!

En glad vindrikker!
Verner

lørdag den 20. september 2014

Toppen af Chianti



Vinhandlen Brdr. D har efterhånden forlagt sine smagninger fra Frederiksberg til afdelingen på Østerbro i København af pladshensyn. Glimrende idé, men rejselængden fra hjemmebasen nu til Østerbro er kendeligt forlænget.
Men - torsdag aften i indeværende uge kunne man hos Brdr. D smage toppen af Chianti, nemlig vine fra Rocca di Castagnoli.
Tilstede var en italiensk dame fra Castagnoli, charmerende, veltalende (på engelsk) og naturligvis meget vidende om sit firmas produkter.
Rocca di Castagnoli producerer Chianti, Chianti Classico og vine udelukkende på Cabernet Sauvignon, og nogle med mere eller mindre Cabernet tilsætning. Der smagtes 10 vine. De mest originale er Chianti og Chianti Classico lavet på lokale druesorter (hoveddruen er Sangiovese), som virkelig udtrykker stedets terroir. Her er for så vidt intet nyt. De kvalitetsmæssigt bedste var vine udelukkende på Cabernet, men de ligner så mange andre internationale vine. Til gengæld her med tårnhøj kvalitet. En fornøjelse var det at smage vine fra markerne Stielle og Buriano
Til sidst efter alle de røde smagtes en Vin Santo fra 2001, sød dessertvin og pragtfuld smagende. Vinen havde blandt meget andet tydelige smagsnoter af valnød!


Verner

onsdag den 17. september 2014

Vinene fra Alsace



Inviteret af Vinene fra Alsace besøgte jeg tirsdag (i går) fødevaremessen Madens Skueplads på Roskilde Dyrskueplads. Anledningen var to små faglige seminarer financieret af Vinene fra Alsace og Madens Skueplads. Netværket mad+medier stod bag idé og tilrettelæggelse. Mad+mediers to stiftere Marie Sainabou Jeng og Rasmus Holmgård var til stede og deltog som talere ved de to særdeles interessante seminarer.
  
Ultrakort om de to seminarer

Seminar1
Terroir og storytelling
Hvor går grænsen mellem storytelling og det sansede udtryk?

Seminar 2
Terroirformidling – Sådan taler vi om oprindelse
Hvad bidrager det med til varens kvalitet, at den er et kendt brand, mv.?

Det forholder sig altid sådan med forelæsninger hhv. foredrag, at talerne ikke har tid nok. Det er meget svært at afgrænse sit emne, hvor gerne man end vil. Det opleves tit. Således også her. Men det gør ikke så meget, så længe emnerne er så interessante, som tilfældet var. Mad og vin!

Undervejs i seminar 1 var der smagning af lammekød fra tre forskellige steder, hvor man kunne afgøre med sig selv og hinanden, om der virkelig var et præg af terroir på de tre typer lam. Det var svært registrerbart, ville jeg sige.

Ganske kort efter kom så smagning af tre Alsace Grand Cru vine. Der var tale om meget store vine.

1. Domaine Ostertag Riesling Grand Cru Muenchberg 2012

2. Domaine Weinbach Riesling Grand Cru Schlossberg 2012

3. Albert Boxler Riesling Grand Cru Brand 2012

Her var der tydelig forskel på terroir. Beskrivelsen af de tre vines duft og smag under indflydelse af terroir, som beskrevet på et medfølgende print, er mesterlig. Super. Så tæt på kommer man kun, med fuldstændig 100 pct. kendskab til marker og terroir, og beskrivelserne være lavet hos producenterne selv. Vine tæt på det fuldkomne. 

Faktisk kan man købe en Alsace Grand Cru i den almindelige detailhandel til lidt under 100 kr. De er sjældent værd at samle på. De tre her nævnte vine er betydeligt meget dyrere for forbrugeren og med rette. Store vine. Det var en fornøjelse.

Undervejs i seminar 2 var der kaffe og kringle. Her skulle man ikke afgøre terroir eller tale om det. Ren fortæring.



Verner.

onsdag den 10. september 2014

På vinothek i Wien

Det er ikke et billede af vinotheket, der her omtales
Men lige så pænt!

Når man er i hovedstaden i et vinland (Wien), må man besøge et vinothek for ligesom at smage lidt på standarden. Ovenikøbet lå der ganske tæt på vores hotel et vinothek beliggende på Laurenzerberg 1. Det var et fint lille sted, forholdsvis nyåbnet. Den flinke vinmand Hr. Roland Wiederer var i fuld gang med at opbygge en forretning. Foruden de virkeligt gode vine han satser på, og der var en del, kunne man også spise små udsøgte retter, fremstillet af ham selv og hans hustru. Vi var der et par gange, den sidste for at købe et par flasker med hjem. Man kan ikke bringe sådanne flasker med som håndbagage i en moderne lufthavn, det er ganske forbudt. Men ved hjælp af en særlig flaskebeholder til at lægge i kufferten, går det alligevel.
Den første gang vi besøgte ham, skulle jeg blindsmage et par vine, syntes han. Det var to rødvine. Hvilken er Pinot Noir og hvilken Skt. Laurent, spurgte han. Nu skal det siges, at det er noget af det sværeste at blindsmage vin. Man kan komme rigtig galt af sted. I forvejen havde man jo også indtaget et par glas et andet sted. Jeg smagte, vurderede lidt og valgte den mest fyldige, som værende Pinot Noir. 
Jeg skulle have været klogere. Meget klogere. Det burde jeg. Bagefter kan man godt se hvad man skulle have valgt. Men Hr. Wiederer var høflig og smilende. 
Senere smagte jeg tre prøver på Grüner Veltliner. Herlige glas fra en topproducent, lige som de to røde, der lige var smagt.

Besøg vinbaren hvis du kommer du til Wien!

Vinothek w-einkehr
Weinhandel & Weinbar

Roland Wiederer
Laurenzerberg 1
1010 Wien 
Austria

www.w-einkehr.at - Hjemmesiden er under opbygning, skulle snart blive færdig.



Ikke langt fra, ligger blandt mange andre seværdigheder;
  Stephansdom
 Verner