Det er ikke alt guld, der glimter!

Indrømmet. En vindrikkers tilværelse er ikke altid nem. Opmærksomt følges de mange vinartikler, anmeldelser, bøger og omtaler, og vidste man ikke bedre, hvad man heldigvis gør, he, he, kunne man godt tro, at hjælpen var nær. Au contraire. De mange skribenter, hhv. anmeldere, kan jo ikke omtale meget andet, end hvad der bliver fremsendt af prøvemateriale, eller prøveflasker til bedømmelse. Det er ikke disse meget kompetente vinanmeldere, man skal klage over. Det er sortimentet, det sortiment, der skal bedømmes.

Man må også medgive, at der er en del velkvalificerede ting imellem, men for den almindelige forbruger bliver netop disse vine alt for dyre. Desværre, for det er her kvaliteten gemmer sig.

Lorry (dansk tv-station) glimrer også med diverse tilbud, selvfølgelig af vekslende kvalitet, ligesom de førnævnte! Sic! Hvad skal man snart stille op? Svaret er, at frekventere en rigtig vinhandel og betale prisen. Det er sådan virkeligheden er for kvalitetsvin.

Men Lorry så?

Fornylig var der et tilbud på Bourgogne; rød og hvid. Og til aften smagte jeg den hvide. Som er

2012

Hautes Côtes de Beaune

Blanc

Domaine Edmond Monnot & fils

God landlig type. Ingen Lieu dit (navngivet mark), Pr. Cru eller grand Cru. Ordinær vin altså.

Klar gylden farve.

Ingen særligt fremtrædende bouquet.

Pæn, tør, fyldig Chardonnay, heldigvis ikke fadlagret, smagende af druen.

Lige til at drikke. Hurtig glemt!

Men Ok, det var et forsøg. Man kan håbe at Domainets røde vin fra Maranges (kommunens navn) er bedre. Den burde være det, da der her er tale om en Premier Cru.

Skal aftenen reddes af en Calva eller Gl. Dansk? Skal den? Det skal vise sig!

Verner

Pitstop

Mastekranen på Holmen i Kbh.'s Havn

I et fantastisk solskinsvejr, der iflg. meteorologer slutter i dag, for denne gang, er det ikke til at sidde indendørs, så hvad er mere naturligt end at gå en lang tur. Som sagt så gjort.

Jeg foretrak en gåtur i Kbh.’s Havn pga. havnens egenart og særpræg og skiftende lys og temperatur alt efter vejret. I dag ingen problemer.

Så det blev en fin tur helt fra Østerport Station til Langelinie, langs havnen forbi den tidligere Langlinie-Pavillon og helt ind til Skuespilhuset langsomt slentrende i solen.

Pitstop.

Her skulle jeg have et glas hvidvin, mens der var dømt afslapning. En særdeles flink ung tjener i Skuespilhuset stillede mig over for valget mellem Sancerre og Chablis. Jeg valgte Chablis.

Skuespilhuset

I øvrigt. Hvad er det man bør drikke i sådan et fantastisk vejr med solskin overalt? Her i foråret? Det er netop lyse vine. Lad dog de gumpetunge, alkoholrige, fede rødvine være, drik de lyse vine nu, hvor det er forår. Hvidvin, rosé og mousserende vine. Godt afkølede. Det er alletiders. Det løfter sindet på sådan en dag.

Dette glas Chablis var meget karakteristisk. En ung Chablis, stålsat med et grønt skær og kølig frugt med aroma af blomster, citrus og lidt mineral, som f.eks. kalk eller flint. Lige efter bogen og meget, meget dejlig. Drukket ude i solen siddende på bolværket!

Det er forår. Det er hvidvin. Det er Chablis!

 

Chablis

Du vil hellere drikke andre hvidvine end Chablis?

Verners forbrugervejledning:

Hvid Bourgogne

Crémant de Bourgogne

Sancerre

Tør Riesling d’Alsace

Tør Riesling Rheingau

Tør Riesling Østrig

Grüner Veltliner Østrig

Silvaner Spätlese trocken fra Franken

Albarinõ Rias Baixas Spanien

I virkeligheden skal blot vælges en virkelig god kvalitetsvin - så bliver navnet underordnet!

Verner

  

Johannisberg

Schloss Johannisberg

Søndag 23.02.2014 11.20

Der er mange veje til et godt glas vin. Ikke? Næh, siger mange, jeg går da bare hen i et supermarked, så er den klaret. Faktisk er det jo meget rigtigt. Det kære emne (vin) stikker sit hoved frem mange steder, der er gået inflation i omtale, køb og drikning. Det er næsten ikke til at blive fri.

Således også i dag, hvor der er en omtale i Ekstrabladet, tror jeg, omhandlende Oetker-familien og dens stenrige medlemmer. En formue skabt i nazi-tyskland under krigen. I dag en gigantisk verdensomspændende koncern. Omtalen i avisen stammer fra en artikel på Bloomberg.com også i dag. Det er rigtig, rigtig interessant læsning.

Og – Hvad i alverden har det at gøre med vin?

Nu ligger det faktisk sådan, at denne familie (og koncern) foruden så meget andet også ejer Schloss Johannisberg i Rheingau, et mytologisk sted for inkarnerede Riesling-aficionados. Slottets lange historie, som du ikke får her (du kan selv finde det på internettet) går så langt tilbage som 900 år, en tidligere fyrstebolig. Selvfølgelig. Slottet bør besøges ligesom vindistriktet Rheingau. Et perfekt feriemål i kort afstand fra Danmark. Det kan jeg stå inde for.

Slottets vin? Helt fantastisk og jo højere prädikat jo bedre. Det er også sådan, at der i dag findes endnu bedre producenter i området end Schloss Johannisberg, men skulle jeg mene; marginalt.

Kommer man i snak med andre vininteresserede, risikerer man hurtigt at blive stillet over for påstanden om, at Chardonnay giver en bedre vin. Man møder det altid. Som det sikkert fremgår af det forestående, er jeg ikke enig.

Jeg står på Riesling, som det mest fortryllende, når der tales om kvalitetsvin. Tysk Riesling. Rheingau. Gerne Schloss Johannisberg.

Apropos supermarkeder, så finder du ikke Schloss Johannisberg dér.

Og alt dette kommer af at kikke ud af vinduet en solrig senvinterdag. Jeg må se at komme ud i solen.

Rheingau

Verner

Daniel Bouju Selection Special Cognac AOC

Denne Selection special er mørk, kraftig og velsmagende Cognac. Her er virkelig noget at komme efter, ingen sædvanlig små-kedelig Cognac, tværtimod. Eller som de siger, hvor den skønne drik produceres; Au contraire! Hvis jeg skal komme med et bud på, hvad sådan en ting smager af, må det blive en fremtrædende smag af figner, et svagt hint af sherryfad og en anelse jord. Power!

Og her er så kun tale om Boujou på basisniveau. Kommer man ud for husets bedre kvaliteter, som f.eks. VSOP og XO, bliver der ingen ende på herlighederne.

Mandag aften (i morgen) skal jeg lave franske crepes af bedste klasse, for at matche denne herlige sag.

Sans doute!

Og denne gang er der ikke grund til at bortforklare, hvorfor der optræder et blog-indlæg angående spiritus. Cognac er brændevin. Dvs. brændt vin; destilleret vin. Altså har vi et produkt her, som er fremstillet på basis af vin. Ellers ville det ikke kunne lade sig gøre. Det er ovenikøbet destilleret to gange. Dernæst bliver det fadlagret under betegnelsen eau de vie; livets vand! Hos producenten Bouju fadlagres alle eau de vie mellem fire og fem år før den endelige blanding og aftapning, der så kaldes Cognac. Vupti.

Daniel Bouju et er en lille familievirksomhed, grundlagt i 1805 og beliggende i Saint-Preuil.

Huset laver cognac i Grande Champagne, Cognacområdets absolutte “Hjerte”, og råder over 25 ha vinmarker.

At besøge Daniel Bouju er som at sætte tiden lidt i stå - hele produktionen foregår i det lille landbohus’ tilhørende lade og - man fristes til at sige - redskabsskur.

Daniel Bouju er et stærkt bevis på, at småt er godt – hos ham er masseproduktion og industriel produktion bandlyst. Her er det detaljerne, der tæller: Cognacen destilleres på en 16,5 hl. still og fadlagres på helt nye små Limousin-fade, hvorved den tager karakter gennem flere års naturlig udvikling på fad og ikke ved hjælp af kunstige tilsætninger som karamel eller sukker.

Daniel Boujus generelle kendetegn er en mørk, finesserig og karakterfast smag, der i VSOP-kvaliteten er rund og fyldig med udviklede tanniner og en lang eftersmag med frugtrige, krydrede nuancer. Forskellen i de forskellige cognacer ligger i lagringen, der er mellem 5 og 80 år, afhængigt af den enkelte produkttype. Herudover fremstiller Daniel Bouju også den for området så kendte specialitet, Pineau des Charentes.

Den oprindelige opskrift på Daniel Boujus cognac blev lavet i 1804, og det er stadig den, der danner grundlag for produktionen i dag. Ingen hokus pokus. Men selvfølgelig en lille hemmelighed i fremstillingen. Vil man have kraftig, mørk og tung cognac, skal råmaterialet være sure druer høstet tidligt, og som tidligere nævnt: Ingen tilsat karamel, kun den ægte farve fra fadlagringen. Og så er Boujus cognacer ikke engang dyre – tværtimod!

Verner

Château la Tour de By 2009

Chateau La Tour de By, beliggende i Medoc, har en historie, der kan spores tilbage til 1700-tallet. På det tidspunkt var det kendt som La Roque de By. Navnet de By kommer fra de By-sektoren i Medoc. Den første del af navnet refererer til det store tårn, der pryder ejendommen, som kan ses på etiketterne. Det maleriske slot blev bygget senere, omkring 1876.

Chateau la Tour de By er en bordeaux vin med lakrids, sort kirsebær og et ganske svagt ekko af jordbund. Vinen er en blanding af 60% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 5% Petit Verdot. Vinen er ikke drikkemoden endnu og bør derfor lagres et par år, så den også vinder større kompleksitet. Dog var det en smuk oplevelse. Ret beset burde man altid drikke vin på dette niveau, om det var muligt.

Ikke ret meget slår en klassificeret Bordeaux som denne!

Sjovt nok forhandles vinen fra dette slot af en herværende blomsterforretning, sikkert blandt andre. Forholdet pris og kvalitet må siges at være i orden, men billig kan sådan et mesterstykke aldrig blive. Dog var denne flaske en gave.

 Verner

  

3,4 mio kr.!

Rekorden for verdens dyreste whisky solgt på auktion
er netop slået på en auktion hos Sothesby's i Hong Kong

Det første spørgsmål jeg møder er selvfølgelig: Hvorfor kommer der et indlæg om whisky på en vinblog? Ja, som man plejer at sige: det er et godt spørgsmål!

Årsagen er ret simpel, nemlig at en flaske whisky af de bedre er solgt på auktion for 3,4 mio. kr. for en 6-liters krystalflaske.

Nej, der er ikke tale om vin, men et andet drikkeligt fluidum med spiritusindhold, nemlig whisky. Derfor kommer det med her. 

Der er tale om en 6-liters krystalflaske af den sjældne single malt whisky ”M” fra det verdenskendte skotske Whiskyfirma Macallan.

Det som definerer en kultur er, at den skaber f.eks. en drikkelig ting, man kan blive fuldstændig skæv på!

I skrivende stund håbes på, at læseren stadig er med!

For ret så mange år siden reklamerede en vinforretning med et whiskymærke. I den anledning var der en længere historie angående kelterne og deres spiritus; whisky.

Her hævdede vinfirmaet, i modsætning til diverse leksika, at Kelterne oprindeligt var udvandret fra det centrale Schweiz, oppe i Europas vandskel, der hvor Rhinen og Rhone udspringer med 100 meters afstand, og vandret ned over Europa for endelig at nå frem til de Britiske Øer, til Cornwall, Irland og Skotland, hvor deres sprog den dag i dag endnu tales. Det er sådan cirka rigtig nok, men måske med visse moderationer.

Med sig skulle de have bragt deres form for ildvand; nemlig uisge beatha: Livets Vand.

Til yderligere støtte for dette argument gjordes gældende, at i det centrale Schweiz, hvorfra Kelterne skulle være kommet, tales der den dag i dag oldkeltisk i afsides beliggende dale, ligesom der tales oldlatin i andre afsides liggende dale, samme steds. Dette blev gjort gældende pga. af sammenfald sprogligt mellem oldkeltisk og oldlatin. Altså nært beslægtede sprog! F.eks udtales det keltiske ”uisge beatha" næsten ligesom det latinske ”aqua vita”. Begge dele betyder ”Livets Vand”.

Her er det spørgsmålet, om en sådan historie klarer frisag i f.eks. byretten?

Tilbage står kun et: At anbefale et enkelt lille glas whisky af bedste kvalitet!

Macallan "M"

Verner

Chateau de la Rivière – Fronsac

Chateau de la Rivière

Den største og mest imponerende Fronsac-ejendom med borg og kældre i bedste Wagner-stil. De tidligere store tannin-rige vine er blevet mere raffinerede. Ny ejer i 2003; James Gregoire.

Har man på et tidspunkt smagt slottets første-vin (Chateau de la Rivière), må man nødvendigvis medgive, at  her er der tale om en stor bordeaux-vin. En sand drømmevin!

Slottets første-vin: Chateau de la Rivière

Hvad vininteresse også kan medføre - desværre!

Ekstrabladet 06.01.2014:

”Den kinesiske erhvervsmand Lam Kok nåede at underskrive aftale om køb af Chateau de la Rivière i Bordeaux, før han styrtede ned i en helikopter sammen med ejeren af slottet.

Ulykken skete i fredags og politiet har efterfølgende i flere dage søgt efter ligene i Dordogne-floden, men indtil videre uden resultat. Udover den kinesiske rigmand Lam Kok var også den oprindelige ejer James Gregoire, Kok’s 12 årige søn samt den kinesiske professor i økonomi Wang Peng fra Bordeaux i helikopteren. Helikopteren blev fløjet af James Gregoire, som selv ejer helikopteren og efter sigende er en rutineret pilot.

Dele af helikopteren blev fundet mandag, men ingen af de fire personer er endnu blevet fundet. Dordognefloden har en kraftig strøm og det er derfor svære betingelser for redningsteamet at arbejde i.

Turen var et punktum for handleren, som skete mindre end 24 timer før ulykken og hvor Chateau de la Rivière blev solgt for omkring 230 mio. kr. I øvrigt den største slotshandel i Bordeaux til dato. Chateau de la Rivière er kendt som et af de ældste og mest hæderkronede slotte i Fronsac.

Lam Kook har skabt sin formue på te og ejendomme i Pu-regionen i Kina og havde planer om at lave Chateau de la Rivière om til et luksushotel. Slottet har tidligere være ude for tilsvarende ulykke, da den tidligere ejer Jean Leprince på tilsvarende facon blev dræbt i en helikopter ulykke i 2002.”

Her er selvfølgelig tale om en forfærdelig ulykke. Man kan kun dybt beklage, at en sådan ulykke rent faktisk finder sted. Desforuden kan det undre, at historien, om jeg så må sige, gentager sig. Hvor tragisk.

Verner